[ɑbɑ'tsiɑ]: italiensk navn for Opatija.
Det gamle Opatija var vant til at leve af fiskeriet, og at beskytte sig mod piratangreb, der ofte var i disse dage på Adriaterhavet. Nogle spor af ældre dage kan ses på nogle af facaderne på de gamle huse. Husene i den gamle Opatija, før genopbygningen i det 19. århundrede, grupperet blev på en måde, der beskyttede dem mod usikkerheden på kysten. Der var også regler om, hvordan og hvor man kan bygge huse, da piraterne ofte angrebet kysten. Men tingene ændrede sig hurtigt i det 19. århundrede, da Opatija fået et nyt udseende. Ved udgangen af det 19. århundrede Opatija blev rekonstrueret. I løbet af denne tid østrig-ungarske adelsmænd opdaget mildt og behageligt klima i Opatija Riviera samt andre fordele for udvikling af turismen. Hvis vi gerne vil sortere ud perioder i sin historie, kunne vi sige, at den nye periode i Opatija historie begyndte i 1844, da Hignio Scarpa, Rijeka har patricier, bygget villa Angiolina.
Opatija (udtales [ɔpǎtija] tysk: Sankt Jakobi, italiensk: Abbazia) er en by i det vestlige Kroatien, lige sydvest for Rijeka på Adriaterhavskysten. Pr. 2001 havde byen ordentlig en befolkning på 7.850, med kommunen med en total 12,719 indbyggere.
Geografi
Opatija er beliggende i Kvarnerbugten på et beskyttet sted ved foden af Učkabjerg, med Vojak peak på 1401 meter. Opatija ligger 90 km fra Trieste med jernbane og 82 km fra Pula ad landevej. Byen er geografisk på Istrien halvøen, selvom det ikke er i Istrien amt, men Primorje-Gorski Kotar amt. Det er et populært sommer og vinter udvej, med en gennemsnitlig temperatur på 10°C om vinteren og 25°C om sommeren. Opatija er omgivet af smukke skove af laurbær. Hele havet kyst mod nord og syd for Opatija er stenet og malerisk, og indeholder flere mindre vintersportssteder.
Historie
Opatija indgår i område Liburni, en præ-romerske illyriske folk. I romertiden var området hjemsted for adskillige aristokratiske villaer forbundet til den nærliggende by Castrum Laureana, den moderne Lovran. I middelalderen nuværende byens territorium blev delt mellem Veprinac (nu en lokalitet af Opatija, måske hjem til en lille fiskerihavn), og Kastav, hvor fiskeren landsbyen Veprinac.
Benediktinerklostret St. James nævnes for første gang i 1453, og omkring den lille landsby udviklet med århundreder. Byens moderne historie begynder i 1844, da Iginio Scarpa, en rig købmand fra Rijeka, grundlagt Villa Angiolina. Det blev et fashionabelt destination for den østrigske kejserlige familie og østrigske adel og snart flere luksushoteller og villaer blev bygget, såsom Hotel Kvarner (1884), restauranten Kamelija og politiet station ved Keglević familien. En ny jernbane, der forvaltes af den østrigske Southern Railway, blev udvidet til Rijeka, hvorfra det var muligt at komme med sporvogn til Opatija. Den østrigske kejser Franz Joseph Jeg plejede at tilbringe flere måneder her i løbet af vinteren.
Mange af disse sene 19. århundrede luksushoteller og villaer har overlevet til nutiden. I 1920 Opatija blev tildelt Italien. To år senere, med fremkomsten af fascismen, begyndte den italienske regering et program for tvungen italianization af befolkningen, og de fleste af de offentlige stillinger blev tildelt italiensk-talende borgere. I 1947 Opatija blev givet til Jugoslavien, det meste af den italiensk-talende befolkning, hvis andel var steget betydeligt i de seneste år, emigrerede til Italien. Efter opløsningen af Jugoslavien i 1991, blev byen del af Kroatien. Ovennævnte restaurant Kamelija og politi stationen, der blev eksproprieret i 1920, var delvis tilbagebetalet til House of Draskovic i 2012.