En del boliger fra 18. og 19. årh. i København må i 1980erne betegnes som slum; dette gælder især baghusene.
boligbyggeri: har gennem tiderne taget talrige forskellige former og materialer i anvendelse. De første mennesker har boet i bjerghuler og primitive gren- og lerhytter, som hver gruppe opførte til egen, eventuelt kun kortvarige brug; men allerede i oldtidens kulturlande blev mere forarbejdede byggematerialer og komplicerede byggeformer, født eks. etagehuse, taget i brug, og boligbyggeriet udviklede sig til et egentligt erhverv. I det moderne samfund et nøgleerhverv, fordi dets omfang har stor betydning for beskæftigelsen og de økonomiske konjunkturer. Der er siden 2. verdenskrig gjort en indsats for at øge det samlede boligbyggeris omfang ved utraditionelt byggeri; elementer til huse fremstilles industrielt og samles på byggepladsen af ufaglært arbejdskraft. Disse bestræbelser, som tager sigte på at afhjælpe den siden 1940rne herskende boligmangel, især i byområderne, stødte imidlertid på vanskeligheder, bl.a. mangelen på en fast boligpolitisk linje, som kunne gøre det muligt for den enkelte bygherre at planlægge et boligbyggeri for flere år og dermed også at iværksætte en større produktion af elementer. Tværtimod var boligbyggeriet i 1940rne og 1950erne genstand for stadige ændringer, idet det af regeringerne anvendtes som et middel til regulering af hele samfundets økonomiske aktivitet; fx indskrænkedes boligbyggeriet, når en valutakrise krævede økonomiske indgreb (således fuldførtes i 1956 kun 19.793 lejligheder, 1968: 44.710), og først fra slutningen af 1950erne udnyttedes boligbyggeriets fulde kapacitet. Der findes omfattende regulering af og kontrol med boligbyggeriet. Disse indgreb har i visse perioder taget sigte på at tilpasse igangsættelsen af nyt boligbyggeri til den forhåndenværende mængde arbejdskraft og materialer. Blandt de mere langsigtede indgreb er de, der søger at tilpasse det enkelte byggeprojekt til de landskabelige forhold (fredningsbestemmelser m.m.) og til et samlet bebyggelsesområdes udvikling (byplanlægning, hyggezoner), og endvidere indgreb, der skal sikre en vis kvalitetsmæssig standard (landsbyggeloven med kommunale byggevedtægter, brand- og sundhedslovgivning m.m.). Kontrollen med boligbyggeriet i medfør af disse love varetages oftest af kommunerne, som følger det enkelte byggeri og udsteder bygningsattest ved den endelige godkendelse. Mere indirekte søger staten at højne boligbyggeriets kvalitet gennem Statens Byggeforskningsinstituts virksomhed, og man påvirker boligbyggeri med særligt socialt sigte til fordel for den mindrebemidlede del af befolkningen ved støtte til de forskellige sociale byggeselskaber.
Tidligt højhusbyggeri (1952) på Bellahøj i København.
Højhuse fra 1970erne i Avedøre V for København.
Terrassehuse fra 1980erne i Valby ved København.
Treetagers boliger med god adgang for lys og luft; Askerød, Hundige.
.............................................................................................................