Sommer og sol med friske, nyplukkede bær - det er sikkert noget, som de fleste af os drømmer om og længes efter.
Man bliver glad, når man finder herlige, små skovjordbær. Eller når man giver sig tid til at standse og plukke af de søde, vilde hindbær, som man som oftest bare går forbi.
Nyplukkede, friske jordbær kan man godt spise uhæmmet løs af om sommeren.
Tilsammen har bærrene en temmelig lang sæson. Efter jordbærrene kommer hindbær, ribs og solbær, og samtidig modner blåbærrene, og senere kommer brombær, tyttebær og rønnebær.
Bær er fantastiske næringskilder, fulde af fibre, vitaminer og mineraler. Selvom bærrene som regel er bedst og mest gavnlige, hvis de spises nyplukkede, kan man godt prøve at bruge dem i madlavningen; også der kan de give herlige, søde eller syrlige smagsoplevelser. Eller sæt farver på festen - bland farvestrålende bærdrikke med eller uden alkohol.