apo'kryf (græsk): skjult. I den jødiske og kristne tradition et skrift, der ikke af de lutherske kirker anerkendes som kanonisk, skønt det har været anset for helligt. De gammeltestamentlige findes ikke i den hebraiske bibel, men i græske og latinske håndskrifter; det er skrifter som 1. og 2. Mahhabæerbog, Tobias' Bog, Judiths Bog, Baruhs Bog, Jeremias' Brev, Jesu Siraks Søns Visdom og Salomons Visdom. Den romersk-katolske og den græsk-katolske kirke betragter dem som ligestillede med de kanoniske skrifter; Luther anså dem for »nyttige og gode at læse«. De nytestamentlige apokryffer er evangelier, apostelhistorier, breve og åbenbaringer; det er ikke som de gammeltestamentlige en fastlagt gruppe skrifter, da der stadig findes nye.
.............................................................................................................