De første fagforeninger i verden blev grundlagt i Storbritannien, hvor de blev anerkendt i 1825. Her ses en af de tidligste britiske fagforeningers fane.
arbejderbevægelsen: arbejdernes organiserede faglige, politiske og økonomiske virksomhed, hvis hovedmål er at bedre arbejdernes kår. Den faglige arbejderbevægelse opstod efter industrialismens gennembrud, først i England, fra 'midten af det 19. årh. i det øvrige Europa. Samtidig startede den politiske arbejderbevægelse, som gennem arbejderpartier ville bedre især arbejderklassens sociale kår. Med Marx' og Engeis' skrifter (Det kommunistiske manifest 1848, Kapitalen 1867) fik den politiske arbejderbevægelse et teoretisk grundlag, hvori hovedvægten blev lagt på magtovertagelse og samfundets beslaglæggelse af produktionsmidlerne. I 1890erne opstod i Tyskland den såkaldte revisionisme, hvorefter arbejderbevægelsen med parlamentariske midler skulle hellige sig en reformpolitik inden for det bestående samfunds rammer. Denne retning er blevet fulgt af socialdemokratierne i forskellige lande, mens en anden gren af arbejderbevægelsen, den kommunistiske, fra 1920rne tog afstand fra revisionismen og med Lenin som førende teoretiker byggede videre på »Marx' rene Iære«, Omkring århundredskiftet opstod andre grene: anarkismen, der fornægter statsmagten, og syndikalismen, der ønsker al magt til fagforeningerne; disse retninger har ikke fået varig betydning. Den politiske og faglige arbejderbevægelse er knyttet sammen over landegrænserne af Internationaler. Den økonomiske arbejderbevægelse har i Danmark fået form af en række kooperative virksomheder.
Pigerne i Londons tændstikfabrikation gik i strejke 1888. Deres forfærdende arbejdsforhold var tidligere blevet fremdraget af Annie Besant, den senere teosof. Ved hendes og andre socialt indstillede menneskers hjælp opnåede tændstikpigerne endelig anerkendelse af deres fagforening.
James Keir Hardie var en typisk repræsentant for de tidlige ledere i den britiske arbejderbevægelse. Han var født i Skotland 1856 og var kulminearbejder fra sit 10. år; i 1886 dannede han de Skotske Minearbejderes Sammenslutning, blev formand for det skotske arbejderparti 1888 og i 1892 den første arbejderrepræsentant i Parlamentet.
: fællesbenævnelse for arbejderklassens faglige, politiske, sociale og kulturelle virksomhed. Den Industrielle Revolution i 1700- og 1800-tallet skabte en voksende klasse af ejendomsløse industriarbejdere; interessefællesskabet mellem disse fik dem til at organisere sig i forskellige organisationsformer. Den faglige arbejderbevægelse, hvis vigtigste kampmiddel er strejken, udviklede sig i Storbritannien i slutningen af 1700-tallet, men først i 1880erne tog organiseringen af fagforeninger fart i Europa. Den politiske arbejderbevægelse havde i begyndelsen af 1800-tallet utopisk socialisme som udgangspunkt, men fik fra ca. 1850 med marxismen et fastere teoretisk grundlag. Denne blev med sin forestilling om en klassekamp mellem arbejderklassen og borgerskabet udgangspunkt for kommunismen, mens den ikke-revolutionære revisionisme fra slutningen af 1800-tallet blev grundlag for socialdemokratiet. I katolske lande findes endvidere en kristelig arbejderbevægelse med begrænset socialistisk sigte. Den kooperative arbejderbevægelse opstod i Storbritannien 1844 som produktions- og brugsforeninger, men forblevet supplement til den faglige og politiske arbejderbevægelse. I 1920erne og -30erne opstod på baggrund af forestillingen om en særlig arbejderkultur talrige foreninger på det sociale og kulturelle område, fx idrætsklubber og oplysningsforbund. Udviklingen i de højindustrialiserede kapitalistiske lande, hvor socialdemokratiet ofte er statsbærende parti, har betydet stigende statslig indblanding i løn- og arbejdsvilkår. Hermed er interessefællesskabet i arbejderbevægelsen truet.
.............................................................................................................