Kristian Zahrtmann: Mælkeprøve; maleri, 1913. Privateje. Motivet er angiveligt den på Frederik 2.s tid halvårlige undersøgelse af Københavns ammer for at konstatere, om de stadig var ”leveringsdygtige” og i stand til at amme det bedre borgerskabs børn. Med et tidsbegrænset certifikat i hånden havde disse ammer mulighed for at ernære sig selv, så længe mælken flød. Ifølge Dansk Kvindebiografisk Leksikon har Augusta Paulli og Vilhelmine Bang stået model til to af ammerne; andre kvinder skulle komme fra et nærliggende blindehjem.
at amme: kvinde, der lader et barn die (giver bryst)
en amme, kvinde, der mod betaling ammer et andet barn end sit eget. Fra oldtiden har navnlig overklassen brugt ammer, men skikken blev først mere almindelig i Danmark i 1700-tallet, da også borgerskabet begyndte at ansætte ammer; ammen blev et statussymbol. Ammen var ofte en ugift mor af lav social stand. Hun fik med stillingen mulighed for midlertidig bolig, god og nærende mad samt lidt penge. Ammens eget barn blev undertiden sat i pleje andetsteds. En amme kunne fortsætte som goldamme, dvs. som barnepige, og var ofte tæt knyttet til det opammede barn.
Der hørtes tidligt kritiske røster om ansættelsen af ammer; Fruentimmer-Tidende skriver i 1767 (moderne ortografi): "Moderen med stort hus mener ikke at have tid til selv at opamme børnene. Gid en fornem frue besluttede at opamme sit barn selv og dermed give et godt eksempel". Det blev også sagt, at en amme hos bedrestillede folk blev forvænt med vaner og uvaner, som gjorde hende dårligere egnet til at være en nøjsom kone senere.
I folketroen var der forestillinger om, at mælk fra en amme kunne overføre skavanker; fx skulle man ikke ansætte en amme, der skelede. Ammer var blevet ualmindelige, allerede inden man begyndte at pasteurisere mælk fra køer ca. 1900. Se også amning.
en amme: kvinde, der giver et fremmed barn die, eventuelt mod betaling.
.............................................................................................................