agglutinerende sprog (latin): sprog, hvis bøjningsendelser og afledninger tilføjes uden uopløselig forbindelse, så at ordstammen forbliver uforandret. Typiske eksempler er tyrkiske og mongolske sprog.
agglu'tinerende: et sprog hvor roden i et ord er uforandret, mens alle ændringerne sker ved at grammatiske elementer (suffikser) hægtes bag efter roden, således at hvert enkelt suffiks har sin betydning og funktion, fx finsk.
agglutinerende sprog, (latin agglutinare 'sammenklæbe'), sprog, hvori ordene har en kompleks, men gennemskuelig struktur. I disse sprog er det karakteristisk, at det enkelte ord skifter form efter dets grammatiske funktioner og betydninger, og at dette sker ved tilføjelse af kæder af grammatiske elementer (affikser) enten i begyndelsen eller i slutningen af ordet.
I en tyrkisk bøjningsform i genitiv flertal er 'flertal' udtrykt ved én endelse og betydningen 'genitiv' ved endnu en endelse, uden at disse elementer på nogen måde smelter sammen. Dermed er et agglutinerende sprog forskelligt fra et flekterende sprog som fx latin, hvori genitiv flertal udtrykkes ved en enkelt, kompleks endelse. Forskellen ses i tyrkisk adam-ın 'mands' og adam-lar-ın 'mænds' over for latin vir-i 'mands' og vir-orum 'mænds'.
Sammenlign med flekterende sprog, polysyntetiske sprog og isolerende sprog.
.............................................................................................................