Roald Amundsen fotograferer det norske flag efter at have plantet det på Sydpolen, som han nåede som den første 14. december 1911.
Antarktis (græsk): en af Jordens 7 verdensdele; breder sig asymmetrisk om den geografiske sydpol. Omfatter det antarktiske fastland, Sydpolarøerne (S-Shetland-, S-Orkney-, S-Sandwich-øerne, S-Georgia m.fl.) og de mellemliggende havområder, i alt ca. 13 mill. km² land, hvoraf ca. 600.000 km' er isfrie. Omkring Antarktis ligger Det sydlige Ocean, hvor isen om vinteren når en tykkelse på 3 m; om sommeren omgives verdensdelen af pakis; Ross-havet kan til tider være helt isfrit. Kun ca. 2 % af Antarktis er ikke isdækket; gennem ca. 1 mill. år har sneen langsomt hobet sig op og er under de overliggende lags tryk omdannet til et islag, der gennemsnitlig er 2000 m tykt, visse steder over 4700 m. Denne ismasse er i konstant bevægelse og bevæger sig nogle få m om året ud mod kysten, hvor den kælver, dvs. brækker af i enorme isfjelde. I modsætning til de arktiske isbjerge er de antarktiske flade, men kan være 150 km lange. Blandt de talrige gletschere er Jordens største isbræ, den over 1000 km lange Lambert-gletscher i Ø-Antarktis samt den 160 km lange og gennemsnitlig 19 km brede Beardmoregletscher. Områder med nøgen klippe findes bl.a. i Victoria Land og Antarktiske Halvø (Graham Land). I Marie Byrd Land ligger Ellsworth Mountains med Antarktis' højeste tinder, Mt. Tyree (4968 m) og Vinson Massif (5142 m). Mellem kysten og nunatakkerne findes isfri områder, hvoraf det største er Bunger-oasen på 770 km², der ind mod indlandsisen er begrænset af 30-40 m høje isvægge. Andre isfri områder er de såkaldte tørdale, hvoraf den største, McMurdo-oasen (2500 km²), underkastes grundige videnskabelige studier. I disse tørdale er der 60 km fra kysten fundet mumificerede sæler, der ved hjælp af kulstof-14 metoden dateres til at være 2600 år gamle.
Et stort geologisk problem er Antarktis' varme søer. 1960-61 borede man gennem den 4 m tykke is på Vand a-søen i Victoria Land og tog vandprøver i den 60 m dybe sø; overfladevandet var fersk og 4°C varmt, mens vandtemperaturen ved søens bund var 26°C, og her var vandet salt.
Klimatisk har Antarktis været observeret fra begyndelsen af 20. årh. Det er koldere end Arktis; men den årlige nedbør udgør kun ca. ⅓ af Grønlands. Verdens kulderekord, -88,3°C, er målt 1960 ved den russiske station »Vostok«, og flere antarktiske stationer regnes for Jordens mest stormfulde; vindstyrker på 100 m pr. sekund er målt flere gange, og den årlige gennemsnitlige vindstyrke er 22 m pr. sekund (i Danmark 4 m).
Havet omkring Antarktis er rigt på plankton, og på havbunden findes rigt liv, det såkaldte bentos, der omfatter havsvampe, søpindsvin, søanemoner, søstjerner og havorme. Ca. 120 fuglearter yngler i Arktis, mens der i Antarktis ikke er 50 arter og på fastlandet kun 16; pingviner, storkjove, kæmpestormfugl, snestormfugl, kæmpealbatros og den antarktiske blåøjede skarver de mest udbredte. Havternen yngler i Arktis og Subarktis i den nordlige sommer og flyver til den modsatte pol for at leve af det rige antarktiske plankton i løbet af den sydlige sommer. I pakisområdet lever egentlige sæler, mens verdens største sæl, den 2-3 t tunge søelefant, kan træffes i enorme flokke på det antarktiske fastland. Andre havpattedyr ved verdensdelen er bardehvalerne. Plantevæksten er yderst sparsom; i den korte sommer vokser der langs kysten nogle mosser og halvmosser, og på Antarktiske Halvø har man fundet en græsart og firling.
De økonomiske ressourcer er begrænsede. Jagten på sæler og hvaler er i aftagende, og søelefanterne er fredet. I Ø-Antarktis' skjoldområde findes mange værdifulde metaller som krom, guld, kobber, bly, mangan og zink, mens der i V-Antarktis er fundet kulførende lag. Den egentlige udforskning begyndte med James Cooks 2. verdensomsejling 1772-75; 1838 foretog Charles Wilkes en sejlads langs kysten, hvorved det fastsloges, at Antarktis er et kontinent; 1911 nåede Roald Amundsen som den første Sydpolen, og den 1. overflyvning gennemførtes 1929 af Richard Byrd. Sir Vivian Fuchs var den første, der krydsede det antarktiske fastland; rejsen strakte sig over 3473 km og afsluttedes marts 1958. Den egentlige videnskabelige udforskning indledtes med det internationale geofysiske år 1957-58, da 12 lande oprettede videnskabelige stationer langs kysten og ved Sydpolen. Nu har Antarktis en befolkning på ca. 800 videnskabsmænd om vinteren og ca. 2000 om sommeren.
Det antarktiske fastland er politisk set delt op i trekanter med top i Sydpolen. Nuværende fordringshavere er Australien (Australian Antarctic Territory, 45°-160° østlig længde, bortset fra Adelie Island), Frankrig (Adélie Island, 136°-142° østlig længde), New Zealand (Ross Dependency, 160° østlig længde - 150° vestlig længde), Chile (90°-20° vestlig længde), Storbritannien (80°-20° vestlig længde), Argentina (74°-25° vestlig længde) og Norge (Dronning Maud Land, 20°-45° østlig længde). De britiske, chilenske og argentinske krav overlapper delvis hinanden. USA har ikke gjort krav på Marie Byrd Land, hvor det længe har været aktivt; det samme gælder Sovjetunionen, der driver mange stationer i Antarktis. 1959 holdtes et møde i Washington mellem de implicerede lande, der undertegnede en traktat, hvorefter alle politiske krav skrinlagdes i 30 år og hvor man enedes om kun at benytte Antarktis til videnskabelige undersøgelser. Der oprettedes en komite, der afholder årlige møder, hvor den videnskabelige aktivitet koordineres og hvor der ifølge kontrakten udveksles resultater og observationsmateriale. I traktaten af 1959 blev der også nedlagt forbud mod at oprette militære baser, at afholde militære øvelser og at afprøve våben, uanset deres karakter, på Antarktis, hvor der heller ikke må deponeres radioaktivt affald. Desuden blev det vedtaget at gennemføre en effektiv beskyttelse af alt liv på Antarktis.
1971 gjorde en newzealandsk ekspedition et sensationelt fund i et permafrostområde nær Sydpolen. Blandt fund af forstenede fisk fra devon, for ca. 350 mill. år siden, fandtes eksemplarer af panserfisk og dele af kvastfinnede fisk. Desuden fandt ekspeditionen eksem plarer af 250 mill. år gamle løvplanter fra permtiden samt en bregnelignende plante fra trias for ca. 200 mill. år siden.
Ross foretog 1839-42 en ekspedition til de antarktiske farvande med skibene »Erebus« og »Terror«.
Dumont d'Urville udforskede 1838-40 Antarktis med korvetten »Astrolabe« og opdagede flere hidtil ukendte lendområder.
Pingviner lever i stort tal i kolonier langs Antarktis' kyster.
USAs McMurdo Station er den bedst udstyrede videnskabelige station i Antarktis.
McMurdo-strædet med Ross-øens aktive vulkan Mt. Erebus i baggrunden.
En isbryder i aktion.
Hundeslæden er et gammelt, prøvet transportmiddel i polaregnene.
Frankrig gør krav på Terre Adélie, som blev opdaget af franskmanden Dumont d'Urville 1840.
Antarktis er dækket af mægtige gletschere, som undertiden rummer store huler.
Antarktis. Sydpolarøernes fauna: 1. Øresæl. 2. Søelefant. 3. Albatros.
- Det åbne havs fauna: 1. Spækhugger. 2. Bardehval. 3. Store fisk. 4. Blæksprutter. 5. Ross-sæl. 6. Krebsdyr.
- Landjordens og isens fauna: 1. Storkjove. 2. Kejserpingvin. 3. Antarktisk skarv. 4. Aaetie-pingvin. 5. Kæmpestormfugl. 6. Krabbeædende sæl. 7. Weddell-sæl. 8. Søleopard.
.............................................................................................................