apo'stolsk (græsk): den ældste af tre såkaldt økumeniske trosbekendelser, der anerkendes af alle kristne kirkesamfund. Kan i sin nuværende form først påvises i 6. årh. i en prædiken af Cæsarius fra Arles; men en ældre form, den såkaldte gammelromerske trosbekendelse, kan spores tilbage til 2. årh. Af denne bekendelse synes den apostolske trosbekendelses nuværende form at være udsprunget. Dåbsbekendelse i Den danske Folkekirke såvel som i andre lutherske og en del reformerte kirker samt i den romersk-katolske kirke.
Ordlyden er:
Jeg tror på Gud Fader, den Almægtige, Himlens og Jordens skaber; og på Jesus Kristus, hans enbårne søn, Vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint, under Pontius Pilatus korsfæstet, død og begravet, nedfaret til Dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til Himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Jeg tror på Helligånden, en hellig, almindelig kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og et evigt liv.
.............................................................................................................