Andalusien

Den andalusiske by Casares fremtræder malerisk med hvide huse på en bjergtop.

Andalusien: landskab i Syd-Spanien. Består af Guadalquivirs brede, frugtbare bækken (Nedre Andalusien), Granadas foldebjerge, Sierra Nevada med Mulhacén (3481 m) og nogle højsletter (Øvre Andalusien). Klimaet er subtropisk og meget varmt. I det smalle kystlavland ligger kunstvandede haver med vin, oliven og sydfrugter. På indlandets stepper holdes får, heste og tyre til tyrefægtning. Bjergene er malmrige. Vigtigste byer Sevilla, Córdoba, Granada, Málaga, Cádiz og Almería.

Andalusien [Anda'lusien], spansk Andalucia: landskab og region i S-Spanien bestående af provinserne Almeria, Cádiz, Córdoba, Granada, Huelva, Jaén, Malaga og Sevilla; 87.000 km², 6,4 mio indb. Landbrugsområde med kunstvanding. Stor kvægavl, specielt opdræt af tyre og heste. Rige mineralforekomster, især kobber omkring byen Rio Tinto i Huelva. Forarbejdningsindustri (landbrugsprodukter, mineraler og havsalt) især i hovedbyen Sevilla og de større provinshovedstæder. Fiskeri. Turistområdet Costa del Sol. Sierra Nevada er Spaniens sydligste vintersportssted. Den mauriske indflydelse ses bl.a. i arkitekturen.

Andalusien.

Andalusien, spansk Andalucía, spansk, selvstyrende region og landskab syd for bjergkæden Sierra Morena, 87.268 km², 8,38 mio. indb. (2016).

Regionen ligger i Sydspanien, og Sevilla er hovedstad. Den omfatter provinserne Almería, Cádiz, Córdoba, Huelva, Jaén, Málaga, Sevilla og Granada.

Befolkningen i Andalusien er stærkt opblandet med arabere (maurere), og den arabiske påvirkning er slående. Den traditionelle andalusiske arkitektur står ganske vist i stor gæld til romerne, men de mere forfinede arkitektoniske stiltræk — kaklerne, buerne og arabeskerne — er arabiske. I sproget indgår arabiske ord, og selv det tilbagetrukne familieliv er en arabisk institution, der usvækket har overlevet i generationer.

Alhambra. Løvegården, Patio de los Leones, ligger i den del af paladset, der rummer privatgemakkerne.

Den åbne gård med Løvebrønden i midten er omkranset af buegange med slanke søjler i hvidt marmor, høje buer og filigranagtigt stukværk. Brøndens store bassin med en fontæne i midten bæres af tolv vandspyende marmorløver; den er med små kanaler forbundet med mindre bassiner i buegangene.

I Granada ligger citadellet og paladsbyen Alhambra samt det tidligere lystslot, Generalife, og disse er kun få af de mange håndgribelige minder om Andalusiens storhedstid. Meget af det, der blev skabt i den mauriske tid — således især vandingskanalerne — forfaldt i de følgende århundreder, da store dele af Andalusiens landbrugsområder voksede til med værdiløst dværgpalmekrat.

Erhverv. Andalusien er, på trods af at Sevilla er en vigtig industriby, en af Spaniens svagest udviklede regioner med betydelig arbejdsløshed og afvandring. Ved Costa del Sol er Andalusien totalt domineret af turisme; hoteller og ferieboliger danner flere steder langs kysten et sammenhængende byområde. Men uden for byerne eller borte fra kysten er landskabet næsten ubeboet.

Hvor kunstvanding er mulig eller hvor klimaet som ved kysten er fugtigt, er Andalusien et af Spaniens mest frugtbare områder. Det intensive landbrug er koncentreret på bjergterrasser og består af mange små bedrifter, minifundier, hvor der dyrkes vin og oliven og med kunstvanding ris, sukkerrør og appelsiner. På Den Andalusiske Slette syd for Sierra Morena er storgodserne, latifundier, dominerende med avl af kvæg — særligt tyre — og heste. Regionen har en betydelig kobberproduktion fra forekomsterne ved Rio Tinto, der har været kendt i over 1000 år.

Naturforhold. En stor del af Andalusien består af bjergområder, mod nord afgrænset af Sierra Morena med sydskråninger dækket af maki og nedslidte kratskove (garrigue), mod øst bl.a. af bjergkæden Sierra de Segura og mod syd bl.a. af bjergkæden Sierra Nevada. Den Andalusiske Slette med steppeagtig vegetation udgør i SV hovedparten af lavlandet, og den gennemskæres af områdets største flodsystem Guadalquivir. Syd for Sevilla på vej mod Middelhavet krydser den marskområdet Las Marismas med store pinjeskove og udstrakte græsningsarealer. Andalusien, der er et af Europas varmeste områder om sommeren, er kendt som "Spaniens stegepande".

Historie

Ca. 1200 fødtKr. blev byen Tarsis (Tartessos) grundlagt på Andalusiens kyst af folk fra Lilleasien. Samtidig anlagde fønikierne handelskolonien Gadir (Cádiz). Tarsis blev ca. 500 fødtKr. ødelagt af karthaginienserne. Som det øvrige Spanien blev Andalusien underlagt romerne efter den 2. Puniske Krig (218-201) og indgik i Romerriget først som Hispania Ulterior, senere som provinsen Baetica. I 429 kom området under vestgotisk og 711 under arabisk herredømme.

I de følgende århundreder var Córdoba ikke blot Spaniens, men hele den vestlige verdens kulturcentrum. Arabernes sidste bastion, Granada, erobredes af de kristne i 1492, hvorefter Andalusien indlemmedes i kongeriget Castilien (se også Reconquista). Under de habsburgske konger (1504-1700) var al handel med de oversøiske kolonier koncentreret i Sevilla og Cádiz, som oplevede en kraftig vækst.

Siden romertiden har Andalusien været præget af latifundiestrukturen og et deraf følgende stort landarbejderproletariat med yderst ringe levevilkår. Anarkisme og anarkosyndikalisme har derfor altid haft gode betingelser i Andalusien, og det førte i 1800- og 1900-tallet til talrige strejker, opstande og anden social uro blandt landarbejderne.

Den demokratiske forfatning, der blev indført i Spanien i 1978, gav mulighed for oprettelse af selvstyrende regioner (Comunidades Autónomas), og Andalusien fik godkendt sin forfatning (Estatuto) i 1982. Som de øvrige 16 autonomier har området sin egen præsident, regering og parlament med ret vidtgående kompetence på en lang række områder, selvom den er mere begrænset end den, der er gældende for de såkaldte historiske nationaliteter, dvs. Catalonien, Baskerlandet og Galicien.