[fa'sismə, -'∫ismə]: Oprindelig benævnelse for den af Mussolini grundlagte politiske bevægelse som regerede Italien 1922-43; samle begreb for politisk bevægelser med autoritære, nationalistiske, antiparlarnentariske og antisocialistiske idealer.
Den italienske fascisme kom til magten vha. terror, oprettede et diktatur baseret på faglige korporationer og engagerede nationen i en "heroisk" ekspansions-politik. Den blev forbillede for en række højreekstremistiske bevægelser i Europa, bl.a. den tyske nazisme og den spanske Franco-fascisme.
Fælles for disse bevægelser var, at de reddede det borgerlige samfund ud af en krisesituation ved at ophæve det politiske demokrati og nedkæmpe arbejderbevægelsen med støtte af en småborgerlig massebevægelse organiseret omkring nationalistiske idealer. Til forskel fra nazismen tog den italienske fascisme dog ikke sit teoretiske udgangspunkt i folket og racen, men i staten, hvis vilje hævdedes at være uafhængig af folket.
........................................................................................................................