adoption

adoption (latin): etablering af et kunstigt slægtskab ved offentligt dekret. I Danmark meddeles adoption efter adoptionslov af 7. juni 1972 ved bevilling, der udfærdiges af overøvrigheden. Adoption må kun bevilges, når den kan antages at være til gavn for barnet. Er det fyldt 12 år, kræves som regel dets samtykke, medmindre det skønnes at være til skade for barnet at indhente dets samtykke.

Når det er under 18 år, kræves tillige samtykke fra forældrene. Bevilling kan kun gives til personer, som er fyldt 25 år, i særlige tilfælde dog 20 år. En gift kan kun adoptere sammen med sin ægtefælle, og kun ægtefæller kan adoptere sammen. Ved adoption indtræder samme retsforhold mellem adoptant og adoptivbarn som mellem forældre og deres ægtebarn; barnet og dets livsarvinger arver og arves af adoptanten og dennes slægt, som om adoptivbarn et var adoptantens eget barn. Samtidig bortfalder retsforholdet mellem adoptivbarnet og dets virkelige slægt.

I adoptionsbevillingen kan det bestemmes, at barnet får ansøgerens slægtsnavn eller, hvis det drejer sig om ægtefæller, hustruens pigenavn i stedet for mandens slægtsnavn; det kan også bestemmes, at det beholder sit eget slægtsnavn eller bærer dette og det nye navn forbundet med bindestreg, medmindre begge navne ender på -sen eller -son eller et af navnene er med de, la, von o.lign. eller består af to led, forbundet med bindestreg.

Henvendelse om adoption af et barn, således at dets forældre ikke får at vide, hvem adoptanten er, kan ske til et kommunalt socialcenter, i København magistraten og på Frederiksberg det sociale udvalg, eller en myndighed, institution, forening eller person, der har tilladelse til at optræde som mellemmand ved adoption af børn under 14 år.

For børn uden indfødsret i et nordisk land kan henvendelse ske til Adoption Center, Arhus, Glemte Børn, Birkerød, eller Terre des Hommes. Antallet af adoptioner er i Danmark ca. 1800 om året.

adoption, at vælge en person som sit barn, ved at der stiftes et kunstigt, fx ikke-biologisk, slægtskab mellem adoptanten, som er den eller de, der adopterer, og adoptivbarnet.

I Danmark udvikledes adoption fra slutningen af 1700-tallet gennem den enevældige konges bevillingspraksis. Før den første adoptionslov fra 1923 afhang en adoptions retlige indhold derfor ganske af den enkelte bevillings ordlyd. For at adoptivbarnet ikke skulle risikere at blive stillet ringere efter en adoption, opretholdt 1923-loven en vis arveret til barnets biologiske slægt, og indførelsen i adoptantens slægt skete i konsekvens deraf ikke fuldstændig (i tråd med 1923-lovens hovedprincip, at adoptionen var svag).

Ved Adoptionsloven af 1956 brød man afgørende med dette tofamilieprincip og gik over til et enfamilieprincip, således at relationerne mellem adoptivbarnet og dets biologiske slægt afbrydes helt, og barnet stilles, som var det adoptantens eget barn (det stærke princip). For adoptioner fra før 31.12.1956 kan det ved tillæg til bevillingen bestemmes, at de nye regler skal være gældende.

Adoption gives efter Adoptionsloven af 1972 ved bevilling fra Statsforvaltningen. Ved adoption af fremmede børn, dvs. børn uden tilknytning til ansøgeren, skal ansøgeren være godkendt som adoptant.

Godkendelse kan i almindelighed ikke finde sted, hvis der er over 40 års aldersforskel på ansøger og barn, hvis ægtefæller, der ikke har levet sammen i mindst tre år, ønsker at adoptere sammen, eller hvis der i hjemmet allerede er to adoptivbørn eller tre børn i alt. Herudover lægges der navnlig vægt på ansøgerens sociale forhold og helbredstilstand, på adoptionsmotivet og på ansøgerens indstilling til børn og unge. Kun ægtefæller kan adoptere sammen. En gift person kan ikke adoptere alene. Homoseksuelle i et registreret partnerskab har siden 2010 kunnet adoptere; dog vil mange lande ikke bortadoptere til homoseksuelle.

Er der ikke tale om adoption af fremmede børn, men om en familieadoption, fx adoption af ægtefælles barn eller bedsteforældres adoption af barnebarn, skal adoptanten ikke godkendes. Efter gældende praksis kan bedsteforældre således ved en barnebarnsadoption være over 60 år. Er barnet fyldt 12 år, er det normalt et krav, at det giver sit samtykke til adoptionen. Der må også foreligge samtykke fra de af barnets forældre, der har del i forældremyndigheden. Har en af forældrene ikke del i forældremyndigheden, skal vedkommende blot have lejlighed til at udtale sig. En adoption kan i visse tilfælde ophæves, fx når parterne er enige om det, eller når adoptanten er død. I de fleste ophævelsestilfælde kan barnet derefter komme til at genindtræde i forholdet til sin biologiske slægt.

Formidling af adoption må kun ske gennem myndigheder og i internationale forhold gennem organisationer, som er specielt godkendt dertil. Der er i overvejende grad tale om fysisk sunde og raske børn, selvom der i de senere år er sket en svag stigning i antallet af børn med mindre handicap. Op mod 80 % af de modtagne børn er gennem en årrække kommet fra Sydkorea, Etiopien, Kina, Indien og Colombia.

Antallet af udenlandske adoptioner afhænger af, hvor mange børn giverlandene kan stille i forslag til adoption, og hvor mange danske par der ønsker at adoptere et udenlandsk barn. Indtil for få år siden var ventetiden på op til tre år, men siden synes interessen for udenlandsk adoption at have været faldende, hvilket kan skyldes fremkomsten af flere behandlingstilbud mod barnløshed. Det totale antal af udenlandske adoptivbørn faldt 2005-15 fra 586 til 97.

Fra begyndelsen af 1970'erne og til ca. 2008 blev der i Danmark givet bevilling til adoption af mellem 400 og 700 udenlandske børn årligt. Det relativt stabile antal dækkede over hyppige ændringer i antallet af de børn, som de enkelte giverlande har villet frigive til adoption. Konsekvensen har været, at adoptanterne har måttet acceptere en betydelig usikkerhed med hensyn til, hvornår de ville få et barn bragt i forslag og fra hvilket land. Dette skyldes bl.a., at der ikke eksisterer et internationalt regelsæt vedrørende adoption. Opfyldelse af de danske myndigheders krav om dokumentation og kontrol medfører ofte, at myndighederne i giverlandene må udvise stor imødekommenhed og fleksibilitet. På internationationalt plan findes nu Haagerkonventionen (fra 1993), der skal beskytte børn og give rammerne for samarbejde om internationale adoptioner.

Siden 2000 har tallet for adoptioner i Danmark gennemsnitligt ligget omkring 1200 om året, fordelt mellem familieadoptioner (600-700 stk.) og fremmede adoptioner (ca. 520-650), hvoraf udenlandske adoptioner udgør ca. 80-90 %, og anonyme danske adoptioner — som varierer meget fra år til år. Norden er det sted i verden, hvor der findes relativt flest adoptivbørn. I de sidste ca. 25 år er der årligt kommet 1500-2000 børn til Norden fra den øvrige verden.

Trods psykologiske teorier og undersøgelser, der peger på, at tidlig adskillelse af børn og forældre kan have alvorlig indflydelse på den senere personlighedsudvikling, viser flere nordiske undersøgelser, at adoptivbørn ikke har flere hverken adfærdsmæssige, kognitive eller emotionelle problemer end andre børn og unge. Noget tyder dog på, at adoptivbørn møder en anden type problemer end andre børn, hvilket hænger sammen med, at de har været igennem flere adskillelseskriser med efterfølgende angst end andre børn.

Denne angst giver i de fleste tilfælde ingen symptomer, da adoptivbørnene i familierne opleves og behandles som ønskebørn, og da adoptivforældrene i kraft af den særlige godkendelse også må betragtes som ønskeforældre. Angsten kan dog i særlige situationer fremkaldes, fx ved risiko for en ny adskillelse, hvis der sættes spørgsmålstegn ved barnets identitet i forbindelse med racistiske provokationer eller i forbindelse med almindelige udviklingskriser, som fx pubertet.

Adoptivforældre har ofte gjort mange psykisk belastende forsøg på ved kunstig befrugtning o.l. at få egne børn. De har derfor et intenst ønske om at få et barn, og får de et, har de ofte så urealistiske forventninger til det, at barnet kan have svært ved at opfylde dem. En grundig rådgivning og opfølgning kan derfor være nødvendig.