: stor gruppe skedehornede, hjortelignende hovdyr, der i en række underfamilier er udbredt i S-Asien, over hele Afrika samt, afhængigt af, hvordan man afgrænser begrebet antiloper, i det midterste og vestlige N-Amerika. Fortrinsvis steppedyr, kun forholdsvis få holder til i skoven. Størrelsen varierer fra haretil mere end hestestørrelse. Alle arters hanner bærer horn; men visse arters hunner er hornløse. Hurtige og elegante løbere, der holder sammen i undertiden meget store flokke. Gruppen har sin største udbredelse og formrigdom i Afrika.
Alle antiloper er planteædere og færdes ofte sammen med andre planteædere som zebraer, strudse og giraffer. De største er elandeller elsdyrantiloperne (Taurotragus) med to afrikanske arter, der lejlighedsvis er blevet holdt som tamdyr med et vist held; til samme gruppe hører den noget mindre indiske nilghai (Boselaphus), blågrå med korte, dolkformede horn. Til hesteantiloperne regnes den blå antilope, det første større pattedyr, som blev udryddet i Afrika, samt sabelantiloperne (Hippotragus) med vældige, op til 1½ m lange, bagudrettede horn foruden de ørkenlevende oryx-antiloper som beisa'en fra Ø-Afrika med næsten lige, 1 m lange horn. Til ko-antiloperne hører gnuerne (Connochætes) med et par arter i Afrika, hvor de kan danne flokke på tusinder af dyr, samt harte-beest-antiloper (Alcelaphus) og top i eller korrigum-antilopen (Damaliscus) med blå partier på benene. Vandbukkene (Kobus) med lange, buede horn hører hjemme S for Sahara og findes i en række arter i sumpe og kratskove. Gazellerne omfatter en lang række mindre, spinklere antiloper som den østafrikanske langhalsede girafgazelle eller gerenuk (Litocranius), impala (Æpyceros), hvis han har et ualmindelig smukt gevir, mens hunnen er hornløs, grantgazellen (Gazella), der er Ø-Afrikas almindeligste antilope, og thomsongazellen, der ligner grantgazellen meget, men er mindre. Skovdyr, som man sjældent ser meget til, er skriftantiloperne (Tragelaphus) og kuduerne (Strepsiceros); til gruppen hører tillige den asiatiske saiga (Saiga), der har et ejendommeligt opsvulmet næseparti og korte, dolkformede horn. Dykkerantiloperne (Cephalophinæ) er små, spinkle dyr ned til harestørrelse, som mest skjuler sig i krat og har ganske små, korte horn. Undertiden regnes også gemsegruppen til antiloperne, herunder den amerikanske gaffelantilope (Antilocapra) og snegeden (Oreamnos).
En kamp mellem to impalabukke begynder med, at de måler hinanden
på afstand (1). Er aggressiviteten ringe, skilles de (2); i modsat fald indtager de en endnu mere fjendtlig holdning over for hinanden (3). Slagsmålet begynder med, at bukkene forsøger at vride halsen om på modstanderen (4) og slutter med, at den svagere part flygter (S). Sejrherren nærmer sig nu hinderne, rejser sig på bagbenene (6) og går nogle skridt for derefter at indtage sin sædvanlige stilling.
.............................................................................................................