En total solformørkelse i Mexico varede i 6 min. og 53 sek. Solformørkelse forekommer, når Månen befinder sig mellem Solen og Jorden og helt eller delvis forhindrer, at sollyset når dele af Jorden.
Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki blev født. Hun er det største navn inde for dansk kvindetennis nogensinde. Med Wimbledon-sejren i juniorrækken 2006 var hun den første dansker i mere end 50 år, der vandt en Wimbledon-titel.
Den britiske skuespiller Laurence Olivier døde, 82 år gammel. Hans lange karriere gav ham en position som en af 1900-tallets største skuespillere. Især huskes han som en fremragende Shakespeare-fortolker. Han blev adlet i 1947.
Den første amerikanske rumstation, Skylab, brændte op i atmosfæren. Den havde da holdt sig i kredsløb om Jorden i mere end 6 år. Tre hold astronauter opholdt sig på rumstationen de første år og foretog videnskabelige undersøgelser.
Den svenske forfatter Pär Lagerkvist døde, 75 år gammel. Hans prosa tager de store spørgsmål om livets mening op; fx advarer Bøddelen og Dværgen om nazismen. Af betydning er rækken af store fortællinger om det gudsforladte menneske, indledt med Barabbas.
Ballonen Örnen lettede fra Danskøya i Svalbard med kurs mod Nordpolen. Ombord var tre mand. Ballonen sås ikke siden. Ekspeditionen mislykkedes, da ballonen efter 66 timer havde tabt opdrift. De tre deltagere omkom alle.
Den danske admiral og rigsråd Peder Skram døde, ca. 78 år gammel. Inden da havde han udmærket sig under Christian 2.s krige mod Sverige, i Københavns belejring 1523 og i sejren over Lübecks flåde under Grevens Fejde.