aleksandriner

Aleksandriner: 6-fodet jambisk versemål med cæsur (pause) efter 3. fod; linjerne er ofte parvis rimede. Stammer fra et fransk digt om Alexander den Store. Falsk aleksandriner følger slavisk skanderingen (først benyttet i Danmark af Arrebo, senere af bl.a. Holberg i Peder Paars), mens ægte aleksandriner, der dominerer fransk klassisk litteratur, er friere og smidigere (delvis anvendt af Wessel i Kærlighed uden strømper). Især brugt i klassisk fransk poesi.

Aleksandriner, stavelsesbaserede rimvers på 12 eller 13 stavelser (hhv. mandlig og kvindelig aleksandriner) med fast indsnit, cæsur, efter 6. stavelse.

Digterskolen Plejaden gjorde aleksandriner til fransk digtnings hovedversemål. Uden for Frankrig bliver den trykbaseret strengt jambisk (metrik), fx hos Arrebo, Holberg — eller Wessel: Du aldrig bliver gift/ hvis det i dag ej sker! — I Danmark går aleksandrineren af mode efter 1800. I dramaet afløses den af blankverset.

Aleksandriner, versemål (opkaldt efter det franske helteepos Alexandre fra 1100-tallet) bestående af 12-13 vekselvis trykstærke og tryksvage stavelser med cæsur (ophold) efter 6. stavelse. A var det dominerende versemål i fransk klassicisme og benyttedes både i tragedien og komedien. Jean Racine udviklede A til perfektion og viste de rige variationsmuligheder, der lå inden for den bundne form. I Danmark er A sjældent benyttet, men opnåede dog en vis popularitet omkring 1770. Johannes Ewald brugte den i sit bibelske læsedrama Adam og Ewa 1769 og i 1772 fulgte to tragedier på A: Claus Fastings Hermione (udg. samme år, men ikke opført) og Johan Nordahl Bruns Zarine, der fik stor succes på teatret og var den umiddelbare anledning til J.H. Wessels mesterlige satiriske sørgespil Kierlighed uden Strømper 1772.

.............................................................................................................