detalje af et vægmaleri tre 5. årh. i Sigiriya, Sri Lanka.
: den største af alle verdensdele; omfatter ca. 44 mill. km², heri medregnet de asiatiske dele af Sovjetunionen, eller omkring 1/12 af Jordens samlede overflade og ca. 1/3 af Jordens landmasser. Har fra N til S en udstrækning på 8600 km fra floden Lenas udmunding i Nordlige Ishav til Singapore på Malaccas sydspids; fra ø til V er der fra Vladivostok til Ural mere end 11.000 km.
et udsnit af "Den kejserlige ceremonimesterindes formaninger til hotdememe«, et hovedværk af den kinesiske maler Gu Kaizhi (4. årh.).
Asiens befolkning beregnes til over 2,25 mia eller ca. 57% af Jordens samlede befolkning. Danner med Europa en samlet landmasse, Eurasien; den noget kunstige grænse mellem de to verdensdele trækkes traditionelt ved Uralbjergene og Kaukasus; den svarer ikke til naturlige eller befolkningsmæssige skel og beror kun på traditionen.
Terræn: Asien er overvejende bjergland, dels enorme alpine foldekæder, hvis centrum er Pamir, dels Vog Centralasiens store højsletter, der er skabt ved opfyldning med nedbrydningsprodukter fra bjergene. De største af disse højtliggende plateauer er det kinesiske Sinkiang, det tibetanske højland og den anatolske højslette, som opfylder størstedelen af Lilleasien. Bjergene når i Himalaya den største højde, der er kendt på Jorden, ca. 9000 m i Mount Everest, over 8000 i Annapurna og andre toppe. Store flader af lavere gennemsnitshøjde forekommer i Sibirien, den nordlige del af Forindien samt i Arabien. Egentligt lavland forekommer også, ikke mindst i de store floders opfyldningsområder, der for de mod S løbende floders vedkommende udgør nogle af Jordens tættest befolkede områder af stor frugtbarhed; visse af dem har været sæde for en lang række tidlige, højtstående kulturer. Visse steder, især omkring Det Kaspiske Hav, ligger temmelig store områder lavere end havets overflade (-7-132 m), Tiberias-søen i Israel endda 210 m under havoverfladen. Asien afvande s af en række store floder, der af foldebjergssystemet fra Tyrkiet over Iran og Afghanistan samt Mongolske Folkerepublik til Tjuktjer-halvøen deles i et nordgående system (Dvina, Ob, Jenisej, Lena) og et sydeller vestgående system (Indus, Ganges, Brahmaputra, Menam, Irrawaddy, Salween, HoangHo, Yangtzekiang og Amur). Vigtigste søer er Kaspiske Hav, Aral, Balkhasj, Issyk Kul og BajkaI. Ørkenstrækninger forekommer i Arabien, Iran, Russisk Centralasien, nordvestlige Forindien, Sinkiang og N-Kina (Gobi).
en strækning af Ganges' øvre løb i Uttar Pradesh.
Rismarker i Kina, som er verdens største risproducent.
Den iranske højslette er et af Jordens tørreste områder; Isfahans årsnedbør er kun 13 cm.
Agobugten i Japan er et centrum for opdræt af perlemuslinger.
Risterrasser ved Banave, Filippinerne. Risen er Østasiens vigtigste næringsmiddel.
