: græsk gudinde for samfundslivet, den ordnede og retfærdige krig, håndværk, kunst og videnskab. I Rom identificeret med Minerva. Avlet af Zeus med Metis, som guden slugte på grund af af en ulykkesprofeti; Athene sprang siden fuldt rustet ud af sin faders pande. I myterne altid nært knyttet til Zeus, hvis skjold hun ofte bærer. Evigt kysk; tilnavne Pallas (mø) og Parthenos (jomfru). Slangen og uglen er hendes hellige dyr. Athene er af førhellensk oprindelse; optræder tidligt som husets og borgens beskytter, senere som hele bystatens. Skytsgudinde for Athen efter konkurrence med Poseidon, hvorunder hun skænkede byen oliventræet. Gjorde mange nyttige opfindelser; lærte athenerne retfærdighed og nåde. Fejredes i Athen ved en årlig fest, Panathenaia, der hvert fjerde år var særlig storstilet med sportslige og musiske væddekampe. Optræder hyppigt som personlig skytsgudinde for bestemte helte, især vidt omflakkende mænd som Perseus, Herakles, Jason og Odysseus. Fremstilles i kunsten ofte med lanse, hjelm og skjold.
.............................................................................................................