akrobat [akro'bat]: person der optræder i cirkus o.l. med kunststykker der kræver smidighed og gymnastisk kunnen.
| Ordet akrobat er dannet af græsk akro- og bates 'gående', af bainein 'gå', egl. 'gående på det yderste'. |
Akrobat: artist, der viser indøvede legemlige færdigheder, baseret på kropslig styrke, smidighed eller balance og præsenteret som en række af sammenhørende kunststykker.
Akrobaten var kendt i oldtiden og ses afbildet i egyptiske kongegrave, på græske vasemalerier og på vægdekorationer fra Pompeji. Fra nordisk bronzealder ses akrobaten afbildet på svenske helleristninger, og i Danmark har man fundet en lille kvindelig akrobatfigur fra samme periode. I middelalderen var der akrobater blandt de omvandrende gøglere på Europas landeveje, og i 1770 havde Philip Astley akrobater med på programmet i sin første egentlige cirkusforestilling.
I løbet af 1800-tallet specialiserede akrobaterne sig i særlige discipliner.
Springakrobater udfører ved hjælp af springbræt lange spring over høje forhindringer, fx soldater, heste, elefanter eller biler. En særlig type springbræt kaldes en badut, heraf udtrykket badutspringer. Høje spring udføres med vippebræt, der fungerer således, at en akrobat, placeret på den ene ende af vippen, slynges i vejret, når et eller to andre medlemmer af truppen hopper ned på den anden. Springeren lander ofte stående på skulderen af en undermand, hvorpå en ny springer afslutter den menneskelige firemands høje søjle.
Parterreakrobater udfører serier af tempospring fra gulvet, fx kraftspring, flikflak, hovedspring og forskellige former for saltomortaler. I komiske numre kombineres spring med faldtrick (kaskadør).
Balancekunstnere er akrobater, som balancerer med genstande, fx knive, sabler, flasker eller fyldte glas, men betegnelsen passer også på undermanden, som balancerer med en anden artist, fx hånd-til-hånd, hånd-til-hoved eller hoved-til-hoved. I et perch-nummer balancerer undermanden med en lang stang, som andre af truppens medlemmer kravler op på for at vise akrobatiske numre. Øverst på perchen sidder ofte en strop, således at artisten med den ene fod eller hånd i stroppen og den anden mod perchen kan stå vandret ud i luften.
Ekvilibrister udfører solo-balancenumre på et fast underlag. Det kan være i håndstand udført på begge hænder, på én hånd, på to fingre eller på én finger. Ved rullebalance arbejder ekvilibristen på et kort bræt anbragt på en fritliggende cylinder, mens kuglebalance udføres på store rullende kugler.
Kunstcyklister viser deres balancer på specielt konstruerede cykler.
Linedansere udfører deres spring på stramme liner udspændt få meter over gulvet. Slap line bruges til balance med bl.a. stole og til komiske numre.
Tårnlinedansere bevæger sig på højt anbragte liner som fx Blondin, der blev berømt ved at gå på line over Niagaravandfaldene.
Kontorsionister har opøvet kroppens smidighed, så de kan bøje sig sammen som slangemennesker. Hvis bøjningen foretages bagover, er der tale om et kautsjuknummer. Foregår bøjningen forover, benævnes nummeret klischnigg.
Luftakrobatik er den sidst udviklede disciplin inden for akrobaternes område. Luftakrobaten arbejder i højthængende trapez, enten ved at hænge eller balancere på forskellige måder i enkelttrapez eller ved spring mellem flere svingende trapezer. Flyvende trapezer blev som solonummer første gang vist i Paris 1859 af gymnasten Jules Léotard. Omkring år 1900 fandt nummeret sin endelige form, udført af trupper, bestående af en fanger og mindst to flyvere. Akrobater i flyvende trapez er ofte hovednummer i cirkusforestillinger som fx den legendariske mexicanertrup Codonas.
Akrobatik i gymnastik og idræt
De akrobatiske øvelser vandt tidligt indpas i den moderne gymnastik, og mange af dem blev allerede med geometrisk nøjagtighed beskrevet af italieneren Archange Tuccaro (1536-1616) i Trois dialogues de l'exercice de sauter et voltiger en l'air (1599, Tre dialoger om luftakrobatik). I Danmark indeholdt Franz Nachtegalls gymnastikbog fra 1805 øvelser som hovedspring, kolbøtte, møllevending og kraftspring. Disse øvelser suppleredes i løbet af 1860'erne med pyramider, makkerøvelser m.m., hvori to eller flere udøvere balancerer på og med hinanden.
De akrobatiske øvelser udgør en central del af den mandlige og kvindelige idrætsgymnastik, og i 1988 indførtes sportsakrobatik som konkurrence-disciplin i Dansk Gymnastik Forbund. I visse idrætsgrene tales endvidere om høj akrobatisk færdighed hos en idrætsudøver, når vedkommende udfører sine øvelser perfekt. I løbet af 1980'erne opstod en fornyet interesse for at dyrke de akrobatiske øvelser i skolernes gymnastikundervisning, gymnastikforeninger samt i mere uformelle sammenhænge.
Akrobaten i kunsten
I moderne kunst og kultur anvendes akrobaten hyppigt som aktør og symbol. På den ene side kan fascinationen af akrobatens kraft, hurtighed og balance opfattes som et udtryk for længsel efter den førindustrielle tid, hvor kropsarbejdet var dominerende; på den anden side kan akrobatens disciplin og præcision ses som udtryk for en moderne, maksimal beherskelse af kroppen og naturlovene. I Nietzsches forkyndelse af overmenneskefilosofien i Also sprach Zarathustra (1883-85) er en linedanser det centrale symbol.
Avantgardestrømninger — impressionismen, futurismen m.fl. — har på mangfoldig vis inden for bl.a. maleri, skulptur, fotografi og film brugt akrobaten som model og motiv. I litteraturen er Herman Bangs cirkusnovelle Les quatre diables (1890, senere omdøbt De fire Djævle) et kendt og karakteristisk eksempel. Skribenter fra Théophile Gautier til Siegfried Kracauer og Roland Barthes har viet akrobater og artister en stor kulturhistorisk og æstetisk interesse.
.............................................................................................................