REPUBLICA ARGENTINA
Statsform: Forbundsrepublik
Areal: 2.776.656 km²
Indbyggertal: 27,9 mill.
Befolkningstæthed: 10 pr. km²
Hovedstad: Buenos Aires (3 mill. indb.) (med forstæder 9 mill.)
Sprog: Spansk
Religion: Romersk-katolsk
Mønt: 1 peso = 100 centavos
Argentina: sydamerikansk stat mellem 22° og 55° sydlig bredde og 53°40' og 73°30' vestlig længde. Grænser mod ø til Atlanterhavet, Uruguay og Brasilien, mod N til Paraguay og Bolivia og mod V og S til Chile. Gør krav på en 1,23 mill. km² stor del af Antarktis samt på S-Orkney-, S-Sandwich og S-Georgia-øerne.
Terræn. Den 2575 km lange kystlinje er overvejende klintkyst, rig på brede indbugtninger. Landet inddeles i 4 regioner: Cordillererne (Andes) mod V, Grand Chaco mod NØ, Pampas S herfor og Patagonien mod S. Andesbjergene strækker sig 3900 km gennem V-Argentina og danner grænsen mod Chile. De nordlige og centrale dele af de argentinske Andesbjerge omfatter det 3000-4000 m høje plateau Puna de Atacama, med høje vulkantoppe og i lavningerne store saltsumpe. S herfor udgør Cordillererne to parallelle kæder, hvoraf den vestligste og højeste danner vandskel. Mellem de to kæder ligger S-Amerikas højeste bjerg, vulkanen Aconcagua (ca. 7000 m). De sydlige Andesbjerge er sammensat af uregelmæssige massiver, adskilt af dybe tværdale, hvoraf den største er Magallanesstrædet. Hele det argentinske Andessystem har aktiv vulkanisme og rammes ofte og ret voldsomt af jordskælv. Gran Chaco, der fortsætter ind i Bolivia, er en udstrakt slette med savanneog sumpvegetation, i enkelte områder løvskov. Den nordøstlige del af Gran Chaco udgøres af Entre Ripd, landet mellem Paranå og Uruguayfloderne. Højden tiltager mod NØ; her har Paranå og dens bifloder skåret dybe canyons i plateauet; hvor floderne flyder over kanterne af basaltlagene, er der opstået storslåede vandfald, bl.a. det 70 m høje Iguassú-fald. Pampas-regionen S for Gran Chaco består af en række flade, træløse sletter med et areal på 647.500 km². Afvandes af floderne Paraná og Uruguay, der udmunder i den 300 km dybe havbugt Rio de la Plata. Patagonien S for Colorado-floden består af fladtoppede plateauer, krydset af dybe canyons. Patagoniens sydområde, Tierra del Fuego (Ildlandet), har mod NØ samme struktur som det øvrige Patagonien, mens den lille ø mod SØ, Isla de los Estados, er Andes-bjergenes yderste, lave udløber.
Kirken Pieve di Santa Maria med søjlegallerier og en særpræget campanile, et sent romansk mesterværk (13. årh.).
Bybillede med domkirken i baggrunden, set fra Piazza Monaco.
Klima. Argentina spænder over 33 breddegrader og omfatter såvel det tropiske som det polare klimabælte. Over det meste af N-Argentina er vintrene tørre og temperaturgennemsnittet 13°C, mens somrene er varme (25°C) og regnfulde; Gran Chaco får 50-100 cm nedbør om sommeren. Pampas har milde vintre og hede somre. ø for byerne Cordoba og Bahia Bianca falder der ca. 90 cm regn årlig, mens nedbøren aftager stærkt mod V.
Det halvtørre Patagonien har om vinteren et temperaturgennemsnit på 2°C; sommergennemsnittet er 21°C. Strenge vintre er sjældne, men blæst og tåge er udbredt; årsnedbøren er 30 cm i gennemsnit. Andesbjergene har gennemgående milde vintre, bortset fra de højeste partier, og varme til hede somre; nedbøren er minimal.
Befolkning. Den argentinske befolkning er overvejende europid (91 %) og stammer fra spanske kolonister; desuden er der ca. 8% mestizer og et svindende antal racerene indianere, især på Gran Chaco og i det sydlige Patagonien. Størstedelen af befolkningen lever på Pampas-sletten, hvor de store byer ligger, bl.a. Rosario (807.000 indb.), Córdoba (791.000 indb.), Santa Fe (245.000 indb.) og Bahia Blanca (182.000 indb.), alle provinshovedstæder. Stor-Buenos Aires er den sydlige halvkugles største by; her bor hver tredje argentiner, og den udgør et altdominerende handels-, trafikog industricentrum. Argentina har en for S-Amerika meget lav analfabetisme (6,8%); der er skolepligt i alderen 6-14 år. Det ældste af landets talrige universiteter er Córdobas, grundlagt 1613.