Klima: Asiens vældige udstrækning medfører en tilsvarende forskel i klima og natur. Mod N rækker verdensdelen ind i polarbæltet, mod S i tropebæltet. Rent tropisk er det sydligste Arabien, det meste af Forog Bagindien samt Indonesien, Filippinerne og det sydlige Japan og Taiwan. Subtropisk er bæltet fra det sydlige Tyrkiet over Iran, det nordligste Indien gennem Mellemkina til Midt japan, og tempereret klima hersker i størstedelen af området N herfor. Det meste af Asien har udpræget fastlandsklima med varme somre og endog meget kolde vintre; den laveste temperatur er målt ved kuldepolerne Verkhojansk (-7-69,8°C) og Ojmekon i Ø-Sibirien. Sommertemperaturer på over 35°C er ikke usædvanlige i de tropiske dele. Tilsvarende forskelle findes, hvad nedbøren angår. Højsletterne i det indre af Asien har under 200 mm regn årlig, hvilket gør dem til Jordens regnfattigste områder overhovedet, mens regnmængden ved Cherrapunji i Assam, et af Jordens regnrigeste områder, kan nå op over 12.000 mm. Til den store forskel i nedbør svarer forskelle i plantevæksten, der skifter fra tropisk regnskov i det sydlige over kratog tørskov samt steppe til næsten vegetationsløs ørken. Visse steder forekommer store saltstepper, bl.a. i Russisk Centralasien.
Dyreliv: Dyregeografisk set falder Asien i to store områder, det palæarktiske N for de store bjergkæder, østpå til Kina og Japan, og det indoaustralske S for Himalaya, omfattende Forog Bagindien, Indonesien, det sydligste Kina og Japan samt Filippinerne; disse to zoologiske regioner er hver for sig karakteriseret ved særlige dyrearter. I det palæarktiske område lever bl.a. rensdyr, elsdyr, ulv, brun bjørn,
mår-arter som zobel, de fleste fugle, der kendes herhjemme fra, og blandt insekterne fx sommerfugle som nældens takvinge, sørgekåben og kålsommerfuglene. Palæarktiske er tillige den i vild tilstand uddøde visent og saiga-antilopen. Palæarktiske er ligeledes vildæslerne og vildhesten, som nu kun findes i små og spredte flokke. Indoaustralske er bl.a. tiger, de asiatiske næsehorn, østaberne, indisk elefant, en lang række slanger, nogle bøffelarter, fugle som påfugl og fasan og blandt insekterne en række kæmpe store, sorte svalehaler. En overgang til den særprægede australske dyreverden findes mod Sø i Indonesien i form af pungaber, kasuarer og en del insekter. Også løven har levet i Den nære Orient (den syriske løve) og findes stadig i beskedent antal i NV-Indien i reservatet Kathiawar.
Asien. Bjergenes fauna: 1. Argali. 2. Yakokse. 3. Skrueged. 4. Stor panda.
Taigaens faun: 1. Brunbjørn. 2. Ulv. 3. Elsdyr. 4. Mår. 5. Zobel.
Tundraens fauna: 1. Rensdyr. 2. Snehare. 3. Polarræv. 4. Lemming.
Monsunzonens fauna: 1. Næsehorn. 2. Bøffel. 3. Elefant. 4. Tiger. 5. Påfugl. 6. Fasan. 7. Bankivahane. 8. Orangutang. 9. Gibbon.
Ørken- og steppefauna: 1. Kamel. 2. Nilghai. 3. Kiang. 4. Hjorteantilope. 5. Ørkenlos. 6. Kobra.
Flora:
Dværgpil.
Gran og Fyr.
Græsser.
Mahogni og Teaktræ.
Næsten to milliarder asiater lever af agerbrug, som de driver omhyggeligt med små hjælpemidler, men med en sagkundskab, der bygger på tusindårig erfaring.
Tørring af peberfrugter,
indsamling af bomuld i Indien,
Indien har en gammel industriel tradition, bl.a. i teglværksindustrien.
Risterrasser i Nepal.
primitiv overrisling i Indien.
Japans højt udviklede industri giver landet en særstilling i Asien. Anlæg i industriområdet, der strækker sig fra Tokyo til Yokohama.
Mellemøsten er industrilandenes vigtigste olieleverandør, og reserverne i området omkring Den persiske Bugt udgør næsten en tredjedel af de kendte forekomster i verden. Rørledning i Iran.
