
[bår'ge.ze]: romersk adelsfamilie, oprindelig fra Siena; berømt ved Camillo Borghese, der som pave Paul 5. 1605-21 samlede store kunstskatte. Fyrst Camillo Borghese (1775-1832) ægtede Napoleons søster Pauline og fik hertugtitel. Slægtens kunstsamlinger og dens lystslot, Villa Borghese, solgtes omkring 1900 til den italienske stat; Vatikanet købte familiearkivet.
Villa Borghese i Rom er opført i begyndelsen af 17. årh. af arkitekten Giovanni Vasanzio til kardinal Scipione Borghese, hvis store kunstsamling i dag er grundstammen i kunstmuseet Galleria Borghese.
.............................................................................................................