Erhverv. Landbruget er, trods voksende industriel aktivitet, stadig grundlaget for landets økonomi. Argentina er verdens største kød producerende land og det tredjestørste vineksporterende. Kvægavlen udvikledes i løbet af 19. årh., da Pampas fra et vildnis ændredes til verdens største kødog kornproducerende område; anlæg af brønde med vindpumper, overrisling, indhegning og forædling af græssorterne medførte udviklingen af en selektiv kødkvægsavl. Køleskibe muliggjorde eksport til oversøiske markeder, og udbygningen af et af verdens tætteste jernbanenet fremmede transporten til eksporthavnene; i løbet af 1870og 1880erne anlagdes over 28.000 km jernbane gennem Pampas. Andre områder med landbrug er egnene omkring Mendoza, Tucumán og Salta mod V og Formosa, Corrientes og Posadas mod NØ. Vin dyrkes på kunstvandede områder i de vestlige provinser; druesorterne er mest indførte franske. Patagonien har store fåreavlsområder. Argentina er rigt på mineraler, bl.a. asbest, bly, zink, tin. sølv, svovl, kobber, uran. I Patagonien findes store kul- og jernlejer samt det meste af Argentinas olie og naturgas; andre oliefelter findes i Andesbjergenes centrale del samt mod N. Størstedelen af Argentinas industri er baseret på forarbejdning af landbrugsprodukter; derudover er der en voksende stål-, tekstil-, bil-, maskin- og petrokemisk industri.
Historie. Da spanierne nåede Argentina i 1516, var landet beboet af ca. 300.000 indianere på et ret lavt kulturtrin. En del af urbefolkningen fik lov til at være i fred til 2. halvdel af 19. årh., da den blev udryddet for at skaffe plads til masse indvandringen af italienere og spaniere. Spanske kolonisationsforsøg lykkedes i 2. halvdel af 16. årh.; men i 200 år forblev Argentina en ubetydelig provins under vicekongedømmet Perú. Med oprettelsen 1776 af vicekongedømmet La Plata (Argentina, Uruguay, Paraguay og S-Bolivia) begyndte en livlig udvikling, navnlig af Buenos Aires-området. Selvstændighedsbestræbelserne begyndte 1810 under indtryk af Spaniens magtesløshed, og 1816 erklærede Argentina sig uafhængigt. Paraguay, Bolivia og Uruguay skilte sig ud, sidstnævnte først efter krig 1825-28. Der var længe fare for en yderligere opsplitning på grund af af det forbitrede modsætningsforhold mellem provinsen Buenos Aires og resten af landet; først efter 60 års politiske og væbnede sammenstød nåede man et kompromis 1880, og derpå ebbede det gamle nag langsomt ud. Handelsfyrsterne i Buenos Aires og godsejerne i resten af landet havde trods modsætninger brug for hinanden, da det store økonomiske opsving satte ind i 1870erne. Det trak til gengæld klassemodsætningerne stærkt op, og et radikalliberalt parti blev dannet 1889, fik efter lang kamp indført almindelig valgret og var ved magten 1916-30 (Ippolito Irigoyen, præsident 1916-22 og 1928-30). på grund af af verdenskrisen greb en officersjunta magten 1930; den styrtedes 1943 af kolleger med fascistiske sympatier. Disse måtte dog efter pres fra USA erklære Tyskland krig lige før sammenbruddet 1945; Argentina havde ellers holdt sig neutral i begge verdens krige. Den 2. juntas arbejdsminister, oberst Juan Perón, gjorde en energisk indsats for at forbedre de fattiges kår; samtidig organiserede han arbejderne og kunne derfor vinde præsidentvalget 1946 og regne med stor folkelig støtte til sit stadig mere diktatoriske styre. Reformarbejdet fortsatte, og Perón og hans hustru Eva blev meget populære; efter sin død 1952 blev » Evita« nærmest dyrket som helgen. Men økonomien kunne hverken bære Peróns indenrigspolitik eller hans voldsomme selvhævdelse udadtil med særlig brod mod USA. 1955 lagde han sig ud med kirken og blev samme år fordrevet af hæren. I den følgende snes år overlod militæret i tre perioder (1958-62, 1963-66 og 1973-76) styret til politikerne, men greb atter magten, da det viste sig, at disse hverken kunne bremse den enorme inflation eller den politiske og kriminelle terrorvirksomhed. De sidste, der fik lov at forsøge, var den hjemvendte Perón og efter hans død 1974 enken María Estela »Isabel« Martínez de Perón. Fra 1976 regerede officererne igen under ledelse af præsident, general Jorge Rafael Videla. 1981 overlod Videia præsidentposten til general Roberto Viola, der hører til militærets liberale fløj, men afgik december 1981.
En strækning af landets største flod, Paraná, i nærheden af byen af samme navn.
Sierra Preandine i provinsen La Rioja præges først og fremmest af savanne.
Den store Lago Andino (1415 km²) i Patagonien blev dannet i istiden.
Santa Fé er en vigtig flodhavn.
et industrianlæg i Buenos Aires.
Kvægavlen i Pampas spiller en meget vigtig rolle i Argentinas erhvervsliv.
en gaucho, Sydamerikas cowboy.
Ildlandets vegetation er stedsegrøn eller løvfældende lav skov.
Kvægavl er en hovednæringsvej i Argentina; kødet anvendes hovedsagelig i konservesindustrien.