Befolkning: Asiens befolkning tilhører 3 racegrupper: den europide (hvide), særlig i de vestlige dele, den mongolide (gule), særlig mod ø, og den negride i S-Indien og enkelte andre steder; den er dog talmæssigt aldeles ubetydelig sammenlignet med den hvide og den gule race. Asien har været befolket i meget tidlig tid, hvilket fund af former som javamennesket og pekingmennesket beviser; man kan ikke afvise, at visse mennesketyper kan være opstået uafhængigt i Ø-Asien. Befolkningstætheden er uhyre ujævn; omkring 90 % af Asiens befolkning lever i Sog øAsien, mens N-og Centralasien kun rummer 10% af det samlede befolkningstal. I de frugtbare flod dale kan tætheden nå op over 1000 pr. km². Meget store områder, især ørkener og bjergene samt de nordligste tundraområder, er uhyre tyndt eller slet ikke beboet af mennesker. I ingen verdensdel, måske med undtagelse af S-Amerika, finder der en tilsvarende forøgelse af befolkningstallet sted som i Sog SØ-Asien, hvilket har medført, at store dele af verdensdelens befolkning til stadighed lever på eller under sultegrænsen; levestandarden undtagen i Sovjetunionen, Israel og Japan er gennemgående meget lav.
Erhverv: Hovederhvervet er landbrug og kvægavl; desuden er Asien en vigtig leverandør af råstoffer, der for en stor dels vedkommende eksporteres til industrielt højere udviklede verdensdele; en egentlig industrialisering er først påbegyndt i forholdsvis sen tid, men har dog nået et højt stade i Japan og Sibirien og er under stærk udbygning i Kina. I resten af S- og SØ-Asien samt i V-Asien spiller handel og håndværk en meget betydelig rolle. Blandt de vigtigste eksportråstoffer kan nævnes gummi (Malacca-halvøen, Indonesien, Sri Lanka), ris (hele S- og SØ-Asien), bomuld (Indien, Pakistan, Russisk Centralasien), silke (Ø-Asien), te (Assam, Sri Lanka), olie (V-Asien) og kopra (SØ-Asien).
Asien udviser yderst varierende boligformer.
eksempler på avanceret japansk arkitektur i Fukuoka på øen Kyushu.
en by, bygget på pæle i øgruppen Sulu på Filippinerne.
En nomadefamilies telt i den iranske ørken;
En landsby i Azerbaidjan.
En typisk nepalesisk bondegård i et dalstrøg.
Kvinder på øen Bali, Indonesien, bringer offergaver til et hindu-tempel.
en shinto-procession i Japan. Landets gamle naturreligion er baseret på natur- og forfædrekult.
Swayambhunath-templet, Abetemplet, en stor helligdom og seværdighed i Katmandu, Nepals hovedstad.
Historie: Asien har været sæde for en række flodkulturer, som udviklede sig til mægtige riger, især i Mesopotamien omkring floderne Eufrat og Tigris, i Indien omkring Ganges og i Kina omkring Hoang-Ho. En række folkevandringer tog deres begyndelse i Asien og skyllede ind over Europa, bl.a. indoeuropæernes invasion omkring 2000 'fvt' (før vor tid, tidl. fødtKr.), der fordrev pelasgerne fra Grækenland og ibererne fra Spanien, hunnernes tog fra ca. 375 e.Kr., hvor Attilas rige strakte sig fra Sortehavet til Rhinen, avarerne omkring 500 og mongolerne, der trængte frem til Wien 1241. Dermed var den vestgående strøm forbi; Europa udvikledes hurtigere, og strømmen kom til at gå fra V mod Ø, ikke mindst ved russernes kolonisering af N-Asien østpå til Stillehavet. Omkring 1500 satte kolonisationen ind sydfra over havet, først ved portugiserne, som fandt søvejen til Indien 1498, dernæst nederlænderne, briterne og franskmændene. Indien blev britisk koloni med små enklaver, ejet af andre stater, bl.a. Portugal og Danmark, Indonesien blev nederlandsk og Bagindien fransk; spanierne tilegnede sig Filippinerne. Det vestligste Asien var indtil 1. verdenskrig i vid udstrækning under tyrkisk indflydelse, som efter krigen afløstes af fransk indflydelse i S-Syrien og Libanon og især britisk på Cypern, i Palæstina og Jordan. De gamle selvstændige riger Kina og Japan fik i det 19. årh. påtvunget europæisk indflydelse, således Kina gennem Opium-krigen. Efter 2. verdenskrig er udviklingen mod en frigørelse fra de europæiske staters overherredømme gået hurtigt, men i praksis afløst af større og større russisk og kinesisk dominans i Tibet, Afghanistan, Kampuchea, Vietnam m.fl.
