alfeugle - Micrathene whitneyi: ugleart fra sydlige USA og Mexico, ikke større end en spurv, den mindste af alle ugler. Lever af insekter og bygger rede i store kaktusplanter.
Ugle-ordenen (latin: Strigiformes) er en gruppe fugle, der
ofte er nataktive og har store fremadrettede og lysfølsomme øjne. Ordenen inddeles
i to familier med i alt 230 arter, der er udbredt over hele verden på nær Antarktis.
Uglerne kaldtes især tidligere også for de nataktive rovfugle, selvom uglerne
ikke er beslægtede med rovfuglene i ordnerne Falconiformes og Accipitriformes.
Fællestræk
Ugler har generelt store fremadrettede øjne og et
fremragende syn. Deres øje er opbygget anderledes end menneskets. Det er mere
aflangt end menneskets kugleformede øje. Denne aflange form sætter uglerne i
stand til at se deres bytte på lang afstand. Hørelsen er også specielt
udviklet, så de kan opfange højfrekvente lyde (fra fx gnavere). Ofte er det
ydre øre asymmetrisk udformet, hvilket gør uglerne bedre i stand til at
lokalisere, hvorfra lyden kommer. Ugler har ligesom rovfugle lange, spidse,
krumme kløer og et kraftigt krumt næb.
Næsten hele kroppen er dækket af fjer, der gør den glat og
strømlinet. Fjerene er bløde. Dette gør uglerne næsten lydløse, når de jager
deres bytte. Knoglerne er som hos de fleste andre fugle meget lette og ofte
tilmed hule, hvilket gør vægten mindre. Samlet set gør det ugler til eminente
flyvere.
Til forskel fra de fleste rovfugle sluger uglerne byttet
helt og gylper klumper af ufordøjet føde op. Disse dannes i fuglens kråse
(muskelmave), hvor også byttets knogler findeles. Uglerne har derimod ingen kro
(udvidelse af spiserøret) som rovfuglene.
Størrelsesmæssigt er der meget stor forskel på de enkelte
arter. Verdens mindste ugle er den 13,5 cm lille alfeugle (Micrathene whitneyi),
mens den største er stor hornugle med et vingefang på to meter. Lapuglen er dog
størst, når det gælder længden. Hunnen er ofte også større end hannen. Hos
enkelte arter er hunnen helt op til 50% større end hannen.
Kunst og kultur
Bertel Thorvaldsens relief Natten, hvor uglen er brugt som
symbol på natten.
Foto: Thorvaldsens Museum.
Uglen har gennem tiderne haft ry for at være et klogt dyr og
været symbol for klogskab. Dette har haft sin baggrund i, at kirkeuglen var Athenes
hellige fugl i den græske mytologi. Athene var klogskabens gudinde.
Uglen er også nattesymbol. Det er en af den græske gudinde Nyx'
attributer og ses som sådan brugt i Bertel Thorvaldsens populære allegori og relief
Natten.