Andesbjergene er svært tilgængelige, men gennemskæres af floder. Parti fra Apurimacs floddal i Perú.
Andesbjergene: Cordilleras de los Andes; 7500 km lang foldekæde langs S-Amerikas vestkyst fra Kap Hoorn til Trinidad. Mod S 2000 m høje; når den største højde i Aconcagua (6959 m) på grænsen mellem Argentina og Chile og ender i Colombia og Venezuela i flere lave udløbere. Bjergkæden, der indeholder mange endnu virksomme vulkaner, hæver sig stejlt fra det lave forland. Der skelnes mellem de to hovedkæder Ø-Andesbjergene og V-Andesbjergene, som undertiden, fx i Ecuador, optræder som to enkelte bjergrygge, men langt hyppigere hver for sig består af flere parallelle kæder. I de centrale Andesbjerge, navnlig i Perú, Bolivia og N-Argentina, findes en 1000 km lang, 300 km bred afløbsløs højslette, puna, 4000 m o.h. Indeholder rige, endnu lidet udnyttede lejer af guld, sølv, kobber og tin, som kun kan nås ad luftvejen. Den vældige bjergkæde gennemskæres kun af tre jernbanelinjer.
Andesbjergene. Landbrug i stor højde (ca. 4000 m o.h.) i Mantaros floddal i Perú.
en strækning af Perus jernbane, der passerer de vestlige Cordillerer nær byen Ticlio. Statsbanen har verdens højest beliggende jernbanestrækning, 4817 m o.h.
'Andesbjergene: foldebjergsystem langs Sydamerikas vestkyst, gennemløber Venezuela, Colombia, Ecuador, Peru, Bolivia, Chile og Argentina; længde ca. 7050 km, største bredde 800 km, Højeste top er Aconcagua (6958 m). Tre hovedkæder: Øst-, Vest- og Kystcordillererne, adskilt af smalle længdedale eller af brede, ofte afløbsløse udfyldningsplateauer. Mange virksomme vulkaner, bl.a. Cotopaxi. Der brydes kobber, guld, sølv, tin og platin. Pga. bjergenes store højde og næsten utilgængelige pas har Andesbjergene især tidligere været til stor hindring for samfærdslen.
Andesbjergene. Lago Chungará i Lauca Nationalparken i det nordlige Chile ligger 4518 m.o.h.
Andesbjergene, Cordillera de los Andes, Jordens længste bjergkæde, et 7500 km langt og 2-800 km bredt system af unge foldebjerge langs Sydamerikas vestkyst. I den centrale del (Peru og Bolivia) når kæderne op i 4-5000 m, med flere toppe endnu højere. Aconcagua på grænsen mellem Chile og Argentina er den højeste med 6959 m. Flere af de højeste toppe er aktive vulkaner, bl.a. Cotopaxi i Ecuador (5897 m).
Længst mod nord og syd består Andesbjergene af 2-3 parallelle kæder; her er det almindeligt at skelne mellem Vest- og Østcordillererne. I det sydlige Chile ligger Vestcordillererne så lavt, at de danner en fjord- og skærgårdskyst. I Andesbjergenes centrale del er der 3-5 navngivne foldekæder med mellemliggende højsletter, altiplanos. Her ligger bl.a. Titicacasøen, som er en af de højest beliggende i verden med vandspejlet i 3812 m højde.
De nord-sydgående bjergkæder har altid været barrierer for udveksling af varer. Kun få veje og jernbaner fører over pashøjderne. Redentortunnelen mellem Chile og Argentina er den første tunnel i Andes. De fleste andre transportruter følger dalenes retning nord-syd og er ikke regionalt sammenknyttede. Panamerican Highway er eneste forbindelse mellem alle bjergstaterne. Kun halvdelen af ruten er asfalteret, og delstrækninger er ofte lukket pga. sandfygning, oversvømmelse eller jordskred.