I Asien findes følgende nominelt selvstændige stater, udover Sovjetunionens selvstyrende republikker: Cypern, Tyrkiet, Syrien, Libanon, Israel, Jordan, Saudi-Arabien, Yemen, Folkerepublikken Yemen (Syd-Yemen), Oman, Arabiske Emiraters Forbund, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak, Iran, Afghanistan, Pakistan, Bangladesh, Indien, Sri Lanka, Nepal, Bhutan, Burma, Thailand, Kampuchea, Laos, Vietnam, Malaysia, Singapore, Indonesien, Filippinerne, Taiwan, Kina, Mongolske Folkerepublik, Nord- og Syd-Korea og Japan foruden et par små britiske og portugisiske koloniområder som Macao og Hong Kong.
Unge buddhistmunke i Burma. Buddhismen er udbredt over store dele af Asien, hvor den har over 500 mill. tilhængere.
Bangkok, Thailands hovedstad, ved Menamfloden. T.v. i billedet ses en del af Wat Arun, Morgenrødens Tempel.
I Hong Kongs havn danner orientalske djunker kontrast til vestlige højhuse.
Asiatiske folketyper
En gammel Hong Kong-kineser;
En inder foran India Gate i New Delhi.
Asiatisk musik. Indisk kvinde med en vina. Vinaspillet er en højt udviklet kunst, der udøves af professionelle musikere.
Børn, fotograferet i en landsby i Nepal, hvor familieplanlægning er påbegyndt, men ikke gennemført.
.............................................................................................................
Asien : største verdensdel (ca. 1/3 af Jordens landareal); 44,4 mio km², 2,3 mia indb. inkl. den asiatiske del af Sovjetunionen; 51 pr. km². Til Asien regnes øbuerne langs østkysten fra Kamtjatka sydefter, hele den ostind. øverden og fastlandet frem til Uralbjergene og Bosporus.
• TOPOGRAFI. Tværs gennem Asien løber et stort bjergkædesystem fra vest til øst. Central-Asien gennemskæres af Kunlun og omsluttes mod syd af Himalaya med Jordens højeste bjerg, Mount Everest (8848 m). Ø-Asiens bjerge er gennemgående lavere. I N-Asien strækker sig Jordens største lavlandsområde, det nordsibiriske sletteland med floderne Ob, Jenisej og Lena. Mod SV går Sibirien over i Kirgisersteppen og Turans lavland. Asien omfatter store halvøer, bl.a. mod syd Arabien, Forindien og Bagindien, mod øst Kamtjatka og Korea. 1/3 af Asien savner afløb til oceanerne. Blandt de afløbsløse søer er Kaspiske Hav, Aralsøen og Døde Hav.
• PLANTEVÆKST OG DYRELIV. Ved Ishavet lever isbjørn, sæler og hvalros. Det nordlige Asien er dækket af tundra; S herfor et nåleskovsbælte, tajga. I tundra og tajga lever, som i N-Europa og N-Amerika, bl.a. elg, ren, brun bjørn, ulv, bæver, los og tjur. Omkring 50° n.br. findes mod V græssteppe med bl.a. saiga-antilope, kulan, kamel, trapper og steppehøne. I Arabien og Central-Asien med ringe nedbør findes busksteppe og ørken. Kina og Japan er rige på skove, som mod S er stedsegrønne. I SØ-Asiens frodige, stedsegrønne jungle og regnskov lever bl.a. indisk elefant, tiger, leopard, næsehorn, tapir, pandaer, malajbjørn og mange aber, bl.a. orangutang og gibboner; økonomisk vigtige skovtræer er bl.a. teak-, ibenholt- og brødfrugttræ. V-Asiens floder og søer er rige på støre, i Bajkalsøen lever sæler, i indiske og kinesiske floder krokodiller og flod-delfiner.
