astronomi

astrono'mi (græsk): læren om himmellegemerne. Omfatter flere grene, således den praktisk anvendte astronomiske navigation; den celeste mekanik, der behandler himmellegemernes bevægelser; astrometrien, der befatter sig med bestemmelsen af deres placering på himmelkuglen ved hjælp af meridiankreds og fotografering, og astrofysikken, der handler om himmellegemernes indre fysiske forhold. Gennem det udstrålede lys fra stjernerne skaffes oplysning om temperatur, kemisk sammensætning, tryk osv. i deres ydre lag, hvorfra man teoretisk kan slutte sig til forholdene i de indre. En særlig gren af astrofysikken er solfysikken, idet Solens nærhed gør det muligt at iagttage detaljer, solpletter, protuberanser m.m., som ikke kendes fra andre stjerner. Stoffets bevægelse inden for stjernerne behandles delvis under magnetohydrodynamikken, læren om bevægelser i væsker, hvor elektriske og magnetiske kræfter spiller en væsentlig rolle. I radioastronomien undersøger man ved pejling de radiobølger, der udsendes fra stjernerne og rummet mellem disse. Astronomi er den ældste af de eksakte videnskaber. Flere af de antikke agerbrugskulturer som fx Ægypten og Babylon havde en højt udviklet astronomi, der ofte var knyttet til religionen og praktisk blev anvendt til kalenderfastlæggelse. Grækerne brugte astronomi i navigationen og udviklede den gennem Aristarchos, Hipparehos og Ptolemaios til et højt stade. I middelalderen videreførtes den især af arabere og indere; en ny udvikling begyndte i Europa, da Kopernicus fremsatte den tanke, at de iagttagne planetbevægelser enklest forklaredes ved, at man antog, at planeterne roterede om Solen, og da Tyge Brahe reformerede observationsastronomien. Brahes elev Kepler fandt nøjagtige matematiske love for planetbanerne, og samtidig indførte Galilei kikkerten i astronomien og lagde grunden til den moderne dynamik. På dette grundlag fandt Newton loven for legemers, specielt himmellegemers, bevægelser. De senere fremskridt er især knyttet til astrofysikkens udvikling i 19. og 20. årh.

NGC 6992 - også benævnt veteeIler Slørtågen - er her gengivet i et udsnit fra stjernebilledet Cygnus (Svanen), optaget med et 48-tommers Senmidt-teleskop på Pelomar-observatoriet, USA. Tågen befinder sig i ca. 2500 lysårs afstand fra Jorden og antages at stamme fra en stjerne, der eksploderede som supernova for godt 50.000 år siden. Tågen udvider sig stadig og bliver muligvis om 25.000 år for Iyssvag til at kunne observeres med optisk udstyr.

Saturn, der er Solsystemets næststørste planet, er bemærkelsesværdig ved sit system. af ringe samt ved, at planetens massefylde kun er 0,69 g/cm³, dvs. mindre end vands massefylde.

Et 1900 år gammelt relief fra Ægypten med gengivelse af bl.a. Dyrekredsens stjernebilleder. Ved Middelhavet og i Mellemøsten dyrkedes astronomi meget tidligt, i Mesopotamien endog 2000 år før vor tidsregnings begyndelse.

Denne tavle med inddeling af året, bl.a. ved hjælp af Dyrekredsens 12 tegn, er fra værket »Astronomicum Cæsarium« (1540). Det er skrevet af tyskeren Petrus Apianus, en af 16. årh.s fremstående popularisatorer.

I oldtiden og hele middelalderen herskede det ptolemæiske verdenssystem, hvor Jorden (1) var universets midtpunkt. I cirkler om Jorden gik Månen (2), Merkur (3), Venus (4), Solen (S), Mars (6), Jupiter (7) og Saturn (8); nogle af dem gik yderligere i små epicykler (røde).

Copernicus placerede Solen (1) i centrum, og i baner om den samt i epicykler - Jorden undtaget - placeredes Merkur (2), Venus (3), Jorden (4), Mars (S), Jupiter

(6) og Saturn (7). Denne teori, der publiceredes i 1543, stred mod kirkens lære, og tilhængere af teorien udsattes for forfølgelse.

Tycho Brahe anbragte igen Jorden (1) i centrum. I bane om denne tænkte han sig foruden Månen (2) også Solen (3), og med denne som centrum placerede han banerne for Merkur (4), Venus (S). Mars (6), Jupiter (7) og Saturn (8). Længst ude var fiksstjernerne.

Johannes Kepler, som på grundlag af Tycho Brahes observationer udledte korrekte love for bevægelsesforholdene i vort solsystem, havde på et tidligere tidspunkt tænkt sig en forbindelse mellem planeternes baner og de fem regulære polyedre, nemlig terningen (A), tetraedret (B), dodekaedret (C), ikosaedret (D) og oktaedret (E).
I passende indbyrdes rækkefølge og størrelsesforhold kunne disse polyedre placeres i mellemrummene mellem i alt 6 kugleskaller eller sfærer, så at afstandene mellem de enkelte sfærer ifølge Kepier fik samme indbyrdes forhold, som afstandene mellem de 6 planetbaner (incl. Jordens bane) havde.

