Berlin: Tysklands største by, i delstaten Brandenburg ved floden Spree; 3,03 mill. indb. (1939: 4,3 mill.); 1948 delt i V-Berlin med tre vestmagtsektorer og Ø-Berlin, sovjetsektoren. V-Berlins hovedstrøg er Kurfürstendamm, Ø-Berlins er Unter den Linden, hvis fortsættelse i V-Berlin er Strasse des 17. Juni; endvidere i Ø den gamle forretningsgade Friedrichstrasse og Leipzigerstrasse. Byen har mange grønne områder og søer og meget tæt bebyggede arbejderkvarterer, bl.a. Wedding, Kreuzberg og Neukölln; uden for det gamle Berlin ligger villakvarterørne Charlottenburg, Spandau med berømt fængsel, og Wannsee. I V-Berlin oprettedes 1948 Freie Universität som modstykke til Humholdt-Universität i Ø-Berlin; endvidere tekniske universiteter, kunstakademier, musikakademier og forskningsinstitutter; videnskabsakademi i Ø; flere radio- og tv-stationer, fire lufthavne, bl.a. Tempelhof i V og Schönefelde i Ø. Industrien omfatter produktion af maskiner, kemikalier, tekstiler, levnedsmidler samt elektroniske dele. V-Berlin er med sine 1,9 mill. indb. V-Tysklands største industriby. Mange af Berlins gamle bygninger ødelagdes under 2. verdenskrig. Delvis bevaret er Brandenburger Tor (1788-91) på sektorgrænsen, i V Opernhaus og det restaurerede barokslot Charlottenburg; endvidere en del kirker, de fleste fra 18. årh.; i Ø det store Pergamonmuseum. Store samlinger af middelaldermalerier findes i Dahlem-museerne i V-Berlin. Nyere bygninger i V-Berlin er Kongresshalle (1957), et højhus, opført af Le Corbusier, den internationale bydel Hansa Viertel samt en cylinderformet kirke (1962) ved Kaiser Wilhelm Gedächtniskirche, hvis ruiner er bevaret som et minde om 2. verdenskrig. Genopbygningen i Ø har været langsommere end i V. Efter 1961 har nye boligkvarterer dog også præget bybilledet i Ø-Berlin, der har 1,13 mill. indb.
Berlin-kongressen 1878. Stående i midten ses Otto von Bismarck.
Historie: Berlin var fra 12. årh. en fiskerby på Sprees højre bred og blev forenet med vender byen Kölln på Spree-øen 1307. Byen blev en vigtig hansestad som knudepunkt på handelsvejene til Nord- og Østersøen og fik stadret 1298. Den blev forgæves belejret af Valdemar 4. Atterdag 1349 og ødelagt i Trediveårskrigen. Den havde en opblomstring i 18. årh.; forstæder indlemmedes, og Friedrich 2.s regeringstid blev en byggeperiode: opera, Hedwigskirche og Prins-Heinrich-palæet. Berlin voksede med Preussens stormagtsstilling til et politisk og kulturelt centrum og fik universitet 1810. En ny byggeperiode fulgte under Friedrich Wilhelm 4. 1871 blev byen rigshovedstad for det nye tyske rige og oplevede en stærk vækst sammen med dette. 1912 grundedes Storberlin, der 1920 inddrog nye forstæder. 1936 ophøjedes byen til preussisk provins. Efter Potsdamoverenskomsten af 1945 deltes den i 4 sektorer: russisk, britisk, amerikansk og fransk. Byen skulle administreres under et af en fælles kommandantur bestående af de 4 hærchefer efter følgende grundregler: fri bevægelsesret for alle berlinere i hele Berlin; forbud mod tyske væbnede tropper undtagen politi; ret til frit arbejdsvalg i hele Storberlin. Da byen lå i den sovjetiske zone, bestemte Potsdam-mødet, hvilke veje, jernbaner og luftkorridorer Vestmagterne måtte bruge. I Berlin fik det allierede kontrolråd for hele Tyskland sæde. Den voksende modsætning mellem Sovjet og Vestmagterne undergravede langsomt Berlinaftalen. Kommunalvalget 1946 gav Socialdemokratiet 48,7% af stemmerne og blevet nederlag for det i Østsektoren af Socialdemokratiet og Kommunistpartiet dannede enhedsparti SED. En vesttysk valutareform resulterede i en østtysk, og kontrolrådet brød sammen på grund af af de stigende modsætninger.
April 1948 indledte Sovjet en total blokade mod V-Berlin, hvilket førte til oprettelse af en vestmagtflyveforbindelse, den såkaldte luftbro, der uafbrudt forsynede V-Berlin med levnedsmidler og kul; blokaden ophævedes først maj 1949. Kommunevalget 1948 afholdtes kun i V-Berlin; 1949 blev Ø-Berlin hovedstad i Tyske Demokratiske Republik (DDR), mens V-Berlin ved Forbundsrepublikken Tysklands forfatning 1950 blev forbundsland med rådgivende repræsentation i Forbundsdagen og statsretligt hørende under De Allieredes fælleskommandantur. Overborgmester i V-Berlin blev 1957 Willy Brandt, som 1961 og 1965 blev socialdemokratisk kanslerkandidat, 1968 udenrigsminister og 1969 kansler; overborgmester i Ø var 1948-67 Friedrich Ebert. 17. juni 1953 rejstes i Ø-Berlin en arbejderopstand, som sloges ned med russisk hjælp. Derefter øgedes i 1950erne flygtningestrømmen mod V, hvilket førte til østtysk spærring af sektorgrænsen med en mur i august 1961. Herefter kunne berlinerne fra de to dele ikke besøge hinanden; dog har vestberlinerne flere gange, først i julen 1965 og påsken 1966, hvor næsten 600.000 benyttede sig af muligheden, gennem forhandling opnået tilladelse til slægtningebesøg ved jul, påske og pinse. Sovjetunionen og Vestmagterne har med mellemrum ført samtaler om Berlin-problemet og stort set ytret enighed om, at Berlins status måtte ordnes i forbindelse med en ordning af hele Tysklands status. Sovjets ledelse har flere gange truet med at overgive magten i Ø-Berlin til DDR og har delvis gjort det. Dette førte til en række episoder i forbindelse med de vestlige trafikveje til Berlin, fx omkring den vesttyske forbundsdags besøg i V-Berlin 1965 og i juni 1965, da DDR erklærede flodbådsaftalerne for ugyldige, samt ved forbundspræsidentvalget 1969. 1967 valgtes socialdemokraten Klaus Schtitz til overborgmester i V-Berlin, 1968 Herbert Fechner i Ø-Berlin. Afspændingspolitikken førte til en ny 4-magtsaftale om Berlins status 1971 (i kraft juni 1972), hvorved Sovjetunionen anerkendte V-Berlins tilknytning, men ikke tilhørsforhold, til Forbundsrepublikken, samtidig med at samfærdselsforholdene blev væsentlig lettet. Schtitz regerede V-Berlin i ti år; hans afløser fra 1977, Dietrich Stobbe, løb ind i en stor byggeskandale, der kompromitterede flere medlemmer af senatet. 1981 strandede et forsøg på at redde SPD-FDP-koalitionen ved tilkaldelse af H.-J. Vogel, hidtil justitsminister i Bonn. Valget til borgerrepræsentationen samme år gav CDU fremgang, og dette parti dannede et minoritetssenat under Richard von Weizsacker.
Berlin-muren. De bekransede kors er rejst til minde om flygtninge fra Øst-Berlin, dræbt under forsøg på at forcere muren.
Ingeniørfakultetet i V-Berlin.
Alexanderplatz er omgivet af moderne bygninger;
Spree danner sektorgrænse.
Europa-Center og den ny, ottekantede Gedächtniskirche med fritstående klokketårn bag tårnruinen.
Berlin-muren ved den øde Potsdamer Platz.
.............................................................................................................