Klementiner, tangeriner, mandariner, satsumas m.m. er frugter, der minder meget om hinanden. Det er meget forvirrende med alle disse navne på de næsten ens frugter. Nogle er uden kerner, og de fleste har en løstsiddende skal, der er let at skrælle af. Bådene er desuden lette at skille ad, og frugtkødet er som oftest sødt og godt.
Man mener, at frugterne stammer fra Kina, og at de blev ført til Italien af arabiske købmænd. De blev ligesom appelsinerne betragtet som et tegn på luksus og velstand. Disse frugter skrælles og spises som regel, som de er, men man kan selvfølgelig tilberede dem ganske som alle de andre citrusfrugter.