En typisk »estencie«, farm, i Ildlandet.
Buenos Aires' rådhus, »el Cabildo«, som stammer fra kolonitiden.
Jesuiterkirken Nuestra Señora del Pilar i Buenos Aires, opført i klassicistisk stil af André Blanqui.
Beliggenhed med nabostater (PAR Paraguay, UR Uruguay), hovedstad og største byer. Landet er 64 gange større end Danmark,
Argen'tina: republik; 2.776.889 km². Hovedstad Buenos Aires, 10,0 mio indb.(1980)
Befolkning: 20,8 mio (1960); 23,4 mio (1970); 27,9 mio (1980); heraf 95% hvide og 4% mestizer.
Religion: den romersk-katolske kirke.
Sprog: spansk.
Vigtigste eksportvarer (i pct. af samlede eksport (1982): korn 23,9; kød 11,6; maskiner og transportudstyr 6,7. Vigtigste handelspartnere USA og Brasilien. BNP pr. indb. (1983) $ 2030 (DK $ 11 490).
Møntfod: austral á 100 cintavos.
Argentina: republik i S-Amerika. Størstedelen af Argentina er lavland, der især består af græsstepper, de såkaldte pampas. Mod vest gennemskæres Andesbjergene af dybe floddale. Argentina strækker sig over subtropisk og tempereret klima med største nedbørsmængder i nord.
• ØKONOMI OG ERHVERV. Argentina har siden 1940erne oplevet en betydelig økonomisk vækst, som har gjort landet meget velstående sammenlignet med andre lande i tredje verden. Landbruget er Argentinas vigtigste erhverv. Indførelsen af højtydende kornsorter i begyndelsen af 1980erne har ført til vækst i kornproduktionen. Der dyrkes især hvede og majs. I Andesbjergene frugtbare dale med stor produktion af vin, bomuld og sukkerrør. Kvægdrift på pampas. Den hurtigt udviklede industri satser i høj grad på forædling af landbrugsprodukter til eksport, men for at gøre Argentina mindre afhængig har man forsøgt en opbygning af sværindustri, der dog er helt afhængig af importeret kul og jernmalm. Argentina har stor udlandsgæld og betydelige økonomiske problemer. Det civile styre har i midten af 1980erne forsøgt at løse disse problemer ved nedskæringer af de offentlige udgifter og statslig styring af løn- og prisforhold, med social uro til følge.
• HISTORIE. Argentina blev selvstændig republik 1816 (før 1816, se Latinamerika). Efter 1880 fulgte økonomisk opsving, bl.a. styrkelse af landbruget. Økonomiske og sociale modsætninger mellem landarbejderne og godsejerne førte til dannelsen af radikalt parti, støttet på middelklassen og lavere klasser, der havde magten 1916-22 og 1929-30 og gennemførte sociale reformer.
Peronismen. 1946 blev Juan Perón præsident, med stort flertal og støttet især af fagbevægelsen. Under hans styre, fra 1951 i praksis diktatur, indførtes sociale reformer, lønforhøjelser og støtte til fagbevægelsen. Økonomisk krise og Peróns forsøg på at skille stat og kirke førte til at hæren, støttet af kirken og storgodsejerne, styrtede ham 1955, hvorefter han gik i eksil. Argentina blev herefter hovedsagelig regeret af militærjuntaer, dog var peronisterne stadig en vigtig politisk faktor. Præsidentvalget 1973 blev vundet af den peronistiske kandidat, der dog samme år trådte tilbage til fordel for den nu tilbagevendte Perón; splittelsen mellem peronistbevægelsens højre- og venstrefløj blev stadig mere åbenbar. Ved Peróns død 1974 overtog hans tredje hustru præsidentposten, men økonomisk og politisk krise, og øget terror fra både venstre- og højrefløj førte til hendes afsættelse 1976, hvorefter militæret igen overtog magten. Parlamentet opløstes, al politisk og fag-politisk aktivitet blev forbudt og de fleste embedsmænd fjernedes fra deres poster. Militær-regimet indledte massiv forfølgelse af politiske modstandere, 1979 var 20-30.000 personer rapporteret forsvundet. Stærkest modstand mødte regimet hos fagbevægelsen, der 1979 gennemførte generalstrejke med krav om demokratiske rettigheder og forholdsregler mod stigende arbejdsløshed og inflation. Antagelig for at aflede opmærksomheden fra de politiske og økonomiske vanskeligheder invaderede Argentina 1982 Falklandøerne.
Falklandskrigen endte med ydmygende argentinsk nederlag til britiske flådestyrker hvorved regimets svagheder blotlagdes . Ved præsidentvalget 1983 sejrede det radikale partis kandidat Raul Alfonsin. Magtskiftet betød et nederlag for peronisterne og militæret der i 40 år havde været de dominerende kræfter i Argentina. For det nye regime blev de væsentligste problemer at sikre det demokratiske styre uden militær intervention samt at genopbygge landets økonomi. 1984 underskrev Argentina en fredsaftale med Chile der bilagde den årelange strid om Beaglekanalen på sydspidsen af Sydamerika.
.............................................................................................................