Anatomiske studier, udført af Leonardo da Vinci (øverst og herunder)
anatomi [anato'mi]: læren om organismernes bygning; plante-anatomi behandler planter, zootomi dyr; systematisk anatomi beskriver de enkelte organer, topografisk anatomi deres indbyrdes beliggenhed; sammenlignende anatomi sammenligner de enkelte arters bygning.
Anatomiske studier, udført af Gaspar Bartholin den Yngre
Anatomiske studier, udført af Andreas Vesalius
anatomi (græsk): læren om levende væsners opbygning, et fag, der hører under biologien og under lægevidenskaben. Ordet anatomi kommer af græsk anatomia, af ana- og temnein 'skære op'.studiet af levende organismers ydre form og indre opbygning. Omfatter en række discipliner, defineret ved emne og metoder.
Den makroskopiske anatomi beskæftiger sig med strukturer, der er synlige med det blotte øje, og dissektion er den vigtigste undersøgelsesmetode. Den mikroskopiske anatomi omhandler strukturer, som undersøges ved optisk mikroskopi eller elektronmikroskopi.
Deskriptiv anatomi, undertiden betegnet morfologi (formlære), beskriver strukturerne, mens den funktionelle anatomi undersøger sammenhængen mellem struktur og funktion.
Systematisk anatomi beskriver organismen opdelt i hovedkomponenter: osteologien, læren om skelettet; artrologien, læren om leddene; myologien, læren om musklerne; angiologien, læren om karrene; splanknologien, læren om indvoldsorganerne og neuroanatomien (neurologien), læren om nervesystemet.
En særlig indfaldsvinkel udgør den radiologiske anatomi, hvor den indre struktur af den intakte og levende organisme afbildes, fx ved almindelig røntgenundersøgelse, computertomografi, magnetisk resonanstomografi, ultralydscanning eller scintigrafi. På den måde kan struktur og funktion studeres samtidig.
I den topografiske anatomi (læren om de anatomiske regioner), som er af særlig betydning for kirurgien, opdeles legemet i regioner mhp. præcise og udtømmende beskrivelser af beliggenheden af de forskellige strukturer.
Læren om vævenes mikroskopiske struktur betegnes histologi, strukturen af de enkelte celler og deres bestanddele omfattes af cytologien. Sammenhængen mellem struktur og funktion i vævene og i cellerne omfattes af vævs- hhv. cellebiologien.
I den komparative (sammenlignende) anatomi studeres strukturers udformning hos forskellige dyrearter. Dette gøres især på baggrund af arternes evolutionshistorie, hvorefter fx det samme organanlæg igennem hver enkelt dyrearts fosterudvikling (embryogenese) kan udvikles vidt forskelligt; fx menneskets arm, sælens luffe og flagermusens vinge.
Den patologiske anatomi har, i modsætning til den normale anatomi, som sit emne studiet af de ændringer, både makroskopiske og mikroskopiske, der optræder som følge af sygdom.
Den botaniske anatomi beskæftiger sig med planternes indre strukturer, især sammenhængen mellem form og funktion, men også med strukturernes betydning for planternes økologi, fx tilpasninger til deres vilkår. Planters ydre form, deres morfologi, er primært af interesse for systematikken, dog er blomsternes morfologi af gode grunde afgørende for planternes forskellige bestøvningsmetoder og dermed deres økologi og evolution.
Anatomiens historie
Forestillinger om menneskelegemets indre opbygning og funktionsmåde er lige så gamle som lægekunsten. Eksakt anatomisk viden, opnået ved dissektion af lig, optræder dog først i begyndelsen af 200-tallet fødtKr., hvor de græske læger Herofilos fra Kalchedon og Erasistratos fra Chios, der begge virkede i Alexandria, udførte regulære dissektioner af mennesker (anatomier) og gav systematiske beskrivelser af deres fund. Fra Aristoteles, der levede i 300-tallet fødtKr., er overleveret anatomiske beskrivelser af dyr.