KLIMA. Asien har arktisk klima mod nord, mens de sydlige dele har tropisk klima. Nord- og Central-Asien har udpræget fastlandsklima; ved Jordens kuldepol Ojmjakon i NØ-Sibirien er målt - 78°C. I Sog SØ-Asien tropisk monsunklima med rigelig sommerregn. I V-Asien vinterregn men mod øst mindskes regnmængden til ørken i Arabien og Iran.
Befolkningsfordeling i begyndelsen af 1980erne; hver lille blå prik repræsenterer 1 mio indbyggere; større millionbyer er markeret med sorte symboler med angivelse af indbyggertal i millioner. Den lyseblå farve markerer områder som praktisk talt er ubeboede.
BEFOLKNING. Over halvdelen af Jordens indbyggere lever i Asien, og 90% af disse i S- og Ø-Asiens lavlandsområder. Pga. talrige folkevandringer i historiske tid er befolkningen mere blandet i fysisk henseende end i nogen anden verdensdel; i kulturel forstand er der tilsvarende stor spredning. Islam er udbredt i V-Asien, Pakistan, Bangladesh og Indonesien, hinduisme i Forindien, buddhisme i Central- og SØ-Asien.
ØKONOMI. Hovedrnassen af Asiens befolkning er landbrugere med gammeldags agerbrugsmetoder og ringe levestandard. Fødevareproduktionen har ikke kunnet følge med befolkningstilvæksten, bortset fra i Japan, Sovjetunionen og Kina. Ørkenen breder sig pga. svedjebrug, trærydning og overgræsning bl.a. i Kina og Indien, og truer fødevareforsyningen for tidligere selvforsynende dele af befolkningen. Betydelig industri findes i Japan, Sibirien, Østkina og dele af Forindien. Store forekomster af talrige mineraler, bl.a. olie, guld og tin. Asien eksporterer bomuld, sojabønner, gummi, ris, te, sukkerrør, tømmer, tobak, jordnødder, palmeolie, jern, kobber, krom, bauxit, tin og mineralsk olie.
HISTORIE. Asiens historie omfatter forskellige kulturer opstået uafhængigt af hinanden både i tid og sted, samt brydninger mellem disse kulturer. Fra forhistorisk tid er bronzealderens Induskultur og Shangperioden o. Hwangho (Kina) blandt de væsentligste. I ældste historietid var Asiens vigtigste kulturcenter sumerernes rige afløst af Babylonien, Assyrien og Perserriget. Med Alexander den Stores tilintetgørelse af Perserriget trængte græsk, og hermed europæisk, kultur ind i Asien. Samtidig blev kontakten fra V-Asien mod Ø til såvel Indien over Central-Asien som til Kina livligere, en udvikling der forstærkedes ved de arabiske folkevandringer og dannelsen af Kalifatet. Andre betydningsfulde riger var Mongolerriget under Djengis Kan, og Osmanniske Rige.
Europæisk fremtrængen. Da Vasco da Gama i 1498 fandt søvejen til Indien begyndte de europæiske sømagters konkurrence om handel og indflydelse i Asien. Førende var først portugiserne, herefter nederlænderne (Indonesien), siden briterne (Malaya og Indien); fra 1800-tallet endvidere russerne. Europæiske interesser varetoges oprindelig af private kompagnier, men fra ca. 1800 førte behovet for direkte magtudøvelse på stedet til at de europæiske magter gjorde deres indflydelse gældende ved som stater at overtage det direkte herredømme i store dele af Asien (imperialismen) eller at opnå gunstigst mulige handelsforbindelser (Opiumskrigen, åbne dørs politik). Storbritannien befæstede og udvidede sit herredømme i Indien, Frankrig satte sig fast i Indokina og Nederland effektiviserede sin myndighedsudøvelse i Indonesien. Kun få områder, fx Kina og Thailand, forblev formelt selvstændige, men måtte tilpasse sig europæisk tilstedeværelse for at sikre selvstændigheden. Se imperialisme.
