Republica de bolivia
Statsform: Republik
Areal 1.098.581 km²
Indbyggertal: 5,6 mill.
Befolkningstæthed: 5 pr. km²
Hovedstad: Officielt Sucre (63.000 indb.) faktisk regeringssæde La Paz (655.000 indb.)
Sprog: Officielt spansk (dagligsprog for 34%); desuden quechua (30%), aymarå (25%)
Religion: Romersk-katolsk
Mønt: 1 boliviansk peso = 100 centavos
Bo'livia: sydamerikansk republik mellem 9°40' og 22°40' sydlig bredde samt 57°30' og 69°40' vestlig længde; indlandsstat, der grænser til Brasilien mod N og Ø, til Paraguay mod Sø, Argentina mod S samt Chile og Peru mod V.
Terræn. Bolivia falder i to meget forskellige dele: de vestlige 2/5 i Andesbjergene på kædens bredeste sted; N og ø derfor lavland. I bjergene løber tre kæder, Cordillera Oriental, Central og Occidental, omtrent N-S. Højden er omkring 5000 m med adskillige toppe over 6000 m, således Sajama på grænsen til Chile 6520 m; Illimani og Illampu nær La Paz angives meget forskelligt, højeste angivelse er henholdsvis 6882 m og 7010 m. Langs østside n af Cordillera Occidental ligger højsletten AItiplano, ca. 4000 m over havet; den er landets tættest befolkede del. I Altiplano ligger saltsletter og saltsøer, bl.a. Poopo; mod NV på grænsen til Peru ligger søen Titicaca ca. 3800 m over havet; af dens 8300 km² tilhører 40% Bolivia.
Vegetationen er hovedsagelig busksteppe, nogle steder ørkenagtig. Det sparsomme dyreliv omfatter bl.a. vildtlevende lama-arter og chinchilla. Lavlandet har talrige floder og en del sumpområder; i den nordlige del, der afvandes til Amazon-floden, findes tropisk regnskov; også bjergranden er skovklædt, mens savannen dominerer i SØ. Lavlandets dyre liv er artsrigt, navnlig i regnskoven, bl.a. jaguar, tapir, bæltedyr, dovendyr, myresluger, anakonda og mængder af insekter.
Klima. Hele Bolivia ligger i tropezonen, hvilket er mærkbart i lavlandet med en middeltemperatur på 25°C med små sæsonudsving og de fleste steder stor nedbør, op til 1250 mm. Men som terrænet stiger, falder temperaturen indtil polarkulde på de højeste toppe (snegrænse 6000 m). På højsletten er klimaet nærmest tempereret, dog med store døgnudsving. La Paz har en middeltemperatur på 10°C, og nattefrost kan forekomme endog om sommeren; årsnedbøren er 570 mm med regntid om sommeren, dvs. december-marts.
Befolkning. Der er nogen usikkerhed om den procentvise opdeling i indianere, mestizer og hvide, bl.a. fordi skellet mellem hvide og mestizer er under nedbrydning. De to store indianerfolk i højlandet udgør henved 60% af befolkningen (quechua 35 %, aymarå 25 % ), hvortil kommer skovstammerne i lavlandet (under 5%). Rent hvide er måske 10%; resten er mestizer. 3;4 af befolkningen lever i over 3000 m's højde og er fysisk tilpasset dertil, hvilket sammen med en forkærlighed for deres fattige, men tilvante levevis gør det vanskeligt at flytte folk ned til det frugtbare og tyndt befolkede lavland, der nu er ved at blive renset for malaria, gul feber m.m. Med undtagelse af Santa Cruz, 256.000 indb., ligger alle byer i højlandet: Sucre og La Paz samt Cochabamba (204.000), Oruro (124.000) og Potosi (77.000). Skønt der er gratis undervisning og skolepligt for 613-årige, gennemfører kun under halvdelen grundskolen, og på landet kommer en del børn aldrig i skole; ca. 35% af befolkningen er analfabeter. Der er 9 universiteter, det største i La Paz, det ældste (1624) i Sucre. Sundhedstjenesten er nogenlunde i byerne, helt utilstrækkelig på landet. Høj spædbarnsdødelighed, tuberkulose og underernæring begrænser middellevetiden til 47 år. Erhverv. Bolivia har store mineralrigdomme, træog vandkraftreserver og frugtbart lavland; men kun i kortere perioder, senest under militærdiktaturet 1971-78, har man arbejdet energisk med udviklingen. Såvel energiforsyningen som jernbaner og veje skal udbygges stærkt for at muliggøre en produktionsforøgelse. Godt 60% af befolkningen er landbrugere, hovedsagelig i højlandet, hvor der med gammeldags driftsformer avles kartofler, majs, hvede og byg til indlandsk forbrug; der holdes får, geder, høns og lastdyr, bl.a. lamaer. På bjergskråningerne og i lavlandet er der avl af kvæg og salgsafgrøder som kaffe, sukker og bomuld. De store skove er lidet udnyttede bortset fra nogen gummiproduktion. Mineraler er stadig landets største indtægtskilde; Bolivia er verdens næststørste producent af tin; desuden udvindes zink, bly, antimon, sølv, olie og jordgas; flere andre mineraler forekommer. Industrien er ubetydelig, hovedsagelig små næringsmiddel- og tekstilfabrikker i La Paz.
