; erhvervsdrivende selskab med begrænset ansvar. I mange henseender underkastet de samme regler som aktieselskaber, således om koncerner, kreditorbeskyttelse, regnskabsaflæggelse, arbejdstageres repræsentation i bestyrelsen og, for større anpartsselskaber, om regnskabernes offentliggørelse. Et ApS adskiller sig fra et A/S bl.a. ved, at der i et ApS ikke må udstedes værdipapirer af samme karakter som en aktie, hvorfor børsnotering ikke kan komme på tale. Et ApS kan, men skal ikke, udstede anpartsbeviser; disse er normalt frit omsættelige; men de skal lyde på navn og kan ikke transporteres til ihændehaveren. Indskudskapitalen må ikke tegnes ved udbud af anparter uden for stifternes kreds. Ligesom i et A/S hæfter deltagerne ikke personlig for selskabets gæld; men mens et egentligt A/S typisk arbejder med en betydelig kapital og en større kreds af aktionærer, er ApS-formen i særlig grad egnet for virksomheder med mindre kapital eller en begrænset, sluttet deltagerkreds. Der er dog intet til hinder for, at et ApS har en stor indskudskapital eller et betydeligt antal deltagere. Bestemmelser om ApS findes i lov af 13. juni 1973 om anpartsselskaber. Baggrunden for denne lov er især bestræbelserne inden for EF på at harmonisere selskabsretten og planerne inden for EF om strengere regler for aktieselskaber. ApS-loven hviler på samme princip som A/S-loven, men bl.a. reglerne om stiftelse og kapitalforhøjelse, ledelse og revision er forenklede i forhold til A/S-lovens. ApS-loven foreskriver, at der skal være en direktion, bestående af en eller flere direktører. I små ApS stilles der ikke krav om en bestyrelse, ligesom der ej heller kræves en formel generalforsamling, hvis alle anpartshavere er enige om at træffe beslutning uden. Et ApS skal have en indskudskapital på mindst 80.000 kr. Det kan oprettes af en eller flere stiftere, der skal være myndige og ikke være under konkurs. Mindst en stifter skal være en i Danmark bosat person, medmindre Handelsministeriet undtager fra dette krav. Selskabet skal anmeldes til registrering senest to måneder efter, at stiftelsesdokumentet er underskrevet. Anpartsselskaber er pligtige og eneberettigede til i deres navn at benytte ordet anpartsselskab.
Et ApS-bevis er til forskel fra aktie-bevis ikke negotiabelt, ApS kan derfor ikke børsnoteres.
.............................................................................................................