Menneskeblod set i mikroskop (forstørret 1000 gange).
: legemsvæske, særegen for flercellede dyr; består af blodplasma med formede bestanddele: røde blodlegemer, hvide blodlegemer og blodplader. Blodet tjener til at transportere og fordele ilt og næringsstoffer samt at fjerne kuldioxid. Røde blodlegemer er meget små, bleggule, skiveformede, elliptiske eller runde celler med indhold af rødt blodfarvestof, hæmoglobin. Størrelse og form er forskellig hos forskellige dyregrupper; hos fugle samt kamel, lama og lavere hvirveldyr er de elliptiske, hos de fleste pattedyr cirkelrunde. Mennesket har i sine ca. 5-6 liter blod ca. 25 billioner røde, runde blodlegemer à ca. 0,007 mm i diameter; deres samlede overflade menes at være ca. 1300 m². Det røde blodfarvestof, et jernholdigt proteinstof, går let i forbindelse med ilt og afgiver denne igen til iltfattigere omgivelser. Blod er lyserødt, når det er iltrigt, mørkerødt når det er iltfattigt. Af hvide blodlegemer er der langt færre end af de røde, hos mennesket 1 pr. 300-400 røde; de er amøbelignende vandreceller, der ødelægger fremmedlegemer som bakterier i et forurenet sår. Materies hvide farve skyldes en ophobning af hvide blodlegemer. De kan trænge igennem karvæggene i væv og organer og er også til stede i lymfe, tarm, spyt m.m. Blodpladerne er 0,0020,003 mm i diameter og indeholder enzymet trombokinase. Blodplasma indeholder ca. 7-8% proteinstoffer samt flydende fibrinogen. Når blodet løber ud af et sår, dannes, når kalksalte forefindes, enzymet trombin af protrombin under indvirkning af trombokinase. Trombin forvandler fibrinogenet til fast fibrin, som danner et fint netværk i blodmassen; denne bliver geleagtig, stivner og lukker såret. Henstilles frisk blod i et glas, synker de røde blodlegemer efterhånden til bunds og danner sammen med fibrinet en klump, blodkagen; derover står de hvide blodlegemer som et gulligt lag. I blodplasma findes desuden uorganiske salte (natrium, kalium, kalcium, jod, klor, magnesium, jern, kobber, mangan, svovl, fosfor) i en koncentration svarende til en 0,9% natriumkloridopløsning samt fedtstoffer, druesukker, urinstof, urinsyre, immunstoffer m.fl. Blodserum er den væske, der bliver tilbage, når fibrin og de formede bestanddele er udskilt. Blodets størkning kan hindres ved kemiske midler; således findes i blodiglens spyt et størkningshindrende stof, hirudin; et andet stof forekommer i stikmyggenes spyt. En af blodplasmaets vigtigste funktioner er at fordele næringsstofferne. Plasmaet transporterer disse gennem karsystemets tynde vægge og omskyller alle celler med sit indhold af protein-, sukker- og fedtstof. Hos hvirvelløse dyr er de formede bestanddele væsentligst hvide blodlegemer, sjældnere røde. Saltindholdet i blodet hos havdyr svarer omtrent til havvandets, dvs. 3-3,5 %, hvorved der opnås osmotisk ligevægt mellem blodet og havvandet. Blodets kredsløb tilfører legemscellerne ilt og næringsstoffer og borttransporterer stofskifteprodukter, der opstår i cellerne ved forbrændingsprocessen. Som motor for blodet virker hjertet. Blodet står i pulsårerne under et bestemt tryk, blodtrykket. Fra hovedpulsåren strømmer blodet ud i de mindre pulsårer og videre ud i organerne; her bliver pulsårerne mindre og mindre og forgrener sig til sidst i et tætmasket hårkarnet af kapillærer, og her foregår stofudvekslingen; det lyserøde iltog næringsrige blod afgiver ilt og næringsstoffer i hårkarrene og optager kuldioxid og