Afkoloniseringen: den proces der efter 2. verdenskrig har ført til en næsten total afvikling af de tidl. europæiske koloniriger i Asien, Afrika og Amerika. Afkoloniseringen der berørte henved 1/3 af verdens befolkning har siden 1945 øget antallet af formelt selvstændige stater ca. 2½ gang. Afgørende faktorer i afkoloniseringen var kolonimagternes svækkelse efter krigen og de nationale bevægelsers voksende styrke i kolonierne samt USA's og USSR's aktive støtte til afkoloniseringen. I SØ-Asien prægedes afkoloniseringen af væbnet kamp.
Frankrigs militærs nederlag i Indokina 1954 efterfulgtes af USA's forsøg på at opretholde en indirekte kolonialisme, afsluttet med nederlaget i Vietnamkrigen 1975. Den franske afkolonisering i N-Afrika fik også et dramatisk forløb med Algierkrigen 1954-62, mens frigørelsen af de øvrige franske og britiske kolonier forløb mere fredeligt. Afkoloniseringen har stort set hverken forandret de af kolonimagterne grundlagt samfundsstrukturer eller de tidligere koloniers økonomiske afhængighed af den industrialiserede kapitalistiske verden. Dog har de tidligere portugisiske kolonier i det sydlige Afrika samt Zimbabwe forsøgt socialistiske udviklingsmodeller trods intern militær modstand støttet af Sydafrikanske Republik og USA.
.............................................................................................................