Hvis Jorden ifølge Newton ikke udøvede tyngdepåvirkning, kunne Månen uhindret bevæge sig retlinet fra A til A 1; men faktisk trækker Jorden den ind til A2. Man kan sige, at Månen stadig »falder« mod Jorden. Dette stemmer med en af Newtons tyngdelove, der siger, at et legeme, hvis det ikke påvirkes af nogen kraft udefra, enten forbliver i hvile, eller det fortsætter sin bevægelse med konstant hastighed langs en ret linie. Denne og andre naturlove gøres gældende i værket »Philosophiae naturalis principia mathematica« af Newton år 1687.

Dumbbell-tågen i stjernebilledet Ræven (Vulpecula), fotograferet gennem Mount Palomars 508 cm teleskop.

Disse 6 terninger giver et indtryk af afstandene i verdensrummet. Idet man følger pilene mellem terningerne, antages det, at kantlængden fra terning til terning forøges tusind gange. Der anvendes lysår (1 lysår = 9.460.700.000.000 km) som måleenhed, og for den første terning er valgt en femmilliontedel lysår for kantens længde, så terningen mageligt kan rumme Jorden med Månen i bane om sig. I den næste terning, hvis kantlængde er omtrent 2 milliarder km (1/5000 lysår), kan - omend knebent - foruden en del af Halleys komets langstrakte bane (rød) rummes banerne for Jorden og de siden oldtiden kendte 5 planeter. Hele solsystemet syner kun lidt i den tredje terning, som i øvrigt domineres af tomrum. Til gengæld vil den 4. terning, hvis kantlængde er 200 lysår, komme til at rumme over 100 fiksstjerner foruden vor egen sol. I den 5. terning er der med en kantlængde på 200.000 lysår derpå god plads til de over 100 milliarder stjerner, som findes i hele Mælkevejssystemet. Endelig får vi i den 6. terning, hvor mindsteafstanden fra midtpunkt til sideflade er 100 mill. lysår, et repræsentativt udsnit af verdensrummet.

Den observerende astronomi tog et stort skridt fremad, da italieneren Galilei i begyndelsen af 17. årh. som en af de første konstruerede en linsekikkert. Han kunne derved underbygge teorien om det heliocentriske verdenssystem, der var fremsat af Nicolaus Kopernicus.

I 1668 fremstillede englænderen Newton en ny kikkerttype, der betød et fremskridt i forhold til den hidtidige linsekikkert. I den her viste 15 cm lange kikkert anvendte han et hulspejl som objektiv, og ved hjælp af et lille planspejl skete billeddannelsen via et okular, der var anbragt i siden af kikkertrøret.

Jævnsides med udviklingen af astronomiske instrumenter opførtes fast funderede observatorier. Det indiske Jantar Mantarobservatorium, som er vist her, går tilbage til 17. årh.

Foruden god udrustning er beliggenheden af et astronomisk observatorium af stor betydning. Der knytter sig væsentlige fordele til høj beliggenhed. Observatoriet på Aiguille du Midi, der har solstudier som speciale, har således en position i Alperne 3842 m o.h.

Udviklingen inden for det optiske kikkertudstyr vidner bl.a. det amerikanske Hale-teleskop på Mount Palomar om. Det hører med sit godt 5 m brede objektivspejl til de største i sin art.

Teleskoper til registrering af radiostråling fra verdensrummet kan antage anselige dimensioner. Her er vist den 300 m brede »skål«, som Aricibo-teleskopet på den vestindiske ø Puerto Rico er forsynet med.

astronomi

astrono'mi: læren om himmellegemerne og universet. Celest mekanik, beskæftiger sig med bevægelsesforhold i rummet, sfærisk a med stjerners tilsyneladende bevægelser og formørkelser, kronologi med tidsregning, astrometri med stedsbestemmelse på himlen og astrofotometri med bestemmelse af stjerners lysstyrker. Forudsætningen for astr. forskning er den stråling stjernerne udsender og som kan opfattes af astronomiske instrumenter.

Jordens atmosfære lader kun lys af bestemte bølgelængder slippe igennem, synligt lys (inkl. infrarødt og ultraviolet) og et bånd inden for radiobølgeområdet. Fra satellitter uden for atmosfæren kan hele spektret i dag iagttages. Dette har udviklet nye discipliner som røntgen-a og gamma-a, hvilket sammen med radio-astronomi har ført til en ny stor udvikling for astronomi. Det område af universet astronomi i dag undersøger har et tværmål på 10 mia lysår.

........................................................................................................................