stofskifteslagger. Efter at have afgivet ilt er blodet mørkerødt; det strømmer ind i venerne (blodårerne) og til sidst ind i den øvre og nedre hulvene, der udmunder i højre hjerteforkammer. Hermed er blodets store kredsløb afsluttet. Blodet fra venerne strømmer under hjertemuskulaturens afslapning ind i højre hjertekammer. Ved dettes følgende sammentrækning lukkes klapperne til forkammeret, og samtidig åbnes klapperne til lungepulsåren. Det venøse blod presses gennem denne og ind i lungehårkarrene, der er i tæt kontakt med lunge blærerne, så at det venøse blods kuldioxid kan afgives til lungeblærerne og udåndes fra disse. Samtidig optager blodet ilt fra lungeblærerne og strømmer, efter at være blevet lyst og iltfyldt, gennem lungevenerne ind i venstre forkammer. Herfra løber det ind i venstre hjertekammer, og det lille kredsløb eller lungekredsløbet er endt. Under næste hjertesammentrækning sendes det iltrige blod ud i det store kredsløb. Fosterets kredsløb adskiller sig fra det fødte menneskes, idet nærings- og iltoptagelsen foregår gennem moderkagen. William Harvey betragtes som den egentlige opdager af blodkredsløbet (1628).
Prøve med røde blodlegemer, en lymfocyt, tre granulocytter og nogle blodplader.
Blodets forskellige celler.
Rødt blodlegeme (erytrocyt)
Neutrafil granulocyt
Eosinofil granulocyt
Basifil granulocyt
Lymfocyt
Monocyt
Blodplader (thrombocytter)
Røde blodlegemer fra et menneske (forstørret).
Reaktionen på blodtransfusion med forskellige blodtyper, vist i reagensglas. På tegningen ses, hvorledes en transfusion med blodtype O kan bruges til personer med en hvilken som helst blodtype, hvorimod en transfusion med fx blodtype A vil bevirke agglutination (sammenklumpning) af blodlegemerne hos typerne O og B. Hvis skemaet læses fra oven og nedad, fremgår det, at mennesker med blodtype AB kan modtage blod af alle typer.
Blodomløbet er et lukket kredsløb med de to hjertehalvdele som pumper. Venstre hjertehalvdel (VH) presser via aorta og de mindre pulsårer blodet ud i hårkarnettet, hvor det afgiver ilt og næringsstoffer og optager kulsyre og stofskifte-slagger; højre hjertehalvdel (HH) presser det venøse blod gennem lungerne hvor det afgiver kulsyre og optager ilt, til venstre hjertehalvdel.
Blodets omløb sker ved, at hjertemuskulaturen trækker sig sammen, hvorved blodet presses ud af hjertet. Klapperne a og b sørger for, at blodet kun kan løbe i én retning.
Sammentrækningen begynder i forkamrene VF og HF, som står i forbindelse med hjertekamrene via klapperne a.
Forkamrene af slappes, når hjertekamrene trækker sig sammen: blodet trykker nu klapperne a til og finder under det stigende tryk vej via klapperne b ud til de store blodkar. Klapperne b lukkes til igen ved trykket fra karrene, så snart hjerte kamrene afslappes.
Man bruger gerne betegnelsen pulsåreblod om iltrigt blod, mens venøst blod eller blodåreblod betegnes kulsyrerigt blod. Denne sprogbrug er korrekt, når det gælder det store kredsløb, men misvisende om det lille kredsløb, idet pulsårerne her transporterer kulsyrerigt blod til lungerne, venerne iltet blod til hjertet.
Blodomløbets opgave er først og fremmest at transportere legemets næringsstoffer, efter at tarmene, milten og leveren har bearbejdet dem, og dets affaldsstoffer, som i nyrerne udskilles af blodet.
Opsamling af blodplasma.
Blodtypebestemmelse.
.............................................................................................................