Sletterne ved Titicaca-søen er frugtbare og derfor stærkt opdyrkede.
Historie. Mens lavlandet først sent træder ind i historien, har højlandet en meget lang historie, fælles med Peru. Landet var kendt som Øvre Peru, indtil det opkaldtes efter Simon Bolivar. Der er spor af forskellige kulturer fra 3.-1. årtusind fødtKr. Omkring 600 e.Kr. kunne Tiahuanaco-kulturen fra Altiplano oprette et stort rige i Bolivia-Peru; men dette var for længst smuldret, da inkaerne i 15. årh. tilkæmpede sig hele det samme område. 1538 erobrede spanierne det bolivianske højland, der blev en del af vicekongedømmet Peru. Opdagelsen af rige sølvminer 1545 gjorde landet til Spaniens mest værdifulde besiddelse og førte til grundlæggelsen af Potosi, der i 200 år var Den ny Verdens største by med 150.000 indb. i 1650. Der var adskillige oprør, det største 1780 under ledelse af inka-ætlingen Tupac Amaru 2. På den tid blev Bolivia under navnet Charcas lagt ind under vicekongedømmet La Plata. S-Amerikas frihedskamp mod Spanien begyndte i Bolivia 1809; men landet var det sidste, der blev befriet. Først ved general Sucres sejre 1824-25 kunne republikken Bolivia oprettes 1825 med Bolivar som forfatningsgiver; han forlod landet året efter, og Sucre blev præsident, men styrtedes 1829 af marskal Santa Cruz. Dermed var et grundterna i Bolivias historie anslået: landet har verdensrekord i revolutioner og statskup; nr. 190 fandt sted 1979. Samtidig dukkede et andet hoved tema op: ønsket om at genforene Bolivia og Peru. Det lykkedes for Santa Cruz 1835; men Chile greb militært ind og gennemtvang adskillelsen 1839; siden skulle Peru forgæves komme Bolivia til hjælp i Salpeterkrigen 1879-83, og forbundsønsket er stadig levende, navnlig med brod mod Chile. Bolivia var oprindelig meget større end i dag og havde endnu rigere muligheder; men de kaotiske forhold hæmmede udviklingen, og økonomisk blev landet styret ensidigt ud fra højlandets mineinteresser; kysten og de indre lavlandsområder blev forsømt. Mere foretagsomme naboer greb chancen; i Salpeterkrigen fik Chile provinsen Antofagasta med store nitratforekomster og afskar samtidig Bolivia fra havet; Brasilien tog det gummiproducerende Acre 1903; og Gran Chaco-krigen 1932-35 indbragte Paraguay det meste af det formodet olierige Chaco-område; der er dog endnu ikke fundet olie der. I begyndelsen af 20. årh. var der en stabil periode, hvor det liberale parti fik flere udviklingsprojekter gennem ført; de indianske småbønder og minearbejdere blev dog stadig ladt i stikken indtil revolutionen 1952, hvor MNR, Movimiento Nacionalista Revolucionario, fik indsat den lovligt valgte præsident, Victor Paz Estenssoro, trods en militærjuntas modstand. Dermed fik Bolivia sin første sociale revolution; godserne blev udstykket og minerne nationaliseret. Begge dele gav økonomisk tilbageslag, og MNR-regeringen kom under kritik fra både højre og venstre. Fidelismen opererede i lan'det fra 1961; men det var en militærjunta, der styrtede Paz Estenssoro 1964 og efter blodige kampe fik bugt med såvel MNRs arbejdermilits som fidelisterne, der førtes af Che Guevara, dræbt 1967. Revolutionerne 1969-70-71 var magtkampe mellem højre- og venstreorienterede officerer; højre sejrede, og general Hugo Banzer Suarez var præsident 1971-78 trods diverse oprør og uroligheder. Præsidentvalget 1978 fulgtes af flere omvæltninger, ligeså omvalget 1979.
En af Cordillera Reals høje toppe, vulkanen Illimani, set fra La Paz' floddal; i forgrunden byen La Paz' lufthavn.
Et karakteristisk landskab i ca. 4000 m's højde nær Sicasica i Bolivias centrale område, Altiplano, højsletten S for Titicaca-søen.
Godt halvdelen af den arbejdende befolkning er beskæftiget inden for landbrug og minedrift.
Terrasse brug i Aiquile;
Tin og sølvminer i Cerro Rico, som har rige forekomster af mineraler.
Copacabana, en lille by ved Titicaca-søen. I forgrunden indianerkvinder med bowler.
Størstedelen af Bolivias befolkning består af indianere.
Indianerkvinder vasker tøj i udkanten af La Paz;
Her er en folkefest i gang i en landsby.
»soldøren« fra Inka-tiden i Bolivias grænseegn til Peru.
Forfatning. Den udøvende magt ligger hos præsidenten, der udpeges ved direkte valg hvert 4. år. Lovgivende magt har tokammer-kongressen; senatorer vælges for 6 år, deputerede for 4. Almindelig valgret fra 18 år, ugifte kvinder dog 21.
Bolivianske tropper marcherer gennem La Paz under Gran Chaco-krigen (1932-35).
.............................................................................................................