(græsk): som regel encellet, mikroskopisk, næsten altid klorofylløs plante uden cellekerne; diameter i reglen under 1/1000 mm. Talrige arter kan bevæge sig ved hjælp af fimrehår. Formering sker ved tværspaltning, hos de aflange former vinkelret på længde aksen. Danner ofte modstandsdygtige sporer, der kan overleve næringsmangel, udtørring osv.; mange sporer tåler endog lang tids ophold i kogende vand (indtil 30 timer). Efter formen skelner man mellem kuglebakterier (kokker), baciller (stavformede, med sporer), vibrioner (stave af kort skrueform), bakterier (stavformede, uden sporer) og spirilIer (lang skrueform). Der findes farvestofdannende, sygdomsfremkaldende, fluorescerende, kvælstofdannende og nitratog nitritdannende bakterier foruden jernbakterier, som udskiller jernhydroxid, og svovlbakterier, som af svovlbrinte danner svovl, der oplagres i selve bakterien. Sygdomsfremkaldende bakterier, der kommer ind i menneskers og dyrs blodbane, udskiller giftige stoffer, toksiner. Legemet danner modgifte, antitoksiner, der opløser bakterierne eller uskadeliggør giftstoffet; herpå beror serumbehandling og vaccination.
Bakterierne inddeles i ordener:
1) Ægte bakterier, der udgør hovedrnassen; hertil hører kugle-, stavog skruebakterierne; det er bl.a. disse, der fremkalder pest, dysenteri, tyfus, plantekræft og miltbrand. Miltbrandbakterien var den første bakterie, der blev opdaget som sygdomsvækker, af R. Koch 1876. Til ordenen hører desuden høbacillen m.fl.
2) Trådbakterier, herunder jernbakterierne og svampebakterier med strålesvampene (Actinomycetes). Til svampebakterierne hører også leprabakterien og tuberkelbacillen.
3) Slimbakterier, som lever på gødning og jord og består af en slimet masse, der kan bevæge sig. Vigtige er de bakterier, der fremkalder gæring, bl.a. mælkesyre-, smørsyre-, eddikesyregæring og celluloseforgæring. Andre lever i fællesskab (symbiose) med mennesket, dyr eller planter og er nyttige for ernæring og udvikling af de organismer, de lever i.
I menneskets tyktarm lever bl.a. colibakterier, der kan opløse kulhydrat under udvikling af syre og luftarter; ved denne proces optages værdifulde næringsstoffer, som ellers ville udskilles uudnyttede af tarmen.
De fleste bakterier er lette at dyrke, også uden for levende organismer; det mest anvendte næringsgrundlag (næringssubstrat) er en bouillon af okse- eller kalvekød; ønskes fast substrat, tilsættes agar, der får substratet til at stivne i en flad petriskål. Herpå udstryges det bakterieholdige materiale, fx pus fra en byld. Skålen anbringes i 37°C varme, og bakterierne er, for manges vedkommende allerede næste dag, vokset ud til kolonier, hvis form, farve og størrelse er karakteristisk for de forskellige bakteriearter.
Nogle bakterier kræver særlige substrater tilsat blod, og for nogle som tuberkelbacillen kan kolonidanneIsen tage uger. Visse bakterier kan kun dyrkes i atmosfærisk luft; andre kræver iltfrie substrater. Efter dyrkningen kan bakterierne undersøges nærmere ved mikroskopi, eller man kan undersøge deres påvirkelighed af antibiotika ved at behandle kolonierne med disse stoffer (resistensbestemmelse).
En bakteries bygning. T.h. ses bakteriernes tre hovedformer.
A) runde kokker, B) aflange stave, C) skrueformede spiriller og spirokæter .
Nogle sygdomsfremkaldende bakterier.
1) Staphylococcus aureus forårsager en lang række hyppige infektioner.
2) Hæmolytiske streptokokker virker opløsende på røde blodlegemer.
3) Diplococcus pneumoniæ kan forårsage lungebetændelse.
4) Bacillus anthracis bevirker miltbrand.
5) Spirochæta recurrens fremkalder sygdom hos mennesket.
6) Rhibozium radicicola lever i symbiose med ærteblomstrede og danner knolde på planternes rødder.
7-8) Bakterier formerer sig ved tværdeling.
.............................................................................................................