: ifølge Platon (Kritias og Timaios) en forsvunden stat på en kæmpemæssig ø V for Gibraltarstrædet. Solon skal fra Ægypten have hjemført en otte tusindårig overlevering om det rige, højt kultiverede og retsindige folk, der udstrakte sin magt langt ind i Middelhavet, men blev besejret af athenerne. Da atlantiderne svigtede dyden, lod guderne landet forsvinde i havet på et døgn. Platons Atlantis er en utopi, der fremfører hans egne samfundsideer. Det er uvist, hvilket ældre sagnstof Platon har haft at bygge på, og det er siden oldtiden blevet diskuteret, om sagnet har en historisk kerne. Øens pludselige undergang er blevet tolket som en syndflodslegende, men kan rumme en erindring om Thera-katastrofen ca. 1500 'fvt' En del tilhængere af et historisk Atlantis placerer dette ved Açorerne; men mange andre steder i Atlanterhavet er foreslået, foruden Sverige, Helgolands-bugten, Sahara, Store Syrte, Amerika, Indien m.m. Nyeste lokalisering er midtvejs mellem Portugal og Madeira (russiske havforskere 1979).
.............................................................................................................