Niels Bohr ved en cyklotron på Institut for Teoretisk Fysik i København.
(1885-1962): dansk fysiker; professor ved Københavns Universitet 1916-56; fra 1920 bestyrer af Universitetets Institut for Teoretisk Fysik. Har på afgørende måde præget den moderne atomfysik, idet han 1913 opstillede to revolutionerende postulater: atomerne kan eksistere i en række tilstande med veldefineret energi; atomerne kan gå over fra en tilstand til en anden (med lavere energi) under udsendelse af stråling, fx lys, hvis frekvens, v, er givet ved ligningen E=hv, hvor E er forskellen mellem de to tilstandes energier og h er Plancks konstant. Ved anvendelse af disse postulater og af korrespondensprincippet, der går ud på, at de nye naturlove i en vis grænse skal gå over i den klassiske fysiks love, samt af Rutherfords opdagelse af, at atomets positive ladning og størstedelen af dets masse er samlet i dets centrum, kunne Bohr forklare brintens (hydrogenets) spektrum. I de følgende år udvidede han teorien til andre grundstoffer og disses forbindelser, og en lang række af stoffernes fysiske og kemiske egenskaber forklaredes, således grundstoffernes ordning i Det periodiske System. Bohrs ideer var også af grundlæggende betydning for den endelige matematiske udformning af kvanteteorien (ved Heisenberg, der var Bohrs elev) og for forståelsen af dennes egentlige indhold og konsekvenser. Bohr kom herunder ind på erkendelsesteoretiske problemer, koncentreret om umuligheden af en samtidig, akkurat angivelse af en atomar partikels sted og hastighed. Begge størrelser er, samtidig med at der hersker det nævnte gensidige udelukkelsesforhold mellem dem, nødvendige i en fuldstændig beskrivelse af naturfænomenerne, og dette forhold har Bohr betegnet som komplementaritet. Har ydet vigtige bidrag til teorien om atomkerners omdannelser og opbygning og fremsatte 1940 en teori om fission, der fik afgørende betydning for atomenergiens udnyttelse. Mod de farer, denne skaber, advarede han i et åbent brev til FN 1950; han hævdede heri nødvendigheden af en åben verden. Fik Nobel-prisen 1922.
.............................................................................................................