En af baggrundene for Boer-krigen 1899-1902 var Cecil Rhodes' ønske om at skabe et britisk kolonirige fra Cairo til Kap ved at indlemme boer-fristaterne Oranje og Transvaal, som havde rige mineralforekomster. Her en episode fra krigen, hvor 33.000 omkom.
Boerkrigen: krig 1899-1902 mellem Storbritannien og boerrepublikkerne Oranje og Transvaal. Vigtigste krigsårsag var konflikten om uitlandernes vilkår. Dertil kom boernes tilnærmelse til tyskerne, som dengang ejede SV-Afrika; briternes ønske om sikring af N-S-forbindelsen i Afrika; britiske krav om human behandling af de indfødte; og sidst, men ikke mindst, den omstændighed, at Transvaals præsident, Paulus Krüger, ønskede krigen og længe havde forberedt den, så at boerne ved krigsudbruddet var langt overlegne i antal og bevæbning. Desuden havde boerne i Kafferkrigene udviklet en fremragende forståelse af terrænudnyttelsen (deres metoder er siden brugt af alle moderne hære), og endelig rådede boerne over dygtige generaler som Joubert, Cronje, Botha, Smuts og de Wet. Da boerne åbnede krigen oktober 1899 med angreb på Natal og Kapkolonien, vandt de mange glimrende sejre, bl.a. ved Magersfontein og Colenso; byerne Kimberley, Ladysmith og Mafeking blev belejret. Men omkring nytår nåede britiske forstærkninger frem, Lord Roberts overtog kommandoen, og på et halvt år afsluttede han faktisk krigen; Krliger flygtede til Europa. Boerne førte imidlertid i næsten to år en hårdnakket guerilla mod besættelsestropperne og tvang briterne til at sætte næsten 450.000 mand ind; antallet af våbenføre boere var 60.000. Da boerne ikke havde noget land mere, kunne de ikke holde fanger; briter, der overgav sig, blev sluppet løs efter at være berøvet våbnene og bukserne. Lord Kitchener, der afløste Roberts november 1900, bekæmpede guerillaen bl.a. ved at samle store dele af befolkningen i koncentrationslejre; i lejrene døde 20.000; boernes tab i kamp var 6000. Maj 1902 underskrev guerillalederne freden; Transvaal og Oranje blev britiske kolonier, men fik løfte om senere selvstyre (opfyldt 1910) og om en genopbygningshjælp på 3 mill. £. Verdens sympati under krigen var udelt på boernes side; man så dem som et lille tappert folk, der forsvarede sin frihed mod en verdensmagt; deres brutale herrefolksmoral blev velvilligt overset. Boernes racepolitik blev senere udformet som apartheid.
.............................................................................................................