Der skelnes mellem tre hoveddialekter: østdansk, dvs. skånsk og bornholmsk, ømål og jysk, og de kan nu deles op i flere mindre danske dialekter. De olddanske endevokaler a, i, u er nu tildels bevaret i østdansk, sammenfaldet til [ə] i ømål og rigssprog og helt bortfaldet i jysk. De oprindelige tre køn er bevaret bl.a. på Fyn, i Vendsyssel og Djursland. Vest- og sønderjysk har foranstillet artikel (æ mand). S for en grænse Præstø-Rømø mangler stød. Grænserne mellem danske dialekter trækkes der hvor der findes enten en vigtig forskel eller et sæt af forskelle. Danske dialekter er nu stærkt trængt af rigsmålet, men er grundigt undersøgt og kortlagt i 1800-tallet, og mange karakteristiske træk består stadig.
........................................................................................................................