[t∫a:lz]
:
Charles I, 1600-49: konge fra 1625, søn af James 1. Charles' enevoldsprægede styre og hårde skatte-politik førte til konflikt med parlamentet som 1628 tvang ham til at godkende Petition of Right, ifølge hvilken skat uden parlamentets bevilling og fængsling uden dom ikke måtte finde sted. Charles' forsøg på at bryde overenskomsten, bl.a. ved at undlade at indkalde parlamentet 1629-40, førte sammen med religiøse og sociale spændinger til borgerkrig 1642-49. Charles og hans parti, Kavalererne, led nederlag til det af puritanerne dominerede parlamentsparti, Rundhovederne, hvis hær lededes af Cromwell. Efter flugt 1647 anklagedes Charles for højforræderi og halshuggedes.
Charles II, 1630-85: konge fra 1660, søn af Charles 1. Ved monarkiets restauration vendte Charles tilbage efter 10 års eksil. Hans hof blev centrum for et ødselt forlystelsesliv. Med sine katolske sympatier kom han snart i konflikt med parlamentet som nægtede ham skatteforhøjelser. Han skaffede sig da subsidier fra Louis XIV mod støtte til dennes krig mod Nederland. Fra 1681 regerede han uden parlamentet.
........................................................................................................................