: semitisk sprog; bruges som officielt sprog i de fleste nordafrikanske lande, i Sudan og størstedelen af Arabiske Halvø. Er muslimernes religiøse sprog. Tales af ca. 180 mio. Skriftsproget udvikledes i 400-tallet. Arabisk har i alt 28 konsonanter, men kun tre vokalfonemer.
De 28 konsonanter, hvis form veksler efter som de står alene eller forbundet, og læses fra højre mod venstre (de viste tegn er enkeltstående). Vokaler angives med små streger eller sløjfer. Alfabetets rækkefølge er bestemt af tegnenes indbyrdes lighed; bogstavnavnene er anført i lydskrift (en prik under tegnet angiver at det udtales med en sammentrækning af svælget; ['] er en lyd som det danske stød, dog stum i begyndelsen af et ord; [h] er et [h] dannet i svælget; ['] er en eksplosiv dannet i svælget.
: det mest udbredte semitiske sprog; tales af ca. 80 mill.; officielt sprog i Saudi-Arabien, Yemen, Oman, Qatar, Kuwait, Bahrain, Irak, Syrien, Libanon, Jordan, AEgypten, Sudan, Zanzibar, Libyen, Tunesien, Marokko og Mauretanien samt folkesprog i Algeriet og Syd-Yemen. På Malta tales et med italiensk opblandet arabisk; i Centralafrika breder arabisk sig stærkt. I islamiske lande som Tyrkiet, Iran, Afghanistan, Pakistan og Indonesien har arabisk øvet stærk indflydelse på sprogene, og i de europæiske sprog er optaget talrige arabiske låneord, især i korstogstiden. Klassisk arabisk skriftsprog er enormt ordog formrigt; konsonanterne udgør et fast ordelement, hvortil betydningen er knyttet, mens vokalerne skifter under orddannelse og bøjning. Mellem klassisk arabisk, der gennem Koranen stammer fra Mekka-dialekten, og folkesprogene er der vid afstand. Arabisk skrift anvendes foruden i de nævnte arabisktalende lande, bortset fra Malta, som officiel skrift i Iran, Afghanistan, Pakistan, Malaysia og Indonesien og for de udbredte afrikanske sprog mandingo, hausa og swahili; 1928 afskaffet i Tyrkiet. Alfabetet, der er på 28 bogstaver + 13 for ikkearabiske sprog, har af vokaltegn kun tegn for de 3 lange vokaler a, i, u; korte vokaler skrives i reglen ikke. Ordene skrives fra højre mod venstre, og skriften har udpræget ornamental karakter. Alfabetet er kendt fra ca. 300 e.Kr.
.............................................................................................................