centralafrikansk væverfinke, 9 cm, fra sumpede områder; kan holdes som burfugl, men kræver et højt bur og blød bund på grund af hannens mærkelige adfærd i yngletiden, idet den flyver lodret op og lader sig falde til jorden.
Beskrivelse: Pande, tøjler forreste del af kinder, hage og strube sort. Hele oversiden, hoved- og halssider gråbrune. Krop og sider gråbrune med hvide tværlinier. Brystet lyst kastanjebrunt. Øvrige underside hvid med gulligt anstrøg. Vinger og hale mørkt gråbrune med lysere fjerrande og spidser. Øjet rødbrunt; næbbet rødt og fødderne lysebrune.
Længde ca. 9 cm. Hunnen har intet sort på hovedet. Struben gråbrun og tværlinierne på kroppen og siderne lysere og mere utydelige. Brystet lysere.
Udbredelse: Græslandskaber i Vestafrika fra Senegal og Gambia gennem Syd-Mali og det yderste af det nordlige Ghana til Tscad-søen samt Nord- og Syd-Nigeria.
Ved et tilfælde som så ofte før, blev jeg fristet til at anskaffe nye fugle, denne gang Agerhøneastrilden, en lille flok på 6 stk. kom derfor rejsende med posten. Da der jo er tydelig kønsforskel på han og hun, så der var ingen tvivl om, at det var 3,3 jeg havde fået. De blev ringmærket med tre forskellige farver, og pudsigt nok dannede de senere par efter ringfarverne altså rødt, grønt og orange par, hvilket jo viser, fuglene også kan være praktisk.
Det var sidst på sommeren, s de blev indendøre i deres lille bolig, en voliere på 100 cm i længen, 80 cm i højden, og 60 cm i bredden. Den blev indrettet med en lille grøftekant i den ene ende, og med åbent areal til foder o.lign. For at give lidt ekstra varme of lys den første tid, blev der 30-35 cm over bunden ophængt en omvendt ler urtepotte med en 15 W pære i. Den var fuglene meget glade for at ligge under og hygge sig.
I en bog har jeg læst, at de er meget glade for støvbade, så derfor blev et hjørne med sand indrettet til dette formål, men jeg så dem dog aldrig vise nogen interesse for det. Derimod badede de med begejstring i en lav skål med vand på ganske almindelig astrild/fuglemaner. At de også ifølge samme bog skulle foretrække at sove på sandbunden, kender mine tilsyneladende heller ikke noget til, idet de indrettede sig for natten i små fordybninger i forkanten af grøftekantens hø.
Disse små fugle tilbringer den meste tid på bunden, hvor de i små hop smutter hurtigt rundt, men de kan godt flyve en sjov op og ned flugt, men gode, udholdende flyvere er de ikke. Bliver de forskrækket, flyver de, ofte næsten lodret på i det nærmeste buskads. Hvis fuglene har begrænset flyvehøjde, er det nok klogt at anbringe et lag skumgummi i loftet, da de ellers kan slå hovedet alvorligt, når de sådan pludseligt flyver op. Skønner de, at faren ikke er overhængende, stivner de blot i en pudsig stilling med halen vendt mod forstyrreren og vippet op over ryggen samtidig med, at fjerene under halen pustes op. På denne måde falder de utrolig godt sammen med halvvissent græs og er svære at få øje på, og der er nok ingen tvivl om, at dette tjener som en slags camouflage. De kan dog også finde på at sidde højt til vejrs og studere omgivelserne.
Mine Agerhøneastrilder tilbragte en del tid på en lille hylde helt oppe under loftet. Her sad de og skræppede op eller nød solen, eller hele flokken samledes på en gammel flad træstub. Når de først har dannet par, følges de ad parvis til foder, badning o.lign. Jeg har en enkelt gang set parret sidde tæt sammen, men aldrig set dem nusse hinanden. De trives godt sammen i små flokke og er fredelige overfor hinanden og andre fugle, men i yngletiden kræver parret imidlertid et lille territorium omkring reden, hvilket jeg senere måtte erfare.
Agerhøneastrilden har nogle små kontaktlyde, og både han og hun synger en underlig skrattende, klukkende og ret umelodisk række af toner, og det kan være ret underholdende. Jeg har ikke i nogen litteratur set beskrevet, at også hunnen synger så ovenstående er måske ikke egentlig sang? Hannen har en lille komisk dans, som den opføre til ære for hunnen, men dette har jeg dog kun set enkelte gange.
De æder alle former for småt frø også gerne spiret, lidt universalfoder, lidt frugt og grønt, især agurk og salat samt halvmodent græsfrø. De er endvidere meget glade for kolbehirse. Også lidt levende foder bliver taget, især når der er unger i reder.
De første måneder var der fred og fordragelighed hos Agerhøneastrilderne, men pludselig blev der uro og en flagren omkring. Fuglene kunne tilsyneladende ikke rigtig enes mere, uden at jeg umiddelbart kunne finde årsagen hertil, men efterhånden viste der sig en mønster.
