(latin): bugen, den nederste del af kroppen med bughulen, som opadtil begrænses af mellemgulvet, nedadtil af det store og det lille bækken, bagtil af rygsøjlen og lændemuskler, fortil og til siderne af bugmuskler. Bughulen beklædes af bughinden og indeholder mave-tarmkanal, lever, bugspytkirtel, milt, nyrer samt de indre kønsorganer. Desuden bagkroppen hos leddyr.
T. v.: Abdomen inddeles i bugvæggen og bughulen, der er legemets største hulrum og indeholder bugorganerne.
T.h.: For nærmere at kunne angive bugorganernes lejring og lokalisere symptomer opdeles forreste bugvæg i 9 såkaldte regioner ved hjælp af to lodrette og to vandrette planer som vist på illustrationen til højre. De lodrette planer går på hver side af midten fra midten af nøglebenet (A) til et fremspring på skambenet (B); det øverste af de vandrette planer tangerer ribbensbuens nederste rand, mens det nederste tangerer et fremspring på hoftebenskammen (C)).
1) højre hypokondrium, 2) epigastriet, »hjertekulen», 3) venstre hypokondrium, 4) højre flanke, 5) navleregionen, 6) venstre flanke, 7) højre lyskeregion, 8) hypogastrium; »underlivet«, 9) venstre lyskeregion.