Hans direkte bidrag til beskrivelsen af menneskets anatomi er ubetydelige, men hans indflydelse, med vægt på observation og logiske slutninger, har været betydelig; således på Galenos, som kom til Rom i 162 e.Kr., hvor han blev hoflæge for kejser Marcus Aurelius. Galenos sammenfattede i sine over et hundrede værker hele oldtidens lægelige viden. Han dissekerede aldrig mennesker, men bidrog med talrige opdagelser baseret på sammenlignende anatomiske studier hos dyr, mest hunde, svin og aber.
Efter Galenos' død (ca. år 199) stod den europæiske lægevidenskabelige udvikling i stampe i henved tusind år pga. kirkens modstand. Den opsamlede viden overlevede og blev systematiseret i den arabiske verden og vendte herfra tilbage til de medicinske centre, der fra sidst i 1100-tallet til midt i 1200-tallet voksede frem ved universiteterne i Montpellier, Bologna og Padova, hvor scenen blev sat for de store omslag i renæssancen.
Dissektioner blev udført i større antal omkring år 1500, bl.a. af Iacopo Berengario da Carpi i Bologna, men det store gennembrud kom først i 1543 med udgivelsen af De humani corporis fabrica, forfattet af den dengang 28-årige belgier Andreas Vesalius. Værket var baseret på hans egne talrige og omfattende dissektioner af menneskelig; han udførte dem under sit virke i Padova. Værket kortlagde hele det menneskelige legeme, overgik med sine præcise beskrivelser og nøjagtige illustrationer alle sine forgængere og udstak med sin objektive og eksakte metode kursen for udviklingen af den moderne lægevidenskab.
Mens dissektionerne ved datidens universiteter udførtes for at forbedre grundlaget for lægekunsten, foregik på samme tid private dissektioner for billedkunstnere som Rafael, Michelangelo og ikke mindst Leonardo da Vinci, fra hvem der er bevaret et stort antal illustrationer til et aldrig afsluttet anatomisk værk.
Indtil omkring 1600 lå centrene for anatomiens udvikling ubestridt i Italien, men efterhånden rykkede udviklingen nordover, idet Basel og siden Leiden (bl.a. ved Jan Swammerdam) blev vigtige centre. I England udgav anatomen William Harvey i 1628 sin afhandling om blodets kredsløb; han brød fuldstændigt med Galenos' lære om legemsvæskernes dannelse og bevægelser og skabte et afgørende vendepunkt for fysiologiens udvikling.
Anatomiens udvikling var selvsagt knyttet til dissektioner af menneskelegemet; sådanne udførtes ved de etablerede universiteter i et særligt indrettet lokale, et anatomisk teater, med bænke og ståpladser arrangeret omkring et bord, hvor anatomen dissekerede og demonstrerede. Ved Københavns Universitet blev dissektioner indført i begyndelsen af 1600-tallet; det anatomiske teater Domus Anatomica blev opført i 1644 og nedbrændte i 1728. Her arbejdede Thomas Bartholin og gjorde sine opdagelser vedrørende lymfekarsystemet hos mennesket. Blandt hans sidste elever var Niels Stensen (Steno), som efter tre års studier i København tilbragte det meste af sit liv udenlands med stedse skiftende opholdssteder i Europa. Stensen ydede banebrydende bidrag på flere felter, bl.a. vedrørende kirtlernes og musklernes bygning og funktion.
I Frankrig var anatomiens udvikling hæmmet af bindingen til Galenos' opfattelser til omkring midten af 1700-tallet, hvor bl.a. den danskfødte anatom Jacob Benignus Winsløw virkede i Paris.
Grundlæggelsen af den mikroskopiske anatomi tilskrives italieneren Marcello Malpighi, som i 1660 opdagede hårkarrenes (kapillærernes) blodstrøm og dermed det sidste element, som Harvey manglede i det lukkede blodkredsløb.
Anatomisk nomenklatur
I 1895 vedtoges på en kongres i Basel en ensartet latinsk nomenklatur for den humane makroskopiske anatomi, Nomina Anatomica (NA), som er blevet justeret i flere omgange mht. sproglig korrekthed og logisk opbygning. I de engelsktalende lande anvendes dog traditionelt en tillempet engelsk form af NA.
.............................................................................................................