Kulmule - saltvandsfisk

Kulmule har hvidt, fast kød. Den er bedst om efteråret og om vinteren. Kan serveres stegt, kogt eller i gele.
Kulmulens mund er sort som kul, deraf det danske navn. Den kendes også under mange lokale navne: risbider, løjer, heckt, skelfisk m.fl. Den regnes for en virkelig god spisefisk i Sydeuropa, og spises normalt i frisk tilstand, selv om kvaliteten faktisk forbedres ved nedfrysning.
Kulmulen har et lille underbid og ingen skægtråd. Munden er stor med spidse tænder, og mund- og gællehuler er sorte. På grund af specielle bygningstræk i rygsøjlen og kraniet, henføres kulmulerne nu til en selvstændig familie inden for torskefiskenes orden. Det er en fremragende spisefisk. Efter tilberedning ses tydeligt kødets flager, som falder let fra benene.
Om dagen "står" kulmulen hvilende nær bunden på 100 til 300 meters dybde, men søger opad om natten for at jage. De mindre fisk færdes i stimer. I gydetiden søger kulmulen ind på lavt vand, hvor de fleste danske fangster sker.
Kulmulen lever af fisk, primært sild og brisling.
Den gyder forår og sommer i åbent hav.