Adel, øverste stand, der har eller havde arvelige privilegier. I græsk oldtid spillede jord besiddende adel en dominerende rolle; det samme gjaldt patricierne, senere nobiliteten, i Rom. I Europas ældre middelalder bærere af krigs- og lensvæsen; lenene blev efterhånden arvelige. Der skelnedes mellem høj- og lavadel. Lensadelens glanstid var korstogstiden, hvor ridderidealer blomstrede: ridderlig færd over for de svage, beskyttelse af Kirken m.m. Eneret til høje embeder i stat og kirke, skattefrihed og domsmyndighed var almindelige adelskrav, støttet af tungtrustet rytteri og befæstede borge.
Fodfolkshære med skydevåben og den skattebetalende borgerstands voksende rigdomme svækkede adelens stilling og blev en støtte for enevældige fyrster, som i senmiddelalderen hævdede sig over for adelen, der dog almindeligvis bevarede sine privilegier, men øgedes med en ny embedsadel, der var afhængig af kongen. Tredjestand undergravede langsomt adelsprivilegierne, især ved Den franske Revolution, hvis oprør mod enevælden omfattede et oprør mod standsprivilegier og som støttedes af bonderejsning.
I 19. årh. afskaffede frie forfatninger privilegier knyttet til adel, titel og rang, men lod ofte selve titlerne urørte; i Storbritannien er der dog stadig tilgang til adelen ved kgl. udnævnelse. Dansk adelshistorie er parallel med den fælleseuropæiske. Under venderkrigene opstod en skattefri krigeradel, der samlede sig stort jordegods med stigende hånd og halsret over undergivne fæstebønder. Adelen hævdede over for kongen sine privilegier ved håndfæstninger og øvede sin politiske magt gennem danehof og derpå rigsråd, til enevælden indførtes 1660 ved borgernes og gejstlighedens støtte til Frederik 3. En ny højadel af lensgrever og -baroner oprettedes 1671.
Bondereformer 1787-88 -brød adelens magt over fæste bønderne. Junigrundloven af 1849 ophævede standsprivilegierne, og 1919 blev lenene fri ejendom. Der findes ca. 200 danske og ca. 900 svenske adelsslægter; norsk adel uddøde ca. 1500. Adelige kan være ubetitlede eller føre titler som ridder, baronet, baron (friherre), vicomte, greve (jarl), markgreve (markis), fyrste og hertug.
Adel: samfundsklasse med særlige, normalt arvelige, privilegier af politisk, økonomisk og social art. Adelen kendes allerede i de stænderdelte samfund i oldtiden. I karolingertidens Frankrig og Tyskland var en adelig udgået fra germanske høvdingeslægter bærere af den fremvoksende feudalisme. I højmiddelalderen knyttedes adel gennem lens- og riddervæsen nær til kongemagten i kraft af en fælles interesse i bevarelsen af det korporative samfund; samtidig var adel en med monarkiet rivaliserende godsejerstand med stor politisk magt og arvelige privilegier som fx skattefrihed. Modydelsen var især af militær og administrativ art.
Der skelnedes efterhånden mellem en eksklusiv højadel, en tjenesteadel hvis medlemmer havde svunget sig op i en fyrstes tjeneste, og en jordejende lavadel med ringe politisk indflydelse. Med enevældens indførelse kom adelen i et afhængighedsforhold til kronen og blev fortrinsvis en hof- og embedsstand. I de fleste lande mistede adelen sine forrettigheder i 1800-tallet. I Danmark mistede adelen sine politiske privilegier ved enevældens indførelse 1660, men beholdt sine sociale og økonomiske rettigheder. Disse ophævedes ved lov 1849. I Storbritannien spiller adel endnu en vis politisk rolle.
.............................................................................................................