Akvarel af Kees van Dongen til Marcel Prousts roman værk "På sporet af den tabte tid". Paris, Blbtiotheque Nationale.
akvarel [akva'rel] (italiensk acquerello, vist af acqua 'vand'): maleri, malet med vandopløselige, gennemskinnelige farver. Maleri med ikke-dækkende vandfarve, oftest på papir; til forskel fra gouache.
Akvarelmaleri brugtes allerede i oldtiden, fx ægyptiske vægmalerier, og i middelalderen som bogmaleri. Benyttedes senere kun til studier, bl.a. Durer, men dyrkedes fra 18. årh. som selvstændig kunstform, især af britiske landskabsmalere.
akvarel, maleri med ikke-dækkende (laserende) vandfarver, der anvender en plantegummi, som regel gummi arabicum, som bindemiddel. Akvarelteknikken adskiller sig fra de øvrige vandfarveteknikker (gouache og tempera) ved, at lyse toner af en farve ikke opnås ved at tilsætte hvid farve, men ved at fortynde farven med vand og lade det hvide papir skinne igennem.
Papirets evne til at opsuge vandet og fastholde farven, hvor den er lagt, er betingelsen for teknikkens særlige virkninger, som især ses i gengivelsen af lys og vejrlig. En særlig form for akvarelteknik er at male vådt i vådt: Her males med den våde farve på fugtigt papir eller hen over en anden farve, der endnu ikke er tør, så farverne spredes ind i hinanden.
Plantegummi som bindemiddel i farver har været brugt helt tilbage i de egyptiske oldtidskulturer. Middelalderens bogmalerier er udført med vandfarve, uden at de dog kan kaldes akvarel. Albrecht Dürer var blandt de første billedkunstnere, der dyrkede den rene akvarel, mens 1500- og 1600-tallets landkort og prospekter havde karakter af vandkolorerede tegninger.
Først med engelske akvarelmalere i 1700- og 1800-tallet fik akvarelmaleriet status som selvstændig kunstart. Samtidig skete der en betydelig forbedring af materialerne (1832 specialiserede firmaet Winsor and Newton sig i vandfarver).
Malere som Thomas Girtin, John Sell Cotman, William Turner og John Constable gav akvarelteknikken den særlige karakter, man i dag forbinder med akvarelmaleri. De arbejdede med tynde laveringer, ofte flere over hinanden, direkte på papiret uden de detaljerede tegninger, som før havde været almindelige.
Også Eugéne Delacroix og Paul Cézanne regnes blandt teknikkens mestre; i Danmark har bl.a. J.Th. Lundbye, Niels Larsen Stevns og Ib Andersen dyrket akvarellen.
I 1804 dannedes det første selskab for professionelle akvarelmalere, det britiske Society of Painters in Water-Colours. Siden har talrige akvarelselskaber, også for amatører, set dagens lys; et nordisk blev stiftet i 1989. Teknikkens popularitet blandt amatører har rødder i 1700-tallet, da dygtighed i vandfarvemaleri hørte med til overklassens dannelsesideal.
.............................................................................................................