Selvstændighedsbestræbelser.
Den asiens reaktion på den kraftige europæiske indsats kom til udtryk ved en voksende asiens nationalisme, der har præget hele 1900-tallet og opstod parallelt med fx panarabismen og panislamismen. De nationale vækkelser resulterede i dannelsen af en række suveræne stater: i 1920erne og 1930erne på Den arabiske Halvø, siden Tyrkiet og Iran og 1948 opstod staten Israel; modsætningsforholdet mellem denne og de arabiske stater har siden domineret udviklingen i Mellemøsten. 1947 opløstes det britiske kolonirige i India, Pakistan og Ceylon (Sri Lanka). Frankrig tabte 1954 efter 8 års krig sine besiddelser i Indokina der nu blev amerikansk interesseområde. USSR genvandt fra 1920erne sin tabte indflydelse i Central- og Ø-Asien og virkede bl.a. gennem de kommunistpartier der i dette tidsrum stiftedes i mange asiatiske lande; USSR har efter 1949 hhv. i samarbejde og i konkurrence med Kina søgt at udvide sit indflydelsesområde i Asien. USA søgte at bremse den kommunistiske fremtrængen, ved oprettelse af militære støttepunkter , dannelse af regionale militære sammenslutninger (SEATO og CENTO) og endelig ved direkte militære indgriben (Koreakrigen, Vietnamkrigen). Afslutningen af Vietnamkrigen og afviklingen af amerikansk baser i Thailand betød afslutningen af USA's dybe og skæbnesvangre militære engagement i SØ-Asien. Tyngdepunktet for USA's Asien-politik forrykkedes herefter bort fra Asiens fastland til landene o. Persiske Bugt, til Indiske Ocean og Stille Ocean.
Nynationalisme. Så længe de nationale bevægelser baserede sig på anti-koloniale strømninger var muligheden for og ønsket om samarbejde til stede, kulminerende med Bandungkonferencen 1955. Siden har nationale særinteresser ofte hindret samarbejdsbestræbelserne (Indonesiens modstand mod føderationen Malaysia, væbnede konflikter, fx grænsekonflikter mellem India og Kina 1962 og mellem India og Pakistan 1965, konflikt mellem India og Pakistan ved Bangladesh's oprettelse 1971). Udviklingen i Indokina efter afslutningen af Vietnamkrigen har også afsløret tendenser til nynationalisme og givet anledning til væbnede konflikter.
Afkolonisering; årstal for uafhængighed. (1) Cyperns selvstændighed under græsk-cypriotisk ledelse anfægtedes af den tyrkiske minoritet og 1975 oprettedes en tyrkisk-cypriotisk stat på Nord-Cypern. (2) Indtil borgerkrigen 1970-71 var Bangladesh en del af Pakistan. (3) Efter kinesisk invasion 1950 er Tibet en autonom region i Kina. (4) Indtil 1975 var Vietnam delt i Nordog Sydvietnam. (5) Malaysia fik 1957 selvstændighed sammen med Singapore, 1963 sluttedes Sabah og Sarawak til føderationen. (6) Singapore udtrådte af Malaysia-føderationen 1965. (7) Nederland afgav Vest Irian til Indonesien 1963 og 1975 indlemmedes det tidligere portugisiske ØstTimor. (8) Folkerepublikken Kina og Taiwan anser begge Taiwan for en del af Kina.
(9) Korea deltes 1948 i Nord- og Syd-Korea. - Yemen samledes 1990.
........................................................................................................................