De fire af fuglene blev ihærdigt jaget af den ene han. Det var især, hvis de nærmede sig det ene hjørne med tørt græs, at han blev tosset. Jeg måtte derfor ned og kigge, og helt inde i hjørnet, i en dusk vissent græs, var der bygget en noget sjusket rede, hvori der var lagt to æg. Jeg havde ikke ventet noget yngleforsøg her midt om vinteren, og de var ikke blevet tilbudt det store udvalg ad redemateriale. Reden bar da også præg af at være bygget efter de forhånden værende søms princip nemlig overvejende af høvlspåner, lidt hø og mos. Jeg besluttede at forsøget skulle have en chance, og ud fra ringenes farve var det ret nemt at se, hvilken hun, der blev accepteret ved reden. De to andre par måtte derefter flyttes til en anden bolig.
Endnu et æg blev lagt. Æggene er meget små og helt hvide. Begge fugle ruger på skift, og efter 12-14 dage var der to unger. De var næsten nøgne, kun med lidt mørke dun og lyse madepapiller. Nu blev det imidlertid ledt besværligt. Den noget sjuskede rede havde efterhånden udviklet sig til noget i retning af en flad høj med tag over, hvilke resulterede, at ungerne faldt ud af reden. Det var faktisk på grund heraf, at jeg opdagede, der var unger, idet en halvkold unge lå uden for reden. Den blev varmet og puttet tilbage, hvor den hørte hjemme. Dette gentog sig flere gange den første dag. Der var ingen tvivl om, at det var et uheld, for så snart ungerne var på plads, var forældrene inde for at made og varme dem.
Jeg var efterhånden klar over, at noget måtte gøres, hvis opdrættet skulle lykkes. Jeg havde hverken tid eller lyst til at tilbringe de næste uger som vagt ved siden af fuglene. Jeg tog derfor ungerne ud og anbragte dem et lunt sted, medens jeg ved hjælp af en lille kokosredeskål, for formet en ordentlig redeskål med tag over, og så ind med ungerne igen. Under hele denne operation havde forældrene opholdt sig i modsatte hjørne, hvor de højlydt gav udtryk for deres misbilligelse over forstyrrelsen. Nu var det spændende og fuglene ville acceptere ombygningen. Ingen problemer her.
Efter at have inspiceret reden fra alle sider gik først hunnen og senere hannen i reden for at tage sig af ungerne. Den lille ombygning hjalp, ungerne forblev i reden til de, 18-20 dage senere forlod denne frivilligt. Da var da næsten lige så store som forældrene, men mere stumphalet, gråbrune på oversiden, lysere på undersiden og med mørkere næb. Ungerne blev madet i endnu 2-3 uger, mest af hannen, da hunnen begyndte endnu et kuld. Dette blev dog ikke til noget, da æggene var ubefrugtede.
Når ungerne er sultne, forfølger de forældrene rundt på bunden under højlydte tiggelyde, og under selve madningen løfter de begge vinger og basker ivrigt med dem. De første nætter efter udflyvningen sov ungerne i reden. Derefter overtog hunnen den for at lægge tre æg, der som tidligere nævnt ikke blev til noget.
De to unger udfarvede til 1,1 i løbet af 9-10 uger, og af foråret kom, blev de flyttet udenfor i voliere sammen med forældrene og et par mere. Her ynglede de igen uden at være adskilt og uden nogen form for stridigheder. Det blev dog kun til et enkelt kuld på to unger, hvoraf kun den ene overlevede. Denne lille beretning ligger 1 til 2 år tilbage, og nogle af de beskrevne iagttagelser er gjort, hvor Agerhøneastrilderne har opholdt sig i voliere altså under betydelig større forhold end der, hvor første opdræt fandt sted.
Efterskrift: Det er min erfaring, at Agerhøneastrilden kræver en varm og tør bund for rigtig at trives. Derfor har jeg i sommer haft dem i drivhuset med fliser i bunden, hvor over der var lagt et lag sand/grus. Fliserne opsuger varme om dagen og afgiver den aften og nat, så bunden næsten altid er lun. I taget er der udspændt et tyndt skyggenet, der beskytter fuglene ved pludselig opflyvninger. Langs den ene side på 3-4 meter, er der anbragt enkelte lave buske, men mest forskellige græsarter og ukrudt, som danner en høj grøftekant. Heri bygger de en lille, lukket rede af græsstrå, kokostrevler og lidt dyrehår og med antydningen af et indgangsrør.
2,3 Agerhøneastrilder har tilbragt sommeren her, og de har absolut befundet sig godt, men dog har kun det ene par ynglet og fået 2x3 unger på vingerne. Heraf forulykkede desværre en kort efter udflyvningen. Ungerne er noget sky, forvirrede og kluntede de første dage, især hvis de bliver skræmt op,. Begge forældre ruger, og ungerne fra første kuld accepteres tæt omkring reden under næste kuld. Jeg har, som tidligere nævnt, også en sommer haft Agerhøneastrilder i en almindelig voliere med jord i bunden, og selv om volieren var overdækket og med læ fra tre sider, trives de ikke rigtig her. Jeg tror, at bunden i udendørsvolierer her i vores klima i for lange perioder er fugtigkold.
Som afslutning skal lige nævnes, at også den øverste halvdel ad drivhuset blev godt udnyttet, nemlig af Pragtnonner, Guldbrystet Astrild og Orangekindet Astrild, der alle fik unger på vingerne.
.............................................................................................................