Bibelen

Artikel billede

En rigt illumineret side i en tysk bibel på latin med episoder fra 1. Mosebog samt helgen figurer; slutningen af 15. årh.

: kristendommens hellige skrift; består af Det gamle Testamente og Det ny Testamente (GT og NT); Gammel Testamente fylder over tre gange så meget som NT. Gammel Testamente er det jødiske folks litteratur gennem mange århundreder; dets skrifter kan nogenlunde deles i en historisk og en poetisk-profetisk række. Den historiske række indeholder store partier af kultiske, sociale og moralske love. Gamle Testamentes skrifter er ingenlunde ordnet kronologisk; ofte indeholder et enkelt skrift stof fra højst forskellig tid, de såkaldte kilder, der er så sammenarbejdede, at det kan være svært at rede dem ud fra hinanden. NT er en langt mere ensartet bog end Gamle Testamente; det er blevet til inden for en meget kortere periode, fra midt i 1. til hen i 2. årh. En række jødiske skrifter fra tiden mellem Gammel Testamente og NT er de såkaldte apokryffer og pseudepigrafer, der ikke regnes for kanoniske; også NT har sine apokryffer. Mens Gammel Testamente omfatter, hvad der inden for det pågældende tidsrum var bevaret af jødisk litteratur, blev NTs samling som kanonisk langt mere dramatisk, idet der skød kætterier op; de påberåbte sig skrifter, som den ortodokse kirke på den ene synode 'efter den anden afviste. Gammel Testamente er skrevet på hebraisk, enkelte stykker på aramaisk; NT på græsk. De enkelte håndskrifter til Gammel Testamente er ikke særlig gamle, først fra

ca. 1000 e.Kr., idet jøderne tilintetgjorde tekstrullerne, når de begyndte

at blive slidt, af frygt for, at der i synagogerne skulle blive læst forkert. Der er dog spredte tekstvidner, der er langt ældre, nemlig gamle rabbinske, og siden 1947 kendes Dødehavsrullerne, der bl.a. indeholder Esajasbogen i en afskrift fra vor tidsregnings begyndelse. De ældste håndskrifter til NT er fra det 4. årh.; de berømteste og i reglen også pålideligste er Codex Vaticanus og Codex Sinaiticus. Til brudstykker af teksterne har man dog også her ældre håndskrifter. Både Gammel Testamente og NT blev allerede i oldtiden oversat til andre sprog. De vigtigste bibeloversættelser har som tekstvidner navnlig betydning for Gammel Testamente på grund af af de hebraiske håndskrifters unge alder; det drejer sig især om Septuaginia, der er på græsk og stammer fra Alexandria, hvor jøderne i 2.-1. årh. fødtKr. havde glemt deres hebraisk; sammenlignet med den er de senere oversættelser af hele Bibelen til 3 latin, syrisk osv. kun af sekundær betydning. Derimod blev kirkefaderen Hieronymus' latinske oversættelse, Vulgata, af største vigtighed i liturgisk og dogmatisk henseende, fordi den romersk-katolske kirke regnede den for mere korrekt end grundteksterne. Efter protestantismens sejr i N-Europa og bogtrykkunstens opfindelse kom der en mængde oversættelser på nyere sprog. Luthers oversættelse fik stor betydning for det tyske skriftsprogs udformning; på den byggede den første danske oversættelse af hele Bibelen, nemlig Christian 3.s Bibel (1550), hvis hovedmand var Christiern Pedersen. Den første svenske bibel blev udgivet 1541 af Laurentius Petri. Til engelsk blev Bibelen allerede oversat af Wycliffe 1380; størst sproglig betydning fik imidlertid King James' Bible (1611). Bibelen må stadig nyoversættes, ikke fordi den forandrer sig, men fordi sprogene gør det. Gammel Testamente og NT er kristendommens, Gammel Testamente tillige jødedommens hellige skrift. Den praktiske brug af den er forskellig i de forskellige kirkesamfund; nogle steder bruger man den fortsatte læsning (lectio continua) ved gudstjenesten, således at man i løbet af en vis tid kommer hele teksten igennem. Andre steder, bl.a. i den danske kirke, udvælger man visse »perikoper«, fordelt på 2-3 kirkeår; man kalder dem lektier (fra Gamle Testamente), epistler og evangelier. Den anglikanske kirke bruger Davids Salmer ved de daglige gudstjenester; i løbet af en måned kommer man igennem alle 150; i Danmark bruges kun ganske få af dem direkte; men mange af dem foreligger omdigtet af vore store salmedigtere. Foruden denne liturgiske anvendelse bruges Bibelen yderligere ved bibeltimer og bibellæsninger, i artikler og bøger osv., folks private læsning ikke at forglemme. Det er vanskeligt at opstille en dogmatisk teori om, hvorfor og hvorvidt Bibelen er »Den hellige Skrift". Den kaldes ofte »Guds ord". Man taler om, at Bibelen er inspireret af Guds ånd; det er tænkt om de enkelte skrifter eller forfattere. Den protestantiske ortodoksi og i vore dage fundamentalismen hævder mere eller mindre »bogstav-inspirationen«, dvs. at hvert ord er ind blæst af Guds ånd. På baggrund heraf må det forstås, når der fra from side blev rettet og til dels endnu bliver rettet voldsomme angreb mod bibelkritikken. Ordet bibelkritik er blevet brugt om mange ting, også om det historiske arbejde med Bibelen. Det danske præsteløfte nøjes med at tale om «Guds ord, således som det findes i de profetiske og apostolske skrifter». Det er en bestemmelse, som kræver den rette læsning og forståelse, og de kan være forskellige. Bibelens enorme betydning er grundlaget for de forskellige bibelselskaber, hvis formål er at udbrede Bibelen så vidt muligt til så billig en pris som muligt. Foreninger med beslægtede formål opstod allerede omkring 1700; men det første egentlige bibelselskab stiftedes i London 1804 med tilslutning fra alle frikirker og alle statskirkeretninger. Tanken bredte sig hurtigt til fastlandet, nåede Danmark og Sverige 1814 og Amerika 1817. I 1820rne opstod uenighed om apokryfferne til Gamle Testamente; briterne ville ikke have dem med; men på fastlandet fastholdt man dem. Også her er de dog siden, bl.a. i Danmark, i al stilhed gledet ud.

Bibelen

Artikel billede