: tidligere lystslot, opført i slutningen af 17. årh. uden for Københavns vold; i begyndelsen af 18. årh. blev en ny hovedbygning med blåt skifertag opført; deraf navnet. 1791 oprettedes Danmarks første seminarium, Blågårds Seminarium, på Blågård, og 1827 blev slottet indrettet til teater af italieneren Pettioletti. Det brændte 1833 og blev ikke genopført.
Det hele startede for 300 år siden, da kong Frederik 4.s bror prins Carl i 1706 overtog et barokt statholder-landsted straks uden for hovedstaden.
Prinsen opførte en ny hovedbygning langs nuværende Slotsgade med udsigt over Peblingesøen og med pavilloner og lysthuse i en kunstfærdig park omkring.
Slotsgade dannede indkørsel til lystslottet og dets tilbygninger. Størstedelen af omkringliggende jorder mellem Nørre Landevej og Ladegårdsåen tilhørte landstedet.
Blaagaarden set fra Peplinge Sø. Tværstien i forgrunden er muligvis forløberen til Blågårdsvej
Slottet fik et blåligt tag, enten skifer eller glaseret tegl, som sås tydeligt fra landevejen. Derfor fik det efterhånden navnet Blaagaarden - i dag et egennavn dybt knyttet til kvarteret og meget anvendt på Indre Nørrebro.
I 1780 blev Blågården ombygget til klædemanufaktur og fra 1791 anvendt til landets første lærerseminarium, Blågårds Seminarium, der i dag har til huse i Jonstrup.
Blaagaardens indkørsel fra Nørre Landevej, ca. 1740 - i dag Slotsgade
Under og efter det engelske bombardement af hovedstaden i 1807 blev Blågården benyttet som lazerat for krigens ofre.
Herefter blev det tidligere lystslot renoveret og i en periode brugt som skuespilhus, det første Nørrebros Teater fra 1828, før slotsbyggeriet brændte ned i 1833. Slut med bygningerne, de blev ikke genopført.
Seneste version af Blaagaarden, da hovedbygningen i 1828 lagde tag til det første Nørrebros Teater
Tilbage for eftertiden består begrebet Blågård, der lokalt har lagt navn til gade, plads, sogn, kirke, skole, grillbarer, kiosker, institutioner, klubber og meget andet.
Da Danmark i 1849 fik sin grundlov, var landet hastigt på vej ind i industrialisering. Det udløste en stigende folkevandring fra land til by, især til det middelalderlige København, bag hovedstadens voldanlæg, hvor folkepresset nåede bristepunktet og blandt andet udløste en dødelig koleraepidemi.
I 1852 faldt omsider de befæstede volde. Nu begyndte København at brede sig ud over alle grænser med syvmileskridt, og datidens Nørrebro lå grydeklar for middelalderbyens voksetrang kun en fjerding vej fra Nørre Port.
Voldanlæggets fald medførte også, at de militære linjer udenfor blev opgivet. Altså slut med kun at bygge lave servitutmærket træhuse, der skulle fjernes når vold-kanonerne stod værn mod krig.
Kimen til Blågård-kvarteret og bydelen omkring var hermed lagt. Stier, veje og gader begynder at vokse frem, men først omkring århundredskiftet bliver Blågårds Plads skabt - helt uden trafikal funktion.
.............................................................................................................