: en afdøds efterladte formue, der er genstand for erhvervelse for en eller flere efterlevende personer, arvingerne. Forudsætter, at en afdød person, arveladeren, har efterladt sig ejendele, at den person, der skal kunne arve, har den fornødne arveadkomst som familieskab eller testamente og eksisterer i det øjeblik, arveladeren dør, samt at arveretten ikke er forbrudt, fx ved en arvings forsøg på eller fuldbyrdet drab på arveladeren, og ikke bortfaldet ved arveafkald eller arveafkortning. Ægtefælle og børn er tvangsarvinger, dvs. særligt beskyttede mod, at arveladeren ved testamente unddrager dem deres arv efter loven; der er ifølge arveloven forskel på deres arveretlige stilling. Børn født uden for ægteskab efter 1. januar 1938 har, når faderskabet er fastslået, samme arveret som ægte børn; adopterede børn er i alle måder ligeberettigede med i ægteskabet fødte børn, derimod ikke plejebørn, der ikke er adopterede.
: juridisk: overgang af en afdøds (arveladerens) formue til en eller flere arvinger enten iht. lov eller testamente. Nærmeste slægtsarvinger er arveladerens børn der arver lige. Er der ingen livsarvinger, dvs. børn, børnebørn osv., arver forældre eller deres livsarvinger osv.; fjernere slægtninge som fætre og kusiner har ikke arveret. For ægtefæller gælder at den længstlevende arver en tredjedel af afdødes formue hvis der er livsarvinger, ellers hele formuen. Den længstlevende har dog alm. ret til at sidde i uskiftet bo med livsarvingerne. Ved separation og skilsmisse bortfalder ægtefællers indbyrdes arveret. Er der ingen arvinger efter loven og intet testamente, tilfalder afdødes formue staten. Halvdelen af den arv som tilkommer livsarvinger og ægtefæller, er tvangsarv.
Biologisk: overføring af anlæg (gener) fra forældre til afkom; jf. genetik.
.............................................................................................................