advokat (latin) [advo'kat]: cand. jur. som med baggrund i en vis praktisk erfaring beskikkes af Justitsministeriet som ene kompetent (bortset fra partens nærmeste familie-medl.) til at optræde i retssager på en parts vegne. Person, der har offentlig beskikkelse til i retssager at optræde som befuldmægtiget for en af sagens parter. Ordet brugtes tidligere i forbindelserne rigs-, stats-, kammer og politiadvokat, men blev efter lov af 10. maj 1958 almindelig betegnelse for den, der tidligere kaldtes sagfører, landsretssagfører, højesteretssagfører.
Ordet advokat kommer af latin ad-vocare 'kalde til'.
Advokat: person, der mod vederlag bistår klienter ved juridisk rådgivning og optræder på deres vegne i retssager.
Enhver advokat kan møde for byretten, for landsretten opnås møderet efter en procedureprøve , og efter fem års møderet for landsret opnås uden videre møderet for højesteret.
I 1638 kom de første danske lovregler om advokater, som på det tidspunkt blev kaldt prokuratorer (fra procura "fuldmagt"). Standens anseelse var i begyndelsen ikke høj, og reglerne tilsigtede at begrænse anvendelse af advokater i retssager; det blev således pga. misbrug forbudt at benytte advokater på landet. I løbet af 1700- og 1800-tallet højnedes standens omdømme bl.a. gennem indførelse af juridisk eksamen i 1736; denne blev imidlertid først i 1821 en betingelse for at opnå autorisation som advokat.
Allerede i 1736 blev det bestemt, at de advokater, der procederede i Højesteret, skulle have juridisk eksamen. Fra 1868 kunne enhver mand, som opfyldte visse betingelser, herunder juridisk eksamen og en vis praksis, opnå beskikkelse som advokat. Kvinder derimod opnåede først mulighed for beskikkelse i 1906. Ved retsplejereformen i 1919 indførtes nye regler; bl.a. fik advokater (sagførere) pligt til at være medlem af Det Danske Sagførersamfund, fra 1958 Det Danske Advokatsamfund. Titlen advokat blev indført ved en lovændring i 1958, idet dog tidligere erhvervede titler — sagfører, landsretssagfører og højesteretssagfører — fortsat kunne benyttes.
Regler om advokatvirksomhed findes i Retsplejelovens kapitel 12-15 b (første bog, syvende afsnit), i bekendtgørelser udstedt af Justitsministeriet og i godkendte vedtægter.
For at opnå beskikkelse som advokat kræves det, at man har en juridisk bachelorgrad (BA jur.) og en juridisk kandidatgrad (cand.jur.) samt en praktisk juridisk uddannelse, oftest som autoriseret fuldmægtig. Man skal i sin virksomhed iagttage god advokatskik og kollegialitet og ikke kræve højere vederlag for sit arbejde "end rimeligt".
Nogle salærer kan ifølge de vedtagne, vejledende salærtakster beregnes efter de involverede værdier, andre salærer beregnes på grundlag af arbejdets omfang.
En vedtægt om behandling af betroede midler pålægger advokaten at indsætte disse på en klientkonto i et pengeinstitut, og advokaten skal årligt til Advokatrådet indsende en revisorattesteret erklæring angående kontoen.
Erstatningsansvaret over for klienter er relativt strengt. Der er pligt til at tegne advokatansvarsforsikring, og Advokatsamfundet kan, i de tilfælde hvor ansvarsforsikringen ikke dækker, efter et frit skøn af Det Danske Advokatsamfunds Erstatningsfond dække et klienttab helt eller delvis. Dette benyttes særligt ved misbrug af betroede midler.
Danmark er opdelt i otte advokatkredse med hver sin kredsbestyrelse. Det Danske Advokatsamfund udgøres af alle danske advokater. Advokatsamfundets bestyrelse, der benævnes Advokatrådet, fører tilsyn med advokaterne og kan indklage dem for Advokatnævnet. I Advokatnævnet udgøres formandskabet af tre dommere, der udpeges af Højesterets præsident, mens ni advokater, der er udpeget af Advokatsamfundet blandt advokater, der ikke er medlemmer af Advokatrådet, og ni, der ikke må være advokater, og som er udpeget af justitsministeren, udgør de menige medlemmer. I den enkelte sags behandling er der ligevægt mellem advokater og ikke-advokater, også når kun en del af nævnets medlemmer deltager. Advokatnævnet kan som disciplinær straf pålægge advarsler, irettesættelser og bøder, og nævnet behandler endvidere salærklager. For alle de nævnte advokatorganer er vedtægterne godkendt af Justitsministeriet.
Advokater har vidtgående eneret til at møde i retten for andre, der ikke ønsker at være selvmødere. En advokat med møderet for landsretten har bestået udførte prøvesager. Efter yderligere fem års advokatvirksomhed er der uden særlig prøve møderet for Højesteret, idet den særlige prøve for Højesteret blev afskaffet i 1958. Dog skal advokaten inden for den femårige periode som udgangspunkt have udført ca. ti almindelige civile sager, og sagsførelsen skal have været forsvarlig.
Advokatvirksomhed kan ud over i enkeltmandsvirksomhed eller i et fællesskab af advokater kun udøves af et advokatselskab, der drives i aktie- og anparts- eller kommanditaktieselskabsform (partnerselskabsform), men den enkelte advokat er fortsat personlig ansvarlig. Selskaberne må kun ejes af advokater, der aktivt driver advokatvirksomhed i selskabet, dets moderselskab eller dets datterselskab, andre ansatte i selskabet eller et andet advokatselskab. Der er siden 1980'erne ved udvidelser og fusioner opstået advokatfirmaer, hvori et betydeligt antal advokater med forskellig ekspertise samarbejder om varetagelse af inden- og udenlandske klienters forskelligartede behov.
Om advokatsamarbejde inden for EU, se CCBE. Om internationalt advokatsamarbejde, se International Bar Association.
Advokatnøglen, der indeholder kontaktoplysninger m.m. om samtlige danske advokater, kan findes på Advokatsamfundets hjemmeside
.............................................................................................................