Agnatha [Ag'natha]: klasse af hvirveldyr, se også rundmunde.
Agnatha, agnather, kæbeløse fisk, fællesbetegnelse for de
kæbeløse hvirveldyr, både uddøde og nulevende. Fossile agnather (ostracodermer
eller panserrundmunde) havde et kraftigt ydre benpanser, der hos mange former
var dækket af et emaljelignende materiale. De adskiller sig derved stærkt fra
nulevende arter (rundmunde, dvs. lampretter og slimål), der kun har et indre
bruskskelet.
Agnatha omfatter de ældste og mest primitive hvirveldyr;
deres oprindelse er ukendt, men de kan være udviklet fra chordater, der lignede
trevlemund. Mulige rester er fundet i geologiske lag fra Øvre Kambrium (ca. 520
mio. år). Mere komplette fund kendes fra Ordovicium, men det var dog først fra
perioderne Silur og Devon (440-360 mio. år), at agnather blev almindelige.
Ordet agnatha kommer af græsk a 'uden' og gnathos
'kæbeben'. |
I slutningen af Devon uddøde alle agnather med et ydre
benpanser, muligvis som følge af konkurrence fra de mange fiskegrupper med
kæbe, der opstod i løbet af Silur og Devon (acanthoder, placodermer, bruskfisk
og benfisk). Da brusk, som de moderne agnathers skelet er opbygget af, kun
sjældent bevares som fossilt materiale, er kendskabet til deres senere historie
ringe, og slægtskabsforholdet mellem nulevende og fossile former er derfor
meget usikkert.
Agnatha. To repræsentanter for de kæbeløse fisk; øverst
Hemicyclaspis, en af Cephalaspidomorferne fra Silur-Devon, nederst Pteraspis,
en Pteraspidomorf fra Devon.
Fra ostracodermernes glansperiode i Silur og Devon er
beskrevet flere hundrede meget forskelligartede slægter. De fleste var små, ca.
5-30 cm lange, og dårlige svømmere. Da de manglede kæber, levede de
sandsynligvis af at frafiltrere organisk materiale fra havbunden.
Generelt inddeles ostracodermerne i to hovedgrupper:
pteraspidomorfer og cephalaspidomorfer. Hos de fleste pteraspidomorfer (fx Pteraspis)
var forkroppen dækket af få, store plader, mens bagkroppen og halen var besat
med skæl. Kroppen var rund i tværsnit og manglede sidefinner. Svømningen har
været ustabil. Hos undergruppen thelodonter udvikledes sidefinner, og panseret
reduceredes, så kroppen blot var dækket af små tandlignende skæl; disse dyr har
sikkert været bedre svømmere.
Cephalaspidomorferne dukkede først op i Devon for ca. 400
mio. år siden. Hos mange former (fx Hemicyclaspis) var hovedet omgivet af et
sammenhængende benskjold, og de kunne sandsynligvis ikke vokse yderligere, når
først panseret var anlagt. Halefinnens øvre gren var større end den nederste
(en heterocercal hale), hvilket gav dyret et "løft" under svømningen.
........................................................................................................................