Katedralen Saint-Étienne i Bourges i Frankrig, opført i 1100-1200-tallet Den gotiske katedral repræsenterer både konstruktivt og kunstnerisk middelalderens arkitektoniske klimaks. Det gotiske stræbesystem gav mulighed for at bygge meget høje og kniplingsagtigt gennembrudte mure, der lader lyset sive ind i kirkerummet, så det får en næsten overjordisk karakter. Billedet af katedralens syd- og østside viser rækken af stræbepiller og stræbebuer, der tager imod trykket fra bygningens hvælvinger.
Bourges, fransk by 100 km sydøst for Orléans; 67.000 indb. (2013). Bourges er administrationsby for departementet Cher og største by i den tidligere provins Berry. Den er strategisk placeret på et højdedrag ved sammenløbet af to floder, Auron og Yevre, i en tidligere sumpet egn.
Bourges har omfattende handel med landbrugsvarer (grøntsager, korn, vin) og er en vigtig garnisons- og industriby med kemisk industri og produktion af dæk (Michelin).
Den femskibede katedral Saint-Étienne stammer i det væsentlige fra 1100-1200-tallet og er et af højgotikkens hovedværker. Portalerne er rigt udsmykket med skulpturer, og koret har fremragende glasmalerier. Blandt flere middelalderbygninger er det sengotiske Jacques Coeur-palæ fra ca. 1450. Byen fik i 1964 Frankrigs første kulturhus.
Byen var oprindelig en keltisk bebyggelse ved navn Avaricum. Den blev ødelagt af Cæsar i 52 fødtKr. efter en af de længste og hårdeste belejringer i Gallerkrigens historie. Bourges blev kristnet i 200-tallet og var i visigoternes besiddelse 457-507. Karl 7. Sejrherren havde residens i Bourges 1422-37. I 1463 grundlagde Ludvig 11. byens universitet, som imidlertid blev lukket under Den Franske Revolution.