Selvportræt; maleri, 1498 (Prado-museet, Madrid).
1471-1528: tysk maler, grafiker og kunstteoretiker; virksom i Nürnberg. Rejste til Venezia 1494 og 1505, til Nederlandene 1520, hvor han traf Christian II. Dürer levede i brydningen mellem gotik og renæssance; i hans kunst forenes tysk sengotiks visionære billedfantasi med humanismens sandhedssøgen og italienske renæssances formstræben. Blandt Dürers hovedværker er foruden flere portrætter og selvportrætter Adam og Eva (1507) og De fire apostle (1526). Dürer er en af grafikkens største mestre; blandt træsnittene bemærkes serierne Apokalypsen (1498; apokalyptiske ryttere), Marias liv og Den store og Den lille passion (1511), blandt kobberstikkene Ridder, død og djævel (1513), Hieronymus og Melankolien (1514). Dürer skrev teoretiske værker om bl.a. geometri og om menneskekroppens proportioner.
........................................................................................................................