Røn er et vildtvoksende, almindeligt forekommende træ i Skandinavien. Bærrene lyser mod himlen med deres klare, røde farve til langt hen på efteråret. Ud over den vilde røn findes der dyrkede former, bl.a. sød røn, der har større og mere smagsfyldte frugter. Der findes også en sort, der har hvide bær. Men fuglene synes at foretrække de almindelige, vilde, røde bær og spreder dem i naturen.
Hvis det er et godt rønnebærår, bliver vinteren kold, siger et gammelt mundheld. Æbler og rønnebær tilhører den samme planteslægt.
Rønnebær er både sure og beske, så det er ikke bær, som man spiser friske. De skal tilberedes med meget sukker, men får så en usædvanlig smag i forskellige tilberedninger. Bærrene kan bl.a. bruges til gele, syltetøj, curd, parfait og snaps. De er gode i marinader og saucer til efterårets vildtretter.
Rønnebærgrene er smukke som dekoration. De kan holde sig hele efteråret, hvis man kommer 1/3 glycerin i vandet. Senere kan man bruge dem i juledekorationer.