Kun et par procent af Andesbjergene er opdyrket. Landbruget var tidligere præget af meget store godser med ekstensiv drift; i 1950 udgjorde disse haciendas (latifundi) 1-2% af brugenes antal, men 70-80% af den dyrkede jord. Jordreformer i midten af 1960'erne oprettede tusindvis af små familiebrug (minifundi), men grundlæggende blev der ikke ændret meget. Haciendaerne beholdt den bedste jord i dalene og lod skråninger og højsletter udstykke. Mekanisering, rationalisering og en årlig befolkningstilvækst på 2-3% har medført en udpræget underbeskæftigelse i landområderne med udvandring mod byerne til følge.
Klimaet udviser store variationer over korte afstande. Temperaturen varierer med afstanden til ækvator, med afstanden fra havet og med højden. En stor del af landbruget er dog mere afhængig af nedbør end af varme; hvor nedbøren er tilstrækkelig eller kunstig vanding mulig, kan der i de tropiske dale dyrkes bananer, sukkerrør og kaffe i op til 2500 m.o.h. I de tempererede områder dyrkes byg og kartofler i op til 4000 m.o.h. Kvægavl findes fortrinsvis i dalene, fåre- og lamaavl især på højsletterne.
Geologi
Andesbjergene har været under udvikling i mere end 600 mio. år, men den egentlige og endnu ikke afsluttede udvikling af bjergkæden blev først indledt for ca. 200 mio. år siden. Kontinentaldriften bevirkede, at den oceaniske plade Nazca på dette tidspunkt begyndte at glide ned under Den Sydamerikanske Kontinentalplade, hvilket indledte kraftig vulkansk aktivitet og udvikling af en række indsynkende bassiner langs kontinentets vestrand. I disse blev afsat sedimenter og vulkansk materiale af op til 35 km's tykkelse. Denne udvikling fortsatte indtil for ca. 50 mio. år siden, hvor bjergkæden under sammenpresning påbegyndte sin igangværende hævning.
Andesbjergene er kendt for deres magmatiske aktivitet, der langs hele kæden har resulteret i dannelsen af enorme granitlegemer og andesitvulkaner. I tilknytning til denne aktivitet er der dannet betydelige malmforekomster af jern, kobber, cobalt, molybdæn, wolfram, sølv, guld og tin. Oceanpladen Nazca bevæger sig stadig ind under Sydamerika, hvilket kan spores ved fortsat vulkanisme og jordskælvsaktivitet.
Planteliv
De lavere skråninger på Colombias og Ecuadors stillehavsside er dækket af frodig regnskov. Længere mod syd, i Peru og den nordlige del af Chile, er vegetationen fattigere og tørkepræget, bl.a. med arter af kaktus og Tillandsia. Kartoflen stammer fra den peruvianske og bolivianske del af Andesbjergene. I det sydlige Chile findes tempereret skov med bl.a. sydbøg.
I bjergkædens nordligste dele forekommer bjergregnskov med mange epifytter, fx af bregner, orkidéer og medlemmer af ananasfamilien. Over trægrænsen findes i Venezuela, Colombia og Ecuador en fugtig, græsdomineret vegetation kaldet paramo, længere sydpå findes den tørrere puna; en græshede med dværgbuske og pudeplanter. Mange nordlige slægter, fx ribs, ensian og star, er repræsenteret langs Andesbjergene helt til det sydlige Chile, hvor der også findes arter, som har deres nærmeste slægtninge i New Zealand og Australien; det gælder fx sydbøg, abetræ og Acaena.
Dyreliv
Kameler. Vicunjaer i Perus højland.
Fuglelivet er artsrigt og særegent. Særlig kendt er bjergenes symbol, andeskondoren, med et vingefang på over tre meter (se vestgribbe). De mange højtliggende søer er levested for flere vandfugle, bl.a. flamingoer og lappedykkere. I Titicacasøen findes en frø, der bliver op til 30 cm, men der er kun få fiskearter.
På de højtliggende plateauer lever bl.a. drøvtyggerne guanaco og vicunja, som sandsynligvis er henholdsvis alpakaens og lamaens vilde stamformer. Der er også flere arter af gnavere, bl.a. chinchilla og marsvin. Blandt rovdyrene findes puma og flere arter af ræve.